Læsetid: 6 min.

Med musen i den ene hånd og hatten i den anden

Det er virkeligheden for mange af landets mest ansete forfattere. De må supplere de minimale bogindtægter med stribevis af bijob, lån og legater for at skrabe sammen til en indtægt i nærheden af mindstelønnen
1. marts 2002

(2. sektion)

Levevilkår
Ser man på boghylderne lige under håndfulden af deciderede bestsellerforfattere, lever mange af landets mest respekterede og talentfulde forfattere under barske vilkår. Presset på indtægten med minimale indtægter fra bogproduktionen. Og presset på tiden, fordi undervisning, foredrag og andre bijob sluger skrivetiden. Nu skæres de to steder, der kompenserer for forfatternes ringe boghonorarer – legatmidlerne og biblioteksafgiften – med 15 procent med det resultat, at økonomi og skrivetid udhules yderligere.
Information har talt med en række forfattere – alle prisbelønnede, anmelderroste, leksikaliserede og oversatte – der gennem en årrække har forsøgt at leve af deres forfatterskab. For flere af dem skærer de aktuelle besparelser på bibliotekspengene, Litteraturrådet og Statens Kunstfond de sidste huller i et i forvejen flosset økonomisk sikkerhedsnet.
Fælles for forfatterne er, at de sådan set ikke har svært ved at opretholde en nogenlunde årsløn – bare ikke på det, der skulle være hovedsagen, nemlig at skrive. I stedet går der tid med foredrag, undervisning og legatansøgninger. Det er nemlig disse aktiviteter, der betaler hovedparten af huslejen, mens indtægterne fra selve forfattervirksomheden – boghonorar og biblioteksafgift – udgør en mindre del.

Solvej Balle hører til blandt de mest roste forfattere i den 1990’er-generationen. Gennembrudsromanen Ifølge loven er oversat til ti sprog, hun læses overalt på gymnasier og universiteter og analyseres flittigt i det litterære miljø.
I 2000 var Solvej Balles skattepligtige årsindkomst på 121.885 kr. Heraf udgjorde biblioteksafgiften 10.373 kr., mens resten af pengene kom fra legater, undervisning, foredrag og COPY-DAN afgift. Med sådan en indkomst er ferierejser en by i Rusland, ligesom det tit kniber med at betale telefonregningen.
»I de dårlige perioder er det hamrende svært bare at betale huslejen. Og kommer der pludselige udgifter som f.eks. en tandlægeregning, så er der problemer,« siger den 39-årige forfatter.
Hun har imidlertid indstillet sig på en tilværelse, der veksler mellem at stifte og afdrage gæld. »Det er ikke så meget selve det at mangle penge, men mere den konstante usikkerhed ved, at man ikke aner, hvordan det ser ud næste år, der slider på én. Den usikkerhed bliver 15 procent større nu, og det er fandeme ikke sjovt.«
Sidste år var til gengæld exceptionelt. Hun har ikke regnet den præcise indtægt ud endnu, men vurderer den som på niveau med en folkeskolelærerløn.
»Så er der mulighed for at betale af på gælden fra nogle af de dårlige år. Jeg kan slet ikke forestille mig nogensinde at skulle tjene mere end det, og det forlanger jeg bestemt heller ikke. Som forfatter er jeg villig til at betale noget for min frihed. Det er mere det, at når man faktisk bliver brugt flittigt af det offentlige på skoler og universiteter, alligevel i dårlige år kommer ned og må leve for mindre end en arbejdsløs. Det føles underligt.«
De aktuelle beskæringer af bibliotekspenge og legatmidler har hun ikke megen forståelse for.
»Hvis man kunne se, at besparelserne gik til samfundets svageste eller til ulandshjælp, kunne jeg godt acceptere det. Men når man skærer i en lavindkomstgruppe for at give penge til middelklassen og erhvervslivet, så giver det ikke mening rent socialt,« siger Solvej Balle.

Lyriker Nicolaj Stochholm hører også til blandt de meget roste 1990’er forfattere, der har været med til at tegne årtiet. Strungeprisen som 27-årig, Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat og de indtil videre fire digtsamlinger er oversat til ni sprog.
Et års tid arbejdede han som narkobehandler, men ellers har Nicolaj Stochholm levet af at skrive siden debuten i 1991. Og bortset fra tiden på kunstfondens arbejdslegat har den i dag 34-årige forfatter haft meget svingende indtægter. 200.000 kr. da det gik højest, men flere år nede at runde på 60.000 kr. i årsindtægt.
»Man bliver nødt til at være bare lidt kold i røven over for rudekuverterÇ« siger Nicolaj Stochholm. Hans vigtigste indtægtskilder er fra lyrikoplæsninger og forskellige arbejdslegater.
»Jeg går ikke op i penge. Men sådan må man også have det, hvis man vil leve som digter.«
Den seneste digtsamling Femogtyve digte og en drøm, der udkom i efteråret 2000, er hans hidtil bedst sælgende. 14.000 kr. før skat har den indbragt i honorar, hvilket absolut er i den pæne ende, når det drejer sig om yngre dansk lyrik.
Stochholm modtog sidste år 6.878 kr. i biblioteksafgift – før skat. Derfor får beskæringen af bibliotekspengene på 15 procent ikke de store konsekvenser for hans økonomi.
»Men det er hamrende uretfærdigt. Og jeg er forarget, for regeringen begår løftebrud i forhold til det forlig partierne indgik med den tidligere regering i 1999.«
Større betydning har besparelserne på Statens Kunstfonds og Litteraturrådets legatmidler for Stochholm.
»Min i forvejen meget pressede økonomi er helt afhængig af penge fra løbende arbejdslegater, så det er en besparelse jeg mærker direkte på min krop,« siger han.

Christina Hesselholdt står som en af 1990’ernes mest fremtrædende prosaforfattere. Hendes tekster indgår i et væld af antologier, og hun er oversat til fransk og norsk. Alligevel har hun i de senere år mere oplevet forfattervirksomheden som sidebeskæftigelse end som hovedaktiviteten.
»Jeg føler mig afsindig presset af at skulle tjene penge,« siger Christina Hesselholdt.
»Der går mere og mere tid med udenomsaktiviteter som undervisning og foredragsvirksomhed, så de stræk, hvor jeg koncentrerer mig fuldt om at skrive, er blevet stadig kortere. Det er fantastisk svært at være i gang med en bog og holde ideen klar, når man hele tiden bliver afbrudt,« siger den 38-årige forfatter.
Med en årsindkomst omkring 200.000 kr. er hendes problem nemlig ikke så meget økonomien, som al den tid, hun er nødt til at bruge på andet end at skrive. Kun omkring en fjerdedel af indtægten kommer fra bøgerne i form af salgsindtægter, biblioteksafgift og penge fra COPY-DAN. Resten henter hun ved at holde foredrag, undervise på Forfatterskolen og legater fra Statens Kunstfond og Litteraturrådet.
»Beskæringen i biblioteksafgiften føles særlig hårdt, for det svarer jo til, at du pludselig får skåret din løn med 15 procent uden at blive spurgt. Men kunstnergruppen kan man næsten behandle, som man vil. Vi laver jo vores ting uanset hvad, fordi vi gør det ud af trang. Men jeg er da sikker på, at mine bøger ikke bliver bedre eller flere af, at jeg skal styrte rundt med tungen ud af halsen,« siger Christina Hesselholdt.

Inge Eriksen, 66, har levet som fuldtidsforfatter siden sin debut i 1975 og har skrevet knap 30 skøn- og faglitterære bøger. Hun afsluttede sidste år den omfangsrige trilogi Sommerfuglens vinge, som hun har arbejdet på siden 1995. Den indbragte omkring 30.000 kr. per bind i forfatterhonorar fra forlaget.
»Jamen indtægten for at sælge en bog er da til at lægge sig ned og græde over. Den er i nærheden af en journalists månedsløn – for to års arbejde.«
Inge Eriksen fik sidste år tildelt to legater, Gelsted-prisen fra Det Danske Akademi og Henrik Pontoppidans Mindefonds legat.
»Legaterne er grunden til, at jeg ikke er i hysteri oven på nedskæringerne, men kun i panik. Pengene gled bare ind i den almindelige husholdning og betød, at jeg kan klare den, frem til jeg modtager bibliotekspenge,« fortæller hun.
For Inge Eriksen er den svingende og ofte lave indkomst ikke det værste. Det er den måde, hun oplever, at forfattere bliver fremstillet som ’samfundssnyltere’:
»Man bliver ved med at bruge ordet ’støtte’, så det ser ud, som om vi skal have nådsensbrød. Men der er et overskud på 300 millioner kr. på bogmomsen til staten, så vi er jo ikke til byrde – tværtimod,« siger hun og peger på, at forfatterne er den eneste gruppe i Danmark, der ikke har forhandlingsret.
»Som forfatter forventes man at være ydmyg og ikke stille nogen krav, men vi er jo almindelige mennesker med de samme drømme og behov som alle andre. Vi bliver fremstillet som snyltere og statsansatte, men vi betaler skat af hver én øre, vi modtager. Jeg vil fandeme ikke være ydmyg – det er uklædeligt for en dame, der snart skal have folkepension!« siger Inge Eriksen og ler.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her