Læsetid: 7 min.

Når præsterne rykker ind som intellektuelle

Efter murens fald: Er det ikke længere højre mod venstre, men humanismen mod kirken?
22. marts 2002

(2. sektion)

Genkristning?
Der var mange, der troede, at præsterne i det danske samfund var reduceret til festtalere i underligt tøj. Og ellers fungerede som kustoder, der passede de danske folkekirker som museer for kulturhistorie. Og så selvfølgelig tog sig venligt overbærende af de allersidste efternølere, som ikke havde fundet ud af, at luften som en doven fjært fra en død krop havde forladt ballonen Gud.
Som teologen K.E. Løgstrup bemærkede i 1978: Han levede i en irreligiøs periode, hvor det han som kristen skrev, var en vigende hærs bagtrop. En bagtrop, der laver de sidste fægtninger, inden den forsvinder ud af historien.
Men det kunne se ud, som om Løgstrup tog fejl. For nu er der præster og biskopper over det hele. Det er ikke længere venstrefløjen, men kirken der fungerer som platform for kritik af konsensus. Det kunne se ud, som om præsterne er vores tids intellektuelle.
Forfatteren Kirsten Thorup mener, at den offentlige debat efter Murens ofte omtalte kollaps har fået et nyt omdrejningspunkt:
»Tidligere var den afgørende modsætning en politisk konfrontation mellem højre og venstre. Men nu har de politiske grupperinger ikke samme vægt og så er det, som om kampen står mellem humanismen og kristendommen.«
»Tilværelsen,« skriver præsten Søren Krarup,»er ikke et juridisk anliggende.« Som polemisk replik til den socialdemokratiske forestilling om, at alle problemer i samfundet er samfundets problem. Søren Krarup kritiserer velfærdsstaten som vores alle sammens far og pædagog og forsørger. Når Krarup forsvarer revselsesretten, forsvarer han ikke vold, men retten til et rum, som ikke er reguleret af lovgivning.
Biskoppen Jan Lindhardt melder sig med et andet kritisk perspektiv: I bogen De syv Dødssynders afslører han, hvordan det, der i middelalderen var kardinalsynder, har udviklet sig til moderne dyder. Men synderne har skiftet navn: Gerrighed hedder ikke længere gerrighed, men derimod profitorientering. Frådseri er blevet til forbrug. Den underliggende tanke hos Lindhardt er, at middelalderlig ondskab er blevet normen. At den liberalistiske økonomi sætter den enkeltes egoisme som selvindlysende værdi.
Men der skal mere end to til en tendens: Præsten Asger Baunsbak-Jensen har bl.a. redigeret den kulturpessimistiske debatbog Det nye århundrede – Visioner for det retfærdige samfund, Århus-biskoppen, Kjeld Holm, har talt for større tolerance ind i det offentlige rum som formand for Nævnet for Etnisk Ligestilling, sognepræst Katrine Lilleør har hidset sig op over den slatne holdning til voldtægt, Lyngbypræsten Leif Bork Hansen har været overordentlig aktiv i pressen og derhjemme ved at huse udviste flygtninge. Listen er lang. Og den fortsætter.

Filosoffen Mads Storgaard Jensen udgav i efteråret 2001 en bog, hvor han med et populært og tidssvarende udtryk tog temperaturen på en stemning i den danske debat. Bogen hedder Dommedagsfesten, og det er ikke, fordi Erik Meier Carlsen ligner en bedemand, men derimod fordi Storgaard blandt de intellektuelle noterede sig en tendens til, at de glædede sig ved synet af fanden på væggen:
»Da jeg havde udgivet bogen, var der en bekendt, som sagde til mig, at der var utroligt mange præster med. Det havde jeg ikke selv tænkt på.«
Det forklarer for Storgaard den paradoksale glæde ved den postulerede elendighed. Præsterne ser en negativ diagnose som en reklame for folkekirken:
»Jan Lindhardts bog Ned fra soklen er et godt eksempel på det, jeg kalder præstesnak. Lindhardt langer ud efter værdidebatten herhjemme og siger, at vi bare har menneskerettighederne for at misbruge andre og opføre os egoistisk. Ved at demonstrere, hvor dårligt vi dybest set har det, kan han smide trumf på og sige: Vi ville have det meget bedre, hvis vi lyttede til kirken.«
»Det er i mange præsters interesse at male en djævel på væggen og tilbyde sig selv som frelser.«
Men det er ikke bare kirken, som er kommet ind i samfundet. Det religiøse sprog har bredt sig uden for kirken. Man har talt om værdier og åndelighed og moralen, der blev væk. Poul Nyrup Rasmussen udråbte før alle sine egne løftebrud 90’erne til moralens årti. Da han i efteråret 2001 tabte valget, tabte han tilsyneladende også besindelsen og rejste sig og snakkede som en præst om ’evige værdier.’

Men allerede fra starten af 90’erne var der tidligere marxister og modernister, der pludselig sprang ud som kristne. Nils Gunder Hansen skrev i 1993 en nu berømt artikel: Genkristningen af de intellektuelle. Den indledes med ordene:
»De har hørt det i et selskab, det blev hvisket på en trappe…De intellektuelle er blevet genkristnet. Jo, det er ganske vist. Og over en bred kam…Alle er de krøbet til korset.«
Seks år senere udgav Gunder Hansen en bog om samme emne: Da Gud kom ind fra kulden.
»Jeg tror,« forklarer han, »at man kan se det i historisk fugleperspektiv: Efter Anden Verdenskrig koncentrerede folk sig om at komme tilbage til hverdagen og freden. Så kom det materielle velfærdsprojekt, som 68’ere gjorde op med. De satte i stedet politik, værdier og ideologi på dagsordenen. Det der skete med Murens fald, var at det politiske utopiske paradigme på en måde udtømte sig selv. Og så vender man sig mod moralen og det åndelige, som er mindre historisk sårbart.«
Gunder Hansen henviser til et andet fænomen: Sekulariseringen som proces var måske ikke så uafvendelig som man havde forestillet sig. Man begyndte at miste troen på, at videnskaben og verdsliggørelsen kunne bære det hele og forklare alting.
Der var endvidere en stor og toneangivende generation af intellektuelle, som blev ældre. Som Kirsten Thorup bemærker:
»Kierkegaard understreger, at troen er noget personligt og inderligt. Derfor er det også svært at udtale sig om andres trosforhold i en protestantisk kultur.«
»Men hos Kierkegaard kommer det religiøse stadium efter det æstetiske og det etiske stadium. Altså i en temmeligt fremskreden alder. Og vi ved jo godt, at når Fanden bliver ældre, går han i kloster.«
Man kan naturligvis ikke forbinde genkristningen af de intellektuelle med den nykristne højrepopulisme. Sat på en selvfølgelig spids: Pia Kjærsgaards genkristning er ikke og kan ikke blive et udsagn om en kristen digter som Søren Ulrik Thomsen.
Da Gunder Hansen skrev sin artikel i 1993, stod kristendommen ikke i et modsætningsforhold til islam, men derimod til den naturvidenskabelige udlægning af verden. Men med den påtrængende globalisering og svækkelse af nationalstaten, er kristendommen blevet en nationalitetsmarkør. Det er ifølge Gunder Hansen nyt.
Som da Jan Lindhardt efter den 11. september hævdede, at vi stod midt i en religionskrig. Underforstået – den kirke, han repræsenterer, repræsenterer os alle sammen.
Ved den lejlighed bemærkede Carsten Jensen, at Lindhardt næppe var den eneste teolog, der så de brændende tvillingetårne i New York som en stor reklamestander for den danske folkekirke.

Præsterne som intellektuelle kan ikke bringes på politisk fællesnævner. Keld Holm er Dansk Folkepartis modstander, Leif Bork Hansen bliver som humanist kaldt ’flygtningepræsten’.
Men Søren Krarup og Jan Lindhardt er ikke humanister. De fastholder, at mennesket ikke primært fødes med rettigheder, men som synder og som sådan er ansvarlig. At menneskerettighederne sætter mennesket i centrum som sin herre, der kræver sin ret og glemmer sin pligt.
»Det humanistiske livssyn,« siger Thorup, »kan have den slagside, at man udelukkende fokuserer på sig selv. Det ligger i tiden: Hvad kan jeg bruge det her til? Hvad giver det her kursus mig? Men den sammenblanding af kristendom og politik, som Søren Krarup dyrker, er en ubehagelig og fundamentalistisk cocktail.«
Det er ifølge Thorup en fejlslutning at gå fra en svaghed ved den humanistiske tanke til at forkaste humanismen som sådan:
»Man finder ikke Paradis en gang for alle. Det er en kamp, der hele tiden foregår. Tidligere var det mere på et politisk plan. Nu er det rykket ind og er blevet en moralsk kamp.«
Det er signifikant, at præsterne som samfundsdebattører bryder med en folkekirkelig tradition. Ved at rykke ud af kirken og ind i debatten som præster efterlader de deres integritet. Man kan sige, at de tager Gud som gidsel i et politisk ærinde. Storgaard ser det som et udtryk for et ønske om, at der er nogle, der midt i en opbrudstid melder sig med den moralske trumf. Med en garanteret og sikker løsning på ubesvarede spørgsmål. Både Gunder Hansen og han finder det malplaceret. Som Gunder Hansen siger:
»Der er i mange kredse et ønske om, at kirken skal tale ind i samfundsdebatten. Det er ikke noget, jeg sætter pris på. For der er en pointe i, at vi når vi er i kirken, er på et andet niveau end det, der hører det umiddelbart politiske til.«
Og der er en pointe i, at ingen kan gøre sig til talsmand for folkekirken politisk. Den står ikke et bestemt sted, men spænder fra Margrethe Auken til Søren Krarup.
Det var Nils Gunder Hansen, der i 1993 annoncerede en genkristning af de intellektuelle. Men i dag er han ikke sikker. Kristendommen er blevet noget, man personligt vælger mellem andre kulturelle udtryk og livsstilstilbud. Man kan gå i fitnesscenter, til yoga eller i kirke. Man sammensætter sin egen religion ud fra udbuddet på den åndelige menu.
»Historisk set har religion altid være karakteriseret ved et vist mål af fællesskab og kollektivitet. Hvis vi går mod en situation, hvor hvert menneske sammensætter sin egen religion, så er det vel ikke religion mere.«
Det kunne se ud, som om Løgstrup måske alligevel ikke tog fejl, da han på kristendommens vegne i slutningen af 70’erne konstaterede: »Vi er ved vejs ende.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her