Læsetid: 3 min.

Han var næsten fuldkommen

En af Hollywoods store instruktører, kynikeren, romantikeren og farcemageren Billy Wilder, er død, 95 år gammel
30. marts 2002

Nekrolog
Engang i slutningen af de trangbrystede 1950’ere skete der noget befriende. I en tid hvor filmerotik, ikke mindst den amerikanske, som oftest vekslede mellem det knibske og det lumre, blæste farcen Ingen er fuldkommen latterens friske luft gennem forbud, fordomme og forsigtigpeteri. Når Jack Lemmons kortkjolede damemusiker valsede ud med Joe E. Browns permanent liderlige millionær Osgood, detonerede Billy Wilder alle vaneforestillinger om forfinet komik og frigjorde en uforfalsket morskab.
Det hang selvfølgelig sammen med, at Wilder ikke blot var fræk som et helt kobbel af slagterhunde, men også havde perfekt artistisk styr på løjerne. Han var gennem 40 år en af Hollywoods bedste og modigste fortællere og arbejdede altid sine manuskripter igennem helt fra første ubeskrevne blad.
Allerede i 1959, da Ingen er fuldkommen forbløffede et verdenspublikum, var Wilder en af Hollywoods veteraner og havde gået i skole som manuskriptforfatter for komediemesteren Ernst Lubitsch, for hvem han bl. a. var med til at skrive Greta Garbo-komedien Ninotchka.

Genrernes mester
Wilder blev både privat og professionelt vidt berømt (og frygtet) for sit skarpe vid, og komedien – både den romantiske og den farceprægede – blev en af hans yndlinsgenrer. Nøglen under måtten (The Apartment) fra 1960 og den mere spinkle Audrey Hepburn-romance Sabrina (1954) står som klassikere.
Men Wilder mestrede også den sorte krimigenre og gjorde så tidligt som 1944 Hammett-historien Kvinden uden samvittighed (Double Indemnity) til et af genrens mest holdbare hovedværker.
Psykologisk (melo)drama dyrkede han med spektakulær succes i Sunset Boulevard (1950), hvor Gloria Swanson er den aldrende, isolerede stumfilmstjerne, der tager sig en yngre elsker (William Holden). Ligeså nærgående skildrede han i 1945 alkoholismens forbandelse i Forspildte dage (The Lost Weekend), og det mindre kendte, men vitriol-ætsende drama om sensationspressens arbejdsmetoder, Forsidesensationen! (Ace in the Hole) fra 1951 hører også til blandt hans centrale og mest personlige.

Europæer i USA
Wilders særstilling kom af to ting. Han skrev for det første sine manuskripter selv, dog altid i tæt samarbejde med en amerikansk partner, der kunne sproget som en indfødt. For det andet kunne den østrigsk fødte instruktør trække på en erfaringsrig midteuropæisk baggrund, idet han først kom til USA i 1934 som 28-årig. Han havde da allerede skrevet en halv snes tyske film, deriblandt klassikeren Menschen am Sonntag (1929), der foregreb både neorealismen og den franske Ny Bølge.
Som jøde forføjede Wilder sig lynhurtigt bort fra Tyskland efter Hitlers magtovertagelse i 1933, instruktørdebuterede i Frankrig og arbejdede sig derefter op gennem Hollywood-hierarkiet – ret møjsommeligt, for i starten kunne han ikke engelsk.
Vendepunktet kom, da han mødte den kultiverede Charles Brackett og i slutningen af 1930’erne sammen med ham begyndte at skrive for føromtalte Lubitsch. Men Wilders mål var at blive instruktør og få 100 procent kontrol over sine historier.
Og det er karakteristisk for hans strategiske tænkning, at han lagde genretraditionelt ud med en tilsyneladende konventionel komedie En fremmelig pige (The Major and the Minor 1942) og en krigsfilm med Erich von Stroheim, Ørkenens hemmelighed (Five Graves to Cairo 1943) – den første har dog sine listigt undergravende tendenser i udklædningen af Ginger Rogers som en 12-årig Lolita.

Satire og romantik
Med foden solidt indenfor kunne Wilder op gennem 40’erne give frit løb for sine exceptionelt beske dramaer. I Hollywoods artigste og mest konforme periode rendyrkede Wilder den sviende satire og opererede konsekvent med moralsk anløbne hovedpersoner. Indvandreren var ikke til sinds at tale sine nye landsmænd efter munden, og efter den første visning af Sunset Boulevard fnøs filmselskabet MGM’s almægtige chef Louis B. Mayer, at »denne Wilder bider den hånd, der brødføder ham.«
Men Wilder havde en blidere side, og hans to 70’er-film Sherlock Holmes privatliv (1970) og Avanti! (1974) viser en romantiker, der maskerer sig som kyniker. I Holmes-filmen afdækker Wilder blidt den ulykkelige kærlighed, der gjorde Holmes til en logistisk besat ungkarle-detektiv; og i Avanti! fremtryller han en sprød, europæisk-amerikansk romance, der får Jack Lemmons stressede forretningsmand til at vende ryggen til strugglernes Amerika – til fordel for livskunstens Europa.
I Lemmon fandt Wilder overhovedet en dybt åndsbeslægtet hovedrolleskuespiller, der kunne forene det karaktersvage og komiske med en basal menneskelighed. I Nøglen under måtten må hans opportunistiske new yorker til syvende og sidst lære at være et Mensch – som nabolægen, en europæisk indvandrer, siger.
Uden den europæiske humanistiske tradition kunne Wilder selv ikke for alvor
leve og ånde som amerikansk Mensch.
Hvert år rejste arbejdsnarkomanen Wilder troligt på ferie i Europa. Han lavede sin sidste film for over 20 år siden og undgik ikke nogle sene fiaskoer, men han blev ikke glemt og holdt trods sin høje alder ånden redebon.
En eksemplarisk smuk filmkarriere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu