Læsetid: 6 min.

’Min mor er ikke helt tilfreds med mig’

Den taiwanske instruktør Edward Yang, der er aktuel i Danmark med den prisbelønnede ’Yi Yi’, fortæller her om sin egen og filmens baggrund
15. marts 2002

(2. sektion)

Interview
Med Yi Yi, hans syvende spillefilm, ser 53-årige Edward Yang omsider ud til at have skabt et filmværk, hvormed han kan bryde med sin status som en kinesisk Antonioni, der kun er kendt og værdsat af the happy few. Man kan kun håbe, at al den anerkendelse og virak, som denne film har skaffet ham, kan føre til ny interesse for hans tidligere film som den meget smukke The Day on the Beach, Taipei Story eller Terroristen. Med Yi Yi vandt Yang Cannes-festivalens instruktørpris i 2000.
»Instruktørprisen er en meget hæderfuld anerkendelse, men jeg ville hellere have vundet en pris for at være nogens bedste ven. Hvis jeg havde vundet denne pris tidligere, tror jeg, at jeg ville have ført et andet liv, måske et mere aggressivt liv. Men nu føler jeg en vis sindsro komme over mig. Jeg er blevet mere moden. Også mine film har ændret sig, og jeg tror, at det beviser en sag, som jeg har diskuteret uafbrudt med min mor. Hun bebrejdede mig, at jeg var for naiv og uvidende. Hun var bekymret for mig – jeg havde altid problemer, og hun spurgte: ’Hvordan kan du være så naiv?’ Men hvis man kigger på alle de film, jeg har lavet i de sidste 20 år, kan man se, at jeg har gjort stadige fremskridt, skridt for skridt. Alligevel er min mor ikke helt tilfreds med mig. Jeg tror, at hun er langt mere krævende på mine vegne end jeg selv.«

Ligesom i sport
»Jeg fik ideen til Yi Yi for 15 år siden. Jeg vidste, at historien rent strukturelt ville fungere. På en måde var min iagttagelse af denne familie som at iagttage mit eget livsforløb, men dengang var jeg endnu for ung til at kunne udfylde alle detaljerne. Da en producer for to år siden læste mit oplæg og fandt det interessant, følte jeg mig på sikker grund, og det tog ikke lang tid at skrive manuskriptet. Jeg ved ikke, om man kan sige, at jeg har nået min modenhed med denne film – enhver film har sin egen legitimitet i det øjeblik, den laves. Men det, som jeg ved, er, at jeg aldrig har haft det så godt med mig selv før. Det er ligesom i sport. Tag f.eks. Zidane, kaptajnen på det franske fodboldlandshold. Også hans karriere er gået langsomt frem. Skridt for skridt er hans spil blevet stadigt mere intelligent, år for år spiller han med stadig større lethed. Michael Jordan derimod har altid haft samme store styrke, men aldrig den graciøse spilfornemmelse, som Zidane har nået. Jordan er nødt til at gøre voldsomme ting for at vinde. Zidane har ikke brug for at løbe hurtigt, fordi hans spilforståelse er så eminent. Også filmskabere følger undertiden en sådan udviklingsbane.«
»Asien er ved at vokse sammen til en region, globaliseringen er også her i fuld gang. I Taiwan kan vi eksportere vores produkter til Singapore, Korea, Japan, Hongkong osv. Markederne er ved at blive til ét. Pengene kommer ikke længere kun fra den etablerede filmindustri, men også fra risikovillige investorer, der ser en chance for profit. Andre følger så deres eksempel, og på den måde kan man lave film i hundredvis. Denne type produktioner er fremtiden for asiatisk film.«

Japansk inspiration
»Jeg vil ikke selv betegne mig som taiwaner – jeg er bare fra Taipei. Taipei blev opført af de japanske besættelsesstyrker. Jeg voksede op i et japansk hus, i en japansk gade. Arkitekturen, telefonerne, vandhanerne, alt var japansk. Japanerne havde bygget en højbane midt igennem byen ligesom i Tokyo. Men på grund af Taiwans eget økonomiske mirakel har Taipei ændret sig meget. Gamle bygninger er revet ned til fordel for skyskrabere, og højbanen er erstattet af et stort vejnet. Alt er blevet amerikaniseret. Så da jeg som 30-årig for første gang rejste til Japan, udbrød jeg uvilkårligt: Min gud, dette er jo min barndom. Alt var nostalgi i Japan, selv postkasserne.«
»Japan mindede mig om min barndom. Alligevel kan jeg ikke sige, at jeg elsker landet, selv om det interesserer mig. En af mine største forbilleder er den japanske kunstner Tezuka. Han har lavet mangaer i tusindvis, og jeg føler, at jeg er er blevet voksen igennem hans historier.«

De små detaljer
»Vores reaktioner er dyriske. Et vildt dyr er altid på vagt. Den mindste lyd, det mindste synsindtryk kan være alt afgørende for dets overlevelses- og formeringsevne. Film er i stand til at indfange de samme bittesmå detaljer. Derfor har jeg heller ingen stor tiltro til computerskabte billeder – de har slet ikke den finhed i teksturen, der muliggør detaljerigdommen. Og det, som vi har brug for, det er netop denne optegnelse af liv. For mig er filmmediet et definitivt kunstnerisk valg. År for år føler jeg stadigt stærkere, hvor meget filmen har givet menneskeheden.«
»Jeg så på BBC en dokumentarfilm, hvor en krokodille illuderede at være en træstamme for at narre en ung panter. Panteren nærmer sig, krokodillen hugger ud efter den og er lige ved at få ram på den. Alle kan vi fejlfortolke en situation og misforstå en fare. Sådanne film er langt mere instruktive end Hollywoods forudsigelighed.«

Autoritær religion
»Konfutsianismen (Kinas officielle religion gennem to årtusinder, red.) er stærkt kritisabel. Som årene er gået, har jeg forstået, hvorfor autoriteter og magthavere har valgt den som dominerende filosofi. Konfutsianismen går ud på at overbevise folk om, at autoritet består i... autoritet. Når krigsherrer gik i krig for at forene Kina, var deres kamp også filosofisk. Det var nødvendigt med en filosofi, som kunne overbevise folk om, at de skulle adlyde. Det blev konfutsianismens rolle, og den tabuiserede alle andre filosofier. Og rent faktisk blev den uhyre populær, for konfutsianismen siger, at faren har ansvaret for sine børn, og at børnene til gengæld skylder deres far respekt. Samme relationer gælder mellem kejseren og hans undersåtter. Denne sociale struktur er så logisk, at det er vanskeligt at drage den i tvivl, selv når den ikke fungerer. Ifølge denne logik er kejseren verdens bedste menneske, også selv om dette generelt ikke er tilfældet. Konfutsianismen kræver, at hvert eneste menneske underkaster sig. Alle dynastier har gjort brug af den for at retfærdiggøre sig selv. Hvis vi virkelig ønsker demokrati, må vi væk fra denne hykleriske prætention. Konfutsianismen er en konformitet, som ikke tillader personlige anskuelser. I dag må vi bryde med denne mentalitet, som gør den kinesiske kultur til et fallitbo. Der skal mere til, før også Taiwan er et ægte demokrati.«
»Personen NJ hører til det gamle samfund, til dem, der har forsøgt at indhente den vestlige civilisation og moderniteten. Nu, hvor det næsten er lykkedes dem, står de pludselig over for ukendt land. Samtidig er andre lande ved at indhente os: Indonesien, Vietnam, Filippinerne. Hvis ikke vi flytter os hurtigere, vil vi møde tilbagegang i forhold til disse mere konkurrencedygtige lande. Det er den situation, de nye asiatiske industrilande står over for. Og Yang Yang, Yi Yis lille dreng, er for mig en person, som burde være mønsterværdig for os. Sammenlignet med sin far er sønnen mere modig – han stiller de rette spørgsmål.«
»For 15 år siden var Taiwans filminstruktører en bande revolutionære, som ville omstyrte den gamle orden. I dag er det hver mand for sig selv. Vi har ikke sans for teamarbejde, hvilket viser vores manglende respekt for hinandens ideer. Der er 1,3 milliarder kinesere, og det er umuligt at samle et basket- eller fodboldlandshold. Sådan er vores kultur... en individualisme, der for hver en pris vil vinde. Men sådan vinder vi aldrig. I princippet er et fodboldhold 11 stjerner, men inden for konfutsianismen kan der kun være en stjerne og ti tjenere. Det er, hvad jeg mener om det konfutsianske samfund.«

© Libération og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Anmeldelse af ’Yi Yi – familiedrømme’ nedenfor

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her