Læsetid: 5 min.

Modstandskampen mod det moderne

I mere end 100 år har den kristne kunst forsvaret natur, fællesskab og den personlige eksistens, den kristne politik nationalisme og reaktion
22. marts 2002

(2. sektion)

En gammel historie
Et tilbageblik på de seneste godt 100 år viser, at de kristne strømninger i dansk litteratur og kulturkritik stammer to steder fra: fra landet og fra byernes konservative, nationalt sindede borgerskab. Hvad den kristent-religiøse livsholdning vender sig imod, kan siges med ét ord: moderniteten. Med lidt flere ord rummer den – tilbage fra 1890’erne – et opgør med radikalismen, positivismen, rationalismen, internationalismen og – naturligvis – ateismen, samt inden for litteratur og kulturkritik: naturalismen og realismen. Bag disse -ismer lurer imidlertid de egentlige trusler mod det kristne livssyn: det moderne liv i storbyen, urbaniseringen, teknologien og videnskaben – kort: kapitalismen. En stor del af den kristne litterære kultur i de seneste 100 års Danmark er stærkt anti-kapitalistisk.
De kristne holdninger kan, lidt forenklet sagt, manifestere sig i to registre: kunstnerisk og politisk. Udmønter de sig kunstnerisk, får vi digtere som Johannes Jørgensen, Harald Kidde og Martin A. Hansen. Blandes politikken ind, nærmer de sig, særligt mod midten af århundredet, faretruende nazismen og fascismen; som vi ser det hos Kaj Munk, hos de borgerligt konservative kritikere Henning Kehler og Hakon Stangerup eller hos en Arne Sørensen, der begyndte som socialdemokrat, men svingede over og med tidsskriftet Det tredje Standpunkt (1936-1948) og partiet Dansk Samling mere end flirtede med nazismen.
Med Kaj Munk som én af undtagelserne (han stammede fra Lolland) kan man også ane et geografisk mønster: Det er primært fra storbyens konservative borgerskab, den politiske kristendom udgår, mens det er landets løbende leverancer af bondestudenter fra bønder-, præstegårde og provinsborgerskab, der leverer materiale til de kunstneriske strømninger.

Pengevælde og skønhedshad
Den første store modstandsaktion mod det moderne storbyliv dukker, ikke overraskende, op som en reaktion på »Det Moderne Gennembrud« og den brandesianske radikalisme. I efteråret 1893 udgiver den forhutlede bondestudent fra Svendborg, Johannes Jørgensen, månedsskriftet Taarnet, hvor den kunstneriske intuitions spontante sans for »Tilværelsens sande Væsen« programmatisk modstilles realismen. »Den sande Kunstner er derfor nødvendigvis Symbolist. Hans Sjæl genkender bag de timelige Ting en Evighed, hvoraf hans Sjæl er udsprungen,« hedder det. Jørgensens antikapitalistiske holdning kommer eksempelvis frem i et stort essay om en af hans inspirationskilder, Edgar Allan Poe:
»Den Tid hvori vi lever, tilhører Pengevældet og Skønhedshadet. De Mennesker, som behersker os, holder deres eneste Andagt ved Mammons Altre. Poesien regnes for en Daarskab, Kunsten for Tidsspilde.«
Johannes Jørgensen konverterede til katolicismen, forlod København og boede en lang årrække i Assisi. »Helvedskov som aldrig endte -/og jeg græd af Kval og Lede.../Til min Sjæl mod Lys sig vendte,/til jeg knæled for at bede.« Hedder det i digtet Confiteor (Jeg bekender). Vennen, københavneren Viggo Stuckenberg svarede med digtet Bekendelse. Til Johannes Jørgensen Februar 1896, hvor han vælger side for hver af sine ungdomssynder frem for »Syndefriheds beske Dyd«.
Reaktionen mod 1870’ernes ’idédebat’, kvindefrigørelse, darwinisme og ateisme var dog langt bredere. 1890’ernes store lyriske succes var således præsten Edvard Blaumüllers Agnete og Havmanden (1894) om en moder, der efter sit barns død forlader en ateistisk og naturalistisk maler til fordel for kirken. Faktisk er der en slående parallel mellem 1890’ernes reaktion på 1870’erne og 1990’ernes tilsvarende på 1970’ernes debatlitteratur, frihedsbevægelser og fremskridtstro.

En ny sjæl
Næste gang, modsætningerne bryder frem som kulturdebat, er efter Første Verdenskrig i 1920’ernes såkaldte ’livsanskuelsesdebat’. Her fører en biolog, Oluf Thomsen og en økonom, Harald Westergaard diskussionen om udviklingslæren over for en religiøs tilværelsestolkning videre med debatbogen Livsanskuelse fra 1923. Det er biologen, der står for det naturvidenskabelige livssyn, mens pengenes mand forsvarer et kristent-idealistisk standpunkt. 90’er-lyrikeren Helge Rode går ind på idealismens side i en række bøger, afsluttende med Det sjælelige Gennembrud (1928). Den konservative kritiker Henning Kehler bidrager i 1925 med Kampen om Livsanskuelse, der politiserer fronten mod kulturradikalismen (og socialismen). Disse -ismer blomstrer imidlertid op fra slutningen af 1920’erne og danner gennem 1930’erne en livskraftig front mod de reaktionære og fascistiske tendenser.
Heller ikke Anden Verdenskrig formår imidlertid at flytte fronterne meget.
I 1946 kommer Vilhelm Grønbechs Kampen for en ny sjæl, hvor han forbinder billedet af »gammel jordbunden følelsesform og levesæt« med Jesu gerninger og tale. Her var ny inspiration til modstand mod den moderne kultur, der med sin fremskridtsdyrkelse og rationalisme havde opløst det menneskelige fællesskab. Det var tanker, der gav mening for en Martin A. Hansen fra Strøby på Stevns, men også for unge fra byborgerskabet som Ole Wivel. Paddehatteskyen i den østlige horisont gav nemlig næring til en udbredt undergangsstemning, der i begyndelsen af 1948 fandt sit udtryk i tidsskriftet Heretica. Den vigtigste drivkraft ved siden af Ole Wivel var Bjørn Poulsen (1918-2000), der sammen med Thorkild Bjørnvig redigerede de to første, ideologisk mest markante, årgange. Ikke tilfældigt har Ole Wivels programartikel titlen: Fem Brød og to Fisk. Man befandt sig i »et sjælens frostklima, hvor kun de eksistentielle problemer har gyldighed.« Martin A. Hansen var fast leverandør med sin etisk prægede, eksistentielle holdning til moderne ’nyttemoral’, og en egen erfaring om natur og bondesamfundets førkapitalistiske værdier.

Nye tider?
I Heretica vrimler det med formuleringer som »Denne sene Time« (Bjørn Poulsen) og »Vi bor ved Tidens Ende« (Thorkild Bjørnvig). Men forestillingen om en transformation og ny begyndelse i Kristi efterfølgelse spøger ligeledes: Man måtte ’tage undergangen på sig’ som et personlig anliggende.
Når en erklæret ateisme stadig spiller en, måske lidt forbløffende, stor rolle for nutidens kulturradikale – samfundets sekularisering taget i betragtning – må det ses som et ekko af denne lange historie.
Hvorimod kristendommen i hvert fald i visse moderne udgaver som eksempelvis hos Søren Ulrik Thomsen omsider radikalt holdes adskilt fra verdslige og politiske holdninger. Søren Ulrik Thomsen forener en kristen holdning med oplyst og fornuftsbetonet fremskridtstro, borgerdyd og demokrati.
Ligesom Martin A. Hansen kommer han fra Stevns, men sin kristne inspiration henter han i slummen i USA’s storbyer! Noget er der sket.
Historisk set er dette imidlertid nye toner, og i de politiske strømninger genkender man så tydeligt som nogensinde sammenknytningen af nationalisme og kristendom.
Eksempler turde være overflødige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

især mange communister mener jo nok:

ligesom
det er jo sådan at løsningen på evt. svag materialisme næppe er mindre materialisme, men er: bedre og mere materialisme,
ligesom løsningen på evt. svag communisme, ikke er mindre communisme, men er : bedre og mere communisme, så

er løsningerne på evt. fejl eller mangler hos
darwinister”s” “genstande”, eller darwinisme;
næppe mindre af dem,
men er formodentlig: mere og bedre af dem

frihed, lighed, fælleskab m / k,
og det moderne, det nye verdensbillede;
og globalisering,
var og er godt, men ville jo umiddelbart kun komme nogle, og så færre og færre, til gode,
i en kapitalistisk økonomi,

så det umiddelbart til det så tæt knyttede nye verdensbillede, blev upopulært hos de mange som det ( pga. dets da kapitalismeudgave );
næppe umiddelbart ville komme til gode;
altså: blev så mødt med folkekonservatisme og folkereaktion;
i stedet for, som communister forsøger, at forsøge at komme videre fremad

kritikere mod darwinisme,
de ved vel egentlig godt at
darwinismen”s” “genstande” jo stort set anyway følger darwinismen, så det er kun fortielser af darwinismen”s” gyldighed, de evt. forsøger at få gennemført, men hvad i alverden skulle det tjene til at forsøge det?

folket selv når / hvis det synes conservativt, eller endog reaktionært; så er der dog den gode "nyhed" for mange, og dårlige "nyhed" for "smarte" liberalister" og capitalister:

men i hjertet, er folket, som oftest, alligevel stort.

materialisme
fælledeje, kredsdanse, linedanse,
folkelighed, almue,
mange næsten-nøje gentagelser,
forbliver det
før, nu og i fremtiderne:
"kun"
lidt vel rigeligt af:

"feudalromantik"
"halm i træskoene"
"rundkredspædagogik"

eller er eller bliver det også til nogle af siderne hos moderne kommunisme, moderne fællesskab?

kampen mod det moderne, mod det nye,
d.v.s. mod communisme;

nu om dage er det jo så bla.a. s.k. new age,
som fører kampen mod det nye: dvs. mod communisme,

de gamle modstandere mod communisme,
og de ny modstandere ( især new agerne )
mod communisme;
forsøger at bortlede folkets opmærksomhed fra at det sandsynligste er:

især communisme bliver mere virkelig

hvis cryptiske cim gram har ret i, at communisme 'bliver mere virkelig', er jeg ret sikker på, at der er mange, der gerne vil vide noget om, hvornår det monne ske.

tjae: det er næppe for optimistisk at antage:

den ikke ubetydelige ( og vel snart kulminerende ) mænge af falsk bevidsthed som nu er i de borgerlige samfund
( bla.a. s.k. new age, popmusik,
(ny)religiøsitet, (ny)heglianisme.o. lign. )

antyder en vis mænge despearation, hos de borgerskabslige, for at bortlede folkets opmærksomheder fra:
at det snarere er communisme som er det sandsynligste

også communister får jo dog også lov at yttre sig
i medierne,
vel for at forsøge at give arbejderne et beroligende indtryk af at der er meget demokrati,

og velfærdssamfundet udvander også meget ellers forenet oprørsvilje hos arbejderne

og som sidste forsøg på at undgå at arbejderne fornede tager magten, er der så: nato, Dod, ...osv.