Læsetid: 4 min.

Det moralske univers

Ny essaysamling berører mange af de vanskelige og moralske dilemmaer, som verdenssamfundet befinder sig midt i
18. marts 2002

Mandagsbogen
Efter terrorattentatet den 11. september reagerede USA’s præsident George Bush og mange andre vestlige ledere instinktivt ved at tale i moralske termer, ikke politiske. De udbasunerede, at der var tale om en kamp mellem godt og ondt.
På samme måde havde den britiske premierminister,
Tony Blair, tidligere brugt det moralske sprog, da han kaldte NATO’s militære intervention imod Serbiens etniske udrensning i Kosovo for ’en retfærdig krig’ – ikke baseret på territoriale principper, men ’på værdier’.
Men hvem skal definere, hvad der er retfærdigt, godt og ondt?
Det spørgsmål finder ikke lette svar, om end visse intellektuelle og politiske ledere i Vesten tager det for givet, at Vestens liberale, demokratiske og sekulære samfundsmodel per definition er overlegen i forhold til alle andre modeller og har afsluttet Historien. Det er nok også foreløbig den bedste samfundsmodel, men den bekvemme modstilling mellem de eksterne fjender, fundamentalisterne og egne samfunds definitoriske dydsmønstre kan miste blikket for, at der selv i kernen af det vestlige samfund er ansatser til fundamentalisme. F.eks. det uendelige begær efter penge og troen på, at al teknologisk fremskridt per definition er godt.
Tom Bentley fra den britiske tænketank Demos er klar over, at den instinktive overlegenhedsfølelse i Vesten er dybt problematisk, og at ’et globalt moralsk univers ikke kan afgøres i Washington og London’ alene. Derfor har han sammen med Daniel Stedman Jones udgivet en lille bog, The Moral Universe. De to efterlyser en ’remoralisering’ af politikken i en gensidigt afhængig global verden, og de har samlet 16 essays af forskellige tænkere, der diskuterer alt lige fra moral i udenrigspolitikken til privatlivet til etisk forbrug og business.
Det er en blandet cocktail. Men der er enkelte skarpe essays, der vil vække til eftertanke. Det skæmmer lidt, at Bentley i indledningen staver Harvard-professoren Samuel Huntingtons navn forkert – igen og igen: Huntingdon. Måske er det en måde at vise despekt for mandens værk om Civilisationernes sammenstød, hvor Vesten står over for resten?
Den tvedeling bryder Bentley sig slet ikke om.

Brede kilder
Et af højdepunkterne i bogen er et essay af nobelpristager i økonomi, Amartya Sen – Øst og Vest: Rækkevidden for fornuften. Det viser, at værdier som tolerance, frihed, gensidig respekt og den verdslige stat ikke kan reduceres til vestlige værdier. Allerede i det tredje århundrede efter Kristus bestemte Ashoka i Indien, at regeringen skulle sikre basal frihed for alle, inklusiv kvinder og slaver. I 1526, hvor det kom til sammenstød mellem kongerne af Congo og Portugal, var det kun Congos konge, der sagde, at slaveri ikke kunne tolereres. Og i 1591-92 forsvarede Indiens mogul, Akbar, den sekulære stat med ordene: »Enhver har lov til at gå over til den religion, han har lyst til.«
Menneskerettighederne har mange ikke-vestlige kilder. De såkaldt vestlige kerneværdier er ikke kulturspecifikke og har blomstret i andre dele af verden. Det er et godt forsvar for de bedste sider i oplysningstraditionen, den åbne og fornuftsbetonede tænkning, der giver basis for frie valg. Den kan, som Sen påpeger, spille en vigtig rolle for kultiveringen af den moralske forestillingsevne. Han afviser, at oplysningstanken skulle have et medansvar for Stalins, Pol Pots og andre fanatiske diktatorers grusomheder mod menneskeheden. Miljøødelæggelser skabes ikke på grund af et bevidst ønske om at skade verden, men »stammer fra tankeløshed og mangel på fornuftsbaserede handlinger,« skriver Sen.

Etisk jazz
Sociologen Zygmunt Baumans essay bør også fremhæves: »Vi kan ikke længere foregive ikke at vide, at vores verden også producerer oprørende grusomheder. (..)Det moralske problem i vores globaliserende verden er rodfæstet i det overvældende gab mellem den lidelse, vi ser, og vores evne til at hjælpe de lidende. For en moralsk person er det en ny situation, som ikke er set før.«
Fredsforskeren Mary Kaldor argumenterer i sit essay for, at den moderne krigsførelse med humanitære interventioner for menneskerettighederne må ske med en moralsk basis: Målet må være at mindske alle menneskelige tab, også selv hvis der er risiko for tab af egne soldater og politifolk.
Den tidligere biskop af Edinburgh Richard Holloway foreslår, at vi lærer at spille ’etisk jazz’, at improvisere, at skabe samhørighed, tilslutning til de fælles værdier og erkender, at »i det moralske liv kan det være nødvendigt at foretage tragiske valg mellem forskellige goder, og at det ikke er viist at forsøge at mejsle alt ind i et uopnåeligt ensartet verdenssyn.«
Også den politiske filosof Nicholas Maxwell efterlyser visdom. Med de teknologiske fremskridt har vi »fået større magt til at handle, muliggjort af videnskaben, uden at det er ledsaget af en tilsvarende vækst i vores magt til at handle menneskeligt, samarbejdende og i vore langsigtede interesser.«
Vor tids krise er for ham også en krise for videnskaben, der mangler visdom.
Bogen om det moralske univers giver ingen færdige svar og opstiller ej heller en fast ideologi. Men det er også en af dens styrker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu