Læsetid: 3 min.

Negativland tur-retur

Punkens samfundsoprør lever videre hos det californiske band Negativland
13. marts 2002

Ny cd
Hvad blev der egentlig af punken? Døde den efter sit korte, hektiske liv i slutningen af 70’erne, da den tidligere bassist i Sex Pistols, Sid Vicious, vågnede op fra sin sædvanlige stofrus og fandt sin kæreste Nancy Spungen stukket ihjel i badekarret på Chelsea Hotel, New York?
Svært at svare på, men selv om et gammelt mundheld siger, at punken ikke er død, den lugter bare sådan, så sætter den langt fra dagsordenen i dag, højest popper den nu og da op som kulturelt genbrug i tidens mode og musik.
Amerika har en solid tradition for satiriske og samfundskritiske band og solister, og med Jello Biafras Dead Kennedys holdt den bidske satire sit indtog i punken, der siden har fået følgeskab af en række andre, der bruger genrens aggressive energi som musikalsk afsæt. Fra universitetsmiljøet i californiske Berkeley dukkede bandet Negativland op samtidig med De Døde Kennedyer og udsendte sit første, selvbetitlede album i 1980 og kunne sidste år lægge sidste hånd på These Guys Are From England And Who Gives A Shit.
Negativland spiller imidlertid ikke traditionel punk, men henter inspiration fra den tyske krautrock-scenes brug af collageteknikken, den såkaldte music concrete, dvs. båndede reallyde, der efterredigeres i studiet, og opererer således milevidt fra klassisk opbygning med bas, guitar, trommer, a- og b-stykker.
Negativland opretholder dog punkens oprørske ånd ved i provokerende lydoptagelser at gøre opmærksom på suspekte skismaer i vort moderne, kommercielt dominerede samfund. Negativland har aldrig haft et decideret hit, opmærksomheden omkring bandet er primært dets batalje med det irske band U2 samt som ophavsmænd til udtrykket culturel jamming.
På These Guys Are From England And Who Gives A Shit genudsender Negativland optagelser fra deres single U2 fra 1991 og uddrag fra deres ugentlige radioshow ’Over The Edge’, hvor det irske bands verdenshit »I Still Haven’t Found What I’m Looking For« og »Where The Streets Have No Name« skamløst (mis)bruges. U2’s pladeselskab Island Records sagsøgte (uden U2 vidste af det) Negativland for åbenlyst at blande The Edges karakteristiske guitar med burlesk småsnak og sarkastiske fordrejninger, og Negativlands eget pladeselskab, SST Records, sagsøgte Negativland, da det fik kendskab til balladen, og da bandet også havde mikset optagelser af den kendte radiovært Casey Kasem sammen til en række obskøne udtalelser, kom der også brev fra hans advokater.

Mærkevare-krigen
Negativlands kamp med jurister, pladeselskaber og andre udøvende kunstnere handler om ophavsretten, der især efter sampler-teknikkens udbredelse er blevet en nyklassiker i alverdens retssale. Hvad der for bandets medlemmer begyndte som en almindelig interesse i at afspille de lyde, som samfundet overdøves af, er efter U2-opgøret blevet et bevidst ønske om at vise forskellen mellem direkte piratkopiering og anvendelse af allerede skabte lyde i et nyt, originalt udtryk. Nok kan lytteren høre, at U2 er den musikalske inspiration, men de originale numre hærges, smadres og mikses sammen med elektronisk støj, junk og gamle optagelser fra konflikten om det gamle spionfly U2, at resultatet ganske enkelt er adskillige dimensioner fra det irske superbands udtryk.
Efter U2 kom turen til Pepsi. Negativlands plade Dispepsi fra 1993 var et opgør med læskekoncernen, der, ifølge Negativland, som andre mærkevareproducenter bruger millioner af dollars på massive reklamekampagner, ingen har bedt om. Taktikken på pladen var, at lytteren skulle bombarderes med Pepsi-navnet, så hun til sidst skulle få brækfornemmelser af at høre produktets navn blive gentaget i det uendelige.
Ifølge Naomi Klein i bogen No logo var det pudsige resultat i øvrigt, at Pepsi-bosserne ikke reagerede med et sagsanlæg, men mente, at dårlig reklame var bedre end ingen reklame.
Kritik af mærkevarerne har Negativland dog altid dyrket i form af parodiske reklamejingler som en del af deres udtryk, og på denne baggrund lanceredes i 1984 culture jamming. Et udtryk, der siden blev en hel bevægelse, hvor aktivister, der føler, at mærkevareproducenternes overklistring af logoer på byens mure og gavle har overtaget det offentlige rum og dermed tvunget sagesløse borgere til konstant at blive konfronteret med kommercielle budskaber, tager affære og overmaler eller på anden måde vandaliserer reklamerne.
Kan kunsten forenes med kommercielle hensyn? Nej, mener Negativland, da massekultur gør, at kunsten mister sin uafhængighed. Således har Negativland nu i over 20 år arbejdet på sine egne præmisser, udsendt plader, der aldrig har været topstyrede pophits, stukket hovedet i løvens hule og taget øretæverne. Et prisværdigt job, der mere end noget er Negativlands vigtigste indsats.

*Negativland: These Guys Are From England And Who Gives A Shit. Produceret af Negativland. Seelard Records

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu