Læsetid: 5 min.

Logik er det værste af alt, UGH!

Ceci n’est pas une festskrift. I anledning af Peter Laugesens 60 års fødselsdag
15. marts 2002

(2. sektion)

Festskrift
Dette er ikke et festskrift, påstår redaktør Lars Bukdahl i sin velkomst til UGH! og dertil er der bare at sige, gu’ er det så. Det lader sig ikke forklare på andre måder, at adskifleredragyderne (Tomas Thøfner og Klaus Høeck f.eks.) er sluppet af sted med små fødselsdagshilsener, som helt tydeligt har været pligtopgaver og ikke føjer noget væsentligt til det ’totalskriftportræt’, Bukdahl mener, det er.
Når det er sagt, har jeg lyst til at sige to ting mere, nemlig for det første, at det er synd, at UGH! ikke har fået et ordentligt register, man kan slå op i, når det nu i øvrigt er en bog, man vil komme til at slå op i mange gange i fremtiden, og at det er en skandale, at en ellers så smuk bog ikke har været gennem en ordentligt korrekturlæsning. Helt galt er det gået i det afsluttende interview med fødselaren, hvor der næppe er én side, som har undgået graverende trykfejl af den slags, der netop ikke falder ind under kategorien »fejl som skal være der,« som Laugesen taler om i interviewet.
For det andet, at denne, den anden bog om Laugesen (den føste var Helge Krarups speciale Sanserne bedrager ikke, bedraget ligger i normerne, Peter Laugesens kunstneriske strategi), er et overordentlig fint og kærkomment og nødvendigt og (uden man anede det) længe ventet skrift.

Rodebutikken
Bogens arbejdstitel og udgangspunkt har været »Laugesen som anfægtelse«, og de cirka 27 bidragydere kan sådan ca. deles op i fem forskellige grupper. Der er som nævnt (for mange af) gratulanterne, som bare vil sige hej til en gammel kammerat. Så er der de pæne (unge) drenge og piger, som samvitighedsfuldt analyserer og klassificerer værket eller dele af det. Der er også mindst én meget personlig og direkte anfægtelse af en lettere anonym professor på Kunstakademiet, som tager fat i begrebet ’brev’ som (u)anvendeligt for forståelsen af den særlige Laugesenske skrift. For det fjerde er der f.eks Borum og Turèlls personlige anfægtelser ved at have fundet en fremragende digter, ingen andre synes at interessere sig det fjerneste for og i forlængelse af dem Anne Borup og Anne-Marie Mais mere litteraturhistoriske anfægtelser over, at den officielle danske modernisme har sørget for at holde den slags digtning ude i kulden så længe. Og endelig er der redaktørens helt egen i særklasse altopslugende fan-fægtelse, der kommer til udtryk i hans egen rodebutik af en indledning. Her blander han bl.a. udklip fra gamle anmeldelser med kursusprogrammet fra sit eget universitetsforløb om Laugesen, og hvad der må være projektbeskrivelsen til en ph.d.-afhandling, han længe har truet med at skrive. Resultatet er et af de mest øjenåbnende indslag i bogen, hvor der bliver taget fat om roden på de fejllæsninger af værket, ingen har haft større andel i end Laugesen selv:
»Tænk, hvis flerstemmigheden og dens inkludering af alt muligt evident og banalt og sjovt og plat og lavt side om side med traditionelle poetiske stemmeformer ikke skyldes den spontane nedrabling af hvad som helst, digteren har på sinde, den fulde bevidstheds aftryk, og heller ikke er en afpudsning af lavhedens specielle autenticitet, men er en bevidst nedbrydning af de sædvanlige hierarkier ud fra en positiv idé om, at poetisk værdi, i evig, traditionel forstand, lige fuldt er at finde i de underste lande.« Og det er pludselig svimlende åbenlyst, at det lige præcis er det, som er på færde hos Laugesen.
Det går ganske enkelt ikke længere at holde fast i den gode gamle velkendte sandhed om, at Laugesen såmænd er en udmærket digter, han kan bare ikke finde ud af at sortere diamanterne fra alt det slam, der flyder med i den endeløse strøm af skrift. For det første er det ca. 15 år siden, at skriften i alt væsentligt holdt op med at være »skrift« og i stedet blev til ganske klassiske digte med en begyndelse og en slutning og ikke så sjældent rim og/eller metrisk struktur. Der er tilsyneladende sket det, at Laugesen har opdaget, at alle de niveauer, skriften havde plads til, udmærket lod sig transponere over i det lyriske digt, og at intet gik tabt ved det. Heller ikke den umiddelbarhed og selve oplevelsen af det direkte skrivende jeg som nærværende. Fordi (får vi at vide) ikke alene har Laugesen aldrig bare valgt tekster ud til sine bøger, han har også gennemskrevet dem, så det, der tager sig ud som improvisatorisk nærvær, netop er noget, der tager sig ud – det er en effekt.

Stålsat udfordring
Det er Bukdahls helt rigtige og vigtige pointe, at man må til at adskille Laugesens æstetiske projekt fra hans egne evindelige udgydelser om det. Hvad er det så, det handler om? »...om en ny måde at skrive på, et nærvær og en samtidighed, punktuelle og hvirvlende nedslag i et felt af stemmer, litterære, vulgære, hverdagslige, nonsensiske.«
Som læsere kan vi selvfølgelig være ligeglade med, om digteren faktisk improviserer sine bøger frem uden at tænke videre over det, eller om han bare lader som om – men det, at der ligger en bestemt strategi bag de æstetiske gear- og niveauskift, gør det jo tydeligere, at der faktisk er en stålsat udfordring her af den opfattelse, at poetisk kvalitet er ligefremt proportional med graden af f.eks. klassisk skønhed eller eksistentiel nødvendighed eller politisk engagement eller noget andet. Der er netop ikke nogen enkel proportionalitet, der gælder.
Samme tanke dukker op i Anne Borups læsning. Hun ser sabotagen mod enhver form for stilstand som karakteristisk for hele værket:
»Modstanden mod det entydige og absolutte viser sig i en generel uvilje mod at fastlægge betydninger en gang for alle. Blandt de foretrukne figurer finder man paradokset og kiasmen, som netop kendetegnes ved ikke at fastlåse betydningen.«
Hertil kunne man føje en anden yndlingsfigur, ævlet, dels i konkret forstand som vrøvlevers og sprogforbistringer, men også de utallige vilde tekstfilosofiske generaliseringer bøgerne er fyldte af. »Logik er det værste af alt,« skriver Laugesen selv i en af de to »Sammentekster«, som er skrevet sammen med Dan Turèll, Jens Smærup Sørensen og Henning Mortensen og genoptrykt i UHG! Det, det handler om, er ikke begrebsafklaring og sammenhæng, men den hvirvlende energi, begreberne sætter i gang. Det kan man så acceptere eller lade sig anfægte af.

*Lars Bukdahl (red.): UHG! - Et totalskriftportræt af Peter Laugesen. 342 s., 298 kr. Forlaget Spring. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu