Læsetid: 5 min.

Mens vi venter på Havel

Den tjekkiske ministerpræsident Milos Zemans gentagne udtalelser om fordrivelsen af sudetertyskene som en ’retfærdig straf’ vidner om manglende demokratisk kultur i Tjekkiet
7. marts 2002

Den diplomatiske strid mellem Tyskland, Østrig og Tjekkiet om fordrivelsen af godt 3,5 millioner sudetertyskere fra Tjekkoslovakiet efter Anden Verdenskrigs afslutning – hvor henved 200.000 tyskere mistede livet – synes under fortsat optrapning. Striden er blusset op, efter at den tjekkiske ministerpræsident, den reformerede socialdemokrat Milos Zeman, gentagne gange har retfærdiggjort fordrivelsen af sudetertyskerne med bemærkninger om, at sudetertyskerne udgjorde en »femte kolonne« for Adolf Hitler og det nazistiske regime og har kaldt fordrivelsen en mild straf for »landsforrædderi«, hvilket ellers stod til dødsstraf. I anden anledning har han i øvrigt sammenlignet palæstinensernes leder, Yassir Arafat, med Adolf Hitler og opfordret israelerne til at benytte sig af selvsamme etniske udvisnings-taktik over for palæstinenserne, som tjekkerne havde gjort over for sudetertyskerne.
Udtalelser, der fik den tyske kansler, Gerhard Schröder, til at udsætte sit planlagte besøg i Prag den 22. marts på ubestemt tid – han vil ikke »instrumentaliseres« i en intern tjekkisk debat, som det hed fra Kanzleramt i Berlin. Valgtaktisk ville det også have været en fadæse, hvis Schröder et halvt år før forbundsdagsvalget i Tyskland havde befundet sig på forsiden af de tyske aviser med en glad Milos Zeman ved sin side. Ikke mindst, når hans kansler-opponent, Bayerns ministerpræsident Edmund Stoiber – hvis kone er ud af sudetertysk familie – dermed kunne vinde endnu flere stemmer fra sudetertysk-stemte vælgere.
Derudover fik Zemans udtalelser også aflyst Visegrad-topmødet mellem Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, der skulle have fundet sted i sidste uge i Budapest. Ligesom det gentagne gange har ført til krav fra oppositionen om, at Zeman bør gå af.

Nu er det ikke blot en bilateral strid, der skærper det efterhånden noget anstrengte forhold mellem Tyskland og Tjekkiet. Det er samtidig en strid, der, hvis ikke den bilægges eller hendysses, teoretisk set truer med hvis ikke at forhindre, så i alle fald at forsinke, ikke blot den tjekkiske optagelse, men alle ansøgerlandenes optagelse i EU.
Årsagen ligger i kravet fra den tidligere ministerpræsident, den populistiske neoliberalist Vacláv Klaus (ODS), om, at de såkaldte Benes-dekreter skal skrives ind som en klausul i optagelses-traktaten mellem Tjekkiet og EU. En klausul, der derved – som led i de nuværende EU-medlemmers ratificering af den endelige EU-udvidelses-traktat – også ville skulle forelægges det tyske og det østrigske parlament. Og her vil man givetvis slå sig gevaldigt i tøjret, hvis man skal anerkende det, man ser som etnisk udrensning af tyskerne fra de sudetertyske områder. Og nok vil man ikke veto EU-udvidelsen af den grund – dertil står der for meget på spil – men anerkende Benes-dekreterne vil man givet heller ikke. Hvorfor der er dømt forsinkelse.

Nu kommer det formentlig ikke så vidt. Såvel EU-kommissionen som den tjekkiske regering har afvist at lade spørgsmålet om Benes-dekreterne indgå i optagelsesforhandlingerne. Heri har de støtte fra både den tyske og den britiske regering.
Det ved Vacláv Klaus udmærket godt. Men som den drevne populist han er, satser han på at kunne vinde stemmer ved parlamentsvalget i juni ved at fremstå som tjekkernes ’beskytter’ mod sudetertyskernes ’revanchisme’ – og mod EU’s understøttelse af tyskernes krav. For mange tjekker er stadig angste for tyskerne. Som den tidligere rådgiver for præsident Vacláv Havel, politologen Jiri Pehe, udtrykker det, så er henved 70-80 procent af tjekkerne enige i, at fordrivelsen – eller ’forflyttelsen’, som tjekkerne ynder at kalde det – af sudetertyskerne efter Anden Verdenskrig var »en retfærdig straf« for mange sudetertyskeres falden i Hitlers arme i 1938. En opfattelse, der ikke mindst skyldes 40 års massiv kommunistisk propaganda, der har understøttet tjekkernes angst for, at tyskerne en dag ville vende tilbage og kræve deres tidligere huse, fabrikker og ejendomme igen. En opfattelse, der dog intet har på sig. Enhver tale om grænseændringer er fuldstændig utænkelig i dagens Tyskland – og kun marginale kræfter tror endnu på reelle erstatninger. Det eneste, man vil, er at have en anerkendelse af den uret, der blev begået.

Egentlig var det planen, at de tysk-tjekkiske stridigheder om sudetertyskerne skulle have været et fortidigt kapitel. Således underskrev den tjekkiske ministerpræsident, Vacláv Klaus, og den tyske kansler, Helmut
Kohl, efter to års intensive udenrigsministerielle forhandlinger i 1997 en forsoningsaftale imellem de to lande. Problemet var blot, at aftalen udelukkende kom i stand ved, at man udvandede teksten så meget, at begge parter kunne godkende den – ikke mindst på grund af pres fra Edmund Stoiber og CSU. Således anerkendte man dengang ikke hinandens retsorden – så ville tyskerne skulle have anerkendt Benes-dekreterne og tjekkerne tyskernes ret til en undskyldning. Kompromisset blev, at hvert land anerkendte, at det andet land havde sin retsorden. Derudover brugte man forskellig ordlyd i de to udgaver angående det mest centrale spørgsmål. I den tyske udgave skrev man »fordrivelse« (Vertreibung), mens man i den tjekkiske benyttede sig af ordet »udvisning« (odsun). Det mest bemærkelsesværdige var, at Prag uden at flytte sig en millimeter havde fået indskrevet i aftalen, at tyskerne skulle arbejde aktivt for, at Tjekkiet kunne blive medlem i EU. Det eneste, tjekkerne gjorde, var at beklage de excesser, som folkeforflyttelsen havde medført – ikke, at forflyttelsen/
fordrivelsen havde fundet sted.

Det store spørgsmål, som debatten om Zemans udtalelser har bragt på banen, er, om Tjekkiet – demokratisk set – overhovedet er parat til at blive optaget i EU. Hvis landets ministerpræsident, et flertal i parlamentet og af befolkningen anser fordrivelsen af sudetertyskerne som en ’retfærdig kollektiv straf’, så understøtter man jo derved reelt etnisk udrensning som et acceptabelt politisk middel – og således i virkeligheden den politik, som Milosovic sidder anklaget i Haag for at have ført ud i livet. Benes-dekreterne er ganske enkelt ikke i overensstemmelse med moderne europæiske retsnormer, ligesom de heller ikke er i overensstemmelse med Københavner-erklæringen fra 1993, der ligger til grund for optagelsesforhandlingerne med EU. Hvorfor Europaparlamentet tre gange har opfordret tjekkerne til at ophæve dem.
Endnu synes det kun at være tjekkiske intellektuelle som eksempelvis forfatteren Ivan Klima, den tidligere kulturminister, forfatteren Pavel Tigrid såvel som folkene omkring Borgerinitiativet Forsoning 95 der har talt aktivt for en officiel tjekkisk undskyldning for fortidens forbrydelser – med en dertilhørende symbolsk erstatning til de efterladte. Dertil naturligvis kredsen omkring Vacláv Havel – eksempelvis Jiri Pehe. Men Havel selv, hvornår siger han noget?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu