Læsetid: 9 min.

Det løsslupne menneske & Venedigs rolige spejl

Kanalerne reflekterer kunstenog livets løb mellem faste positioner og pludselige spring, politisk tidevand og synlige broer
2. marts 2002

Langs kajerne i Venedig skifter lyset med solens gang. Lave motorpramme hvirvler modlyset fra Canal Grande op under broen, og lader det løbe over facaderne i den lille kanal. Ventende og gående befolker det smalle rum. Løfter og sænker sig over broen, passerer. Pramme og både glider igennem.
Foreløbig går det stille for sig. Klokken er kun syv om morgenen. Så kommer der mælk i store kartonklodser og mineralvand i tynd plastic. Motorbåden lægger til ved stenkanten og fylder godt i bredden. Derefter følger en murer med balje og stilladsbrædder. Han lægger også til og forsvinder i det lille palæ overfor.
Men så kommer æggebåden. Den lægger ikke til, for den yngste af fyrene springer op på kajen med fire hele bakker i favnen, ind til restauranten mens prammen langsomt glider videre. Og ude på fortovet igen danser han videre frem, får de næste lag æg smidt op og stikker dem ind til købmanden. Næste flyvende lag æg med et højt råb ind til pizzabageren og i et hop og hyl på hug ned i båden igen, lige inden den lave jernbro. I mellemtiden er skraldebåden rumlet ind under stenbroen ude fra den store kanal, men kan ikke komme videre for murerens lyseblå pram og mælkebåden langs den anden kaj.
Skraldemanden speeder alligevel op og prøver at mase sig igennem. Hans råb gjalder mellem facaderne, men der sker ingenting. Lægger sin båd skråt ud fra kajen, og to mand op for at gennemgå affaldsbunkerne. Så kommer ham med mælken og den mørkeblå pludselig til syne og får hele kværnen af skraldemanden, med stive fingre mod brystet, håndkantslag i luften og anråbende udstrakte arme. Hele det italienske samlesæt af gester og mime. For fuld skrue og stemmen i gear.

Skønhedssans
»Igaar da jeg havde tegnet de to venstresidige ’prigioni’ af Michelagniolo i Accadémia, var jeg meget vaagen for at se mennesker i talende og forvredne stillinger, saaledes som det vrimler her af ivrigt gestikulerende mennesker på en bøndernes dag. De naturlige italieneres furiose haandbevægelser, naar de taler sammen, er en kunstnerisk effekt. Og ligesaa interessante er de smidige bevægelser af fiskehandlere eller folk, der undgaar at blive kørt over. Det myldrer med motiver i alle de snævre gader.«
Så livligt refererende skriver kunsthistorikeren Vilh. Wanscher i et dagbogsnotat fra Firenze, udgivet under titlen Tiderummet i 1962, året efter hans død.
Wanscher fik en tragisk politisk skæbne straks i maj 1945, til trods for at han i årevis havde været en højt estimeret kunstkritiker og -teoretiker. På grænsen til foregående århundrede, og langt op i 1920’erne, var han diskuterende og inspirerende ven med kredsen af famlende modernistiske billedkunstnere og arkitekter i Danmark.
»Skønhedssansen er et produkt af den kunstneriske kultur, og udvikles kun igennem et direkte forhold til det æstetisk prægnante i kunsten (man kalde det ’form’ eller ’stil’ eller ’teknik’ som man vil). Det hjælper os ikke at høre om den ægyptiske religion eller den ægyptiske politik, når det gælder den ægyptiske kunst; men derimod hjælper det os at blive opmærksomme på den prægnante eller klassiske virkning, den tilsigter. Det er også den eneste målestok for dens godhed,« – skriver Vilh. Wanscher i sin bog Den æstetiske opfattelse af Kunst, så tidligt som i 1906, altså næsten 60 år før Firenze-notatet. Og fortsætter længere nede på siden:
»Det er bestemte virkninger og udtryksmåder man må indprente sig; og bestemte sammenstillinger, forkortninger og ’kraftvirkninger’ i kompositionen man må tilegne sig, selvom de måske ikke behager én uden videre.«
Det er en kunstnerisk indsigt, som den dag i dag gør ham øjenåbnende at følge, i rolige analyser af skulpturer og facader. Men det var sådanne i sig selv ‘uskyldige’ tanker om det monumentale i arkitektur og billedkunst – det han selv kaldte Den store Stil – der 30-40 år efter fatalt førte ham i samklang med udemokratiske og æstetiske præferencer, i både Tyskland og hans eget elskede Italien.
Den mørkeblå mineralvandsbåd fræser endelig op og glider uanfægtet forbi skraldebåden, og i det samme kommer en ølbåd plutrende fra den modsatte side, med blanke fustager i flere lag. Klemmer sig forbi og hilser med højlydt horn, mens skraldemanden med sin kran svinger metalkasserne på kajen ind over kanten, og bunden rumlende åbner sig så det vælter ned i lasten. Dagen er i gang langs den livlige kanal.
Nu kommer travle mænd i jakkesæt klank-klonk-klank-klonk, og damehælene klank-klink-klank-klink-klink-klank. Skolebørnene smutter ud af sidesmøgerne på bløde kondisåler og videre langs kanalen. Ved en lav mur lidt længere henne står en flok kvindelige studerende, eller er det gymnasiaster? – for en ældre nordbo kan det være foruroligende svært at vurdere. En rolig høj pige har langt sort hår, lave lige øjenbryn, og en næse så skrå som et tagudhæng. Ved siden af hende en engel med lyse proptrækkerkrøller og opstopper. Der er ingen grund til at tro italienske renæssancekunstnere overdrev, når de malede allegorier. Både byrummet og de illustre modeller har været lige for hånden i virkeligheden. Hvad så virkeligheden er for noget, når det gælder arkitektur og billedkunst.

Ligeud
Det var dét spørgsmål, kuratoren Jean Clair forsøgte at stille med Biennale-jubilæets meget omtalte udstilling Identitet og Forandring på Palazzo Grassi, 1995. Showet var et ekstraordinært set-up i anledning af Venedig-institutionens 100 års fødselsdag. Og netop i 1895 opfandt – samtidig – Lumière filmen, Marconi den trådløse, og Röntgen sine magiske stråler, mens Freud gik i gang med at tyde patienternes usynlige drømmebilleder.
Det påvirkede altsammen billedkunsten, mere end modernismens kunsthistorikere har haft øje for – argumenterer Jean Clair i både katalogteksten og med selve udstillingen.
For en udstillingsgæst, der i en fjern barndom har vippet med tåknoglerne som grønne dybhavsluffer i røntgenkassen hos Hectors Fodtøj, spekuleret over sammenhængen mellem familiens radioapparatet og begrebet spiritisme, eller med lup fulgt de næsten ens billeder på en kasseret 16mm-strimmel og selv tegnet levende fægtescener på resterne af sporvognskonduktørens Ligeud-billetblok – forekom Jean Clairs udstillingskoncept uden videre fortroligt.
Og 100 års-showets vilje til at demonstrere interessen for menneskeskildring som en ubrudt men overset stædighed på tværs af den ellers enerådende kunsthistorie – fra Cezannes rynkede æbler, over Picasso og Braques guitarkubisme, til Mondrians nonfigurative firkanter – var i sig selv animerende som udstilling betragtet.
Men – og her kommer så eftertanken og tvivlen – hvor meget har kriminalantropologiens diskriminerende kraniefortolkninger, lægelige skitser af hysteriske kvinders vridninger og gebærder, eller Myubridge og Eakins epokegørende fotostrimler af mennesker i kontinuert bevægelse i sin tid direkte præget den samtidige billedkunst som kunst? – dét meldte sig snart som skepsis, over tiramisuen om aftenen eller midt i hotelværelsets livlige morgenudsigt.
Rodin og Degas? Eller Boccioni og Picasso? Den rumlige og plastiske betydning for deres figurers fremtræden som kunst, indfangede Jean Clairs vidtløftige paralleliteter ikke. Og derved bliver han stikkende i en personlig allegorisk fremstilling af det moderne menneske, frem for, i sin udstilling, at fremmane en ny, overraskende æstetisk analyse af det 20. århundredes figur- og rumopfattelse.
Måske bliver allegorien først gyldig i 1900-tallets sidste del, hvor de videnskabelige opdagelser, præparater og dokumenter fra dengang har opnået kuriøs status, som i sig selv fortællende billedudsagn.
Clair understreger da også selv, at de bevægelsesstudier Futuristerne i Italien hengav sig til i starten af århundredet, ikke er noget objektivt billedærinde. Når Balla eksempelvis maler en violinists hånd i forskudt filende sving er det snarere den nervøse energi i bevægelsen, han med vibrerende billedeffekt ønsker at fremmane.

Fast stade
I 1906, altså nogenlunde samtidig med Futuristernes urolige billedbestræbelser, udgiver Vilh.Wanscher sin første bog – om Den æstetiske Opfattelse af Kunst.
Og dermed mente han en opfattelse, der lægger vægt på værkets statisk formelle, frem for dets allegoriske eller psykologiske indhold, sådan som hans forgængere N.L. Høyen og Jul. Lange havde prædiket.
I bogen lægger Vilh. Wanscher ikke megen interesse for dagen, når det gælder datidens, dvs. århundredets første tiårs, nye dynamiske kunstopfattelser. Tværtimod fremhæver han, ligesom i sit senere værk Italien og den store Stil, 1921, alvoren og roen som nødvendige ydre træk i den ideelle kunstneriske fremstilling af indre uro eller bevægelse.
Altid i ro, ifølge Wanscher – spændstig, ekstatisk, elastisk ro; som statuariske optrin i stramt perspektiviske omgivelser af faste hus-klodser og afbalancerede facader – og først og fremmest iagttaget fra fast stade.
Det stade fastholder han ufortrødent en omfattende produktion og et langt liv igennem, og holder under krigen sine sidste forelæsninger på Kunstakademiet med skolebetjenten ved lysbilledapparatet som eneste tilhører.
Men netop Wanschers ’store stils’ politiske risiko havde modernisten Poul Henningsen – der lige dele næsegrus og revolterende så op til Vilh. Wanscher som en manglende Far – tidligt skarpt blik for. Allerede i 1925 polemiserer han, respektfuldt men skarpt, i Ekstra Bladet mod en kronik af Wanscher kort tid før sammesteds, og opregner hvad han selv ser som to synlige retninger for fremtidens arkitekturopfattelse: Den moderne, der skal løse en ny tids opgaver, uhildet af »æstetiken som en selvstændig ting« – og så den opfattelse Wanscher, ifølge PH, repræsenterer som æstetiker:
»En som intet har lært og intet bemærket, som klynger sig til gamle Forestillinger, drømmer om at ’den store Mand’ skal opstå og redde Situationen med ’stor’ Arkitektur. Drømmer om et Faamandsvælde i Arkitekturen og den øvrige Kultur paa Trods af i Stedet for i Pagt med det haanligt omtalte ’ugeniale Folk’.«
Oven på dén kan det være værd at huske, hvor indstændigt PH, ikke desto mindre og gang på gang har fremhævet Wanschers betydning for den moderne arkitekturs opkomst herhjemme, ved en »enestaaende Evne til i det rette Øjeblik at sige rammende Ting.«

Samtidighed
I 1962, året efter Wanschers død, udkommer så posthumt essayet Tiderummet, hvor bevægelse og dynamik endelig har fået plads i hans kunstopfattelse; ganske vist publiceret årtier efter at danske billedkunstnere og arkitekter er brudt igennem den statiske æstetik. Men Wanschers anskuelser i Tiderummet er alligevel langt bredere i sigtet og svimlende i anslaget, end den almindelige danske opfattelse af det moderne rum.
»Ved middagstid falder solen næsten lodret ned i de smalle mellemrum mellem de høje husblokke, og de kaster polygonale slagskygger på solbelyste grundflader i gaden. Dette er noget dagligdags, som ingen lægger mærke til, men for en kunstner er det en åbenbaring af en grundlov i naturen, den absolutte samtidighed bevirket i et moment ved lysets kraft.«
I Venedig 1995 er det ikke kun lyset mellem bygningerne, der bestemmer ’samtidigheden’. Vandet er et vægtigere moment. Tidevandets spejl har samme højde på samme tid i hele byen. Det er hen over vandspejlet broerne spænder, og ud fra vandets højde kajerne, trapperne og pladsernes niveauer måles i byens arkitektoniske rum.
Ventende og gående befolker rummet i skiftende positioner, løfter og sænker sig, set fra vandet over broernes buer som skimrende brystbilleder, dukker op og passerer, skygger af kød og blod.
Vandet ligger som en silke, et staniol, en grøn fløjl under gondolernes lak og broernes hvide stenkanter. Broerne, hvorfra man i korte nu må opgive at nå en passerende skønhed i gondolen på vandet under sig, men bliver fastholdt og opløst i dén sugende længsel og følelse af altings timelighed, både billed- og bygningskunst er skabt om.

*Allan de Waals nye bog ’Rumfang & Tidslommer’ er klippet og skrevet sammen af artikler i Information og forskellige tidsskrifter fra de sidste 20 år. Essayet her, fra 1995, er med, men har ikke tidligere været trykt. Bogen er netop udkommet på Forlaget B og anmeldes på side 6 i dagens avis.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her