Læsetid: 5 min.

Nekrologer

27. marts 2002


César Milstein, 74
*Den britisk-argentinske molekyleærbiolog César Milstein, som i 1984 sammen med danskeren Niels K. Jerne og tyskeren Georges Köhler fik Nobelprisen i medicin for opdagelsen af en revolutionerende teknik til produktion af antistoffer, er død, 74 år gammel. Milsteins store bedrift var, da han i 1975 med sine kolleger fra Cambridge Universitet opfandt en metode til at tvinge immunforsvarets celler til at producere en bestemt slags antistof, der kan hægte sig på specifikke proteiner. Normalt skaber immunsystemet et væld af forskellige antistoffer, der skal dræbe de invaderende bakterier og vira. Milsteins forskning i isolerede og rene antistoffer, kendt som monoklonale antistoffer, var et betydningsfuldt gennembrud for moderne molekylærbiologi. Til deres immunologiske studier ledte Millstein og hans kolleger efter en laboratoriecellestamme, der var i stand til at frembringe kendte og identificerbare typer antistof. Sådanne antistof-producerende celler kunne udtages fra milten i laboratioriemus, når man udsatte den for et bestemt protein. Men disse celler var kun i stand til at overleve i kort tid i laboratoriekulturer.
Samtidig rådede Milsteins forskerhold over sejlivede cancerceller ved navn myeloma, som fortsatte med at vokse uendeligt i laboratoriet, og som producerede immonoglobulin, substansen for alle antistoffer, men ikke var i stand i til at producere specifikke identificerbare antistoffer. Milsteins idé var da at sammensplejse musemiltecellerne med musemyolemacellerne i håbet om både at opnå specificitet og sejlivethed. Ideen viste sig at fungere.
I medicinsk forskning bruges antistoffer til at neutralisere toksiner produceret af dødbringende bakterier, og forskerne har planer om at bruge dem som 'fjernstyrede missiler' mod cancer. Tanken er at designe antistofferne, således at de kun hager sig fast i cancercellerne og dræber dem med medbragt gift eller radioaktive elementer. Reuters

William Scholl, 81
*Opfinderen af ’The Original Exercise Sandal’ døde 15. marts, under et ophold på Isle of Man. Selv om familie-firmaet efterhånden udviklede en lang række produkter til ikke mindst fodpleje, er det først og fremmest ’sundhedssandalen’, klip-klapperne eller Jesus-tøflen, William Scholl huskes for. I 60’erne og 70’erne blev der solgt millioner af par af det meget enkle fodtøj.
Scholl var oprindelig uddannet i moderne sprog ved Cambridge Universitetet. Ved Anden Verdenskrigs udbrud opholdt han sig i USA, og gik ind i hæren som efterretningsofficer.
Efter krigen rejste han bl.a. i Tyskland, og herfra hjembragte han i slutningen af 50’erne en helt enkel træsandal. Han udformede den så den anatomisk passede til foden, og satte en læderstrop henover. I markedsføringen indgik både prisen, at den gav massage til både fødder og ben, og forebyggede fodproblemer. Altsammen under slogan’et: »Looking good and doing you
good.«
Efter sin tilbagetræden i 1984 stod Scholl i spidsen for sit eget velgørenhedsfond, som siden har udbetalt omkring 200 millioner dollar til velgørende formål. Inf.

James Blake, 89
*Den 1. december 1955 blev James Blake berømt over hele USA. Han var buschauffør i Montgomery, Alabama, og som sådan havde han politimyndighed i sin bus. Den benyttede han til at sætte en sort passager, Rosa Parks, af, da hun nægtede at fjerne sig fra sin plads i den fyldte bus, da der kom en hvid passager ind. Rosa Parks nægtede, hun sad i de sortes sektion, men blev alligevel smidt af. Senere blev hun idømt en bøde på 14 dollar, men hændelsen blev samtidig starten på en meget ung Martin Luther King Jr.’s 381 dags lange boycott af Montgomerys busnet. Senere erklærede USA’s Højesteret byens race-adskillelsespolitik for ulovlig.
Blake og Parks havde faktisk mødt hinanden 12 år tidligere. Parks var steget ombord på en bus, og betalt sin billet. Hun blev bedt om at gå ud igen, og benytte bagindgangen. Før hun nåede så langt, speedede chaufføren op og kørte væk. Chaufføren var James Blake.
Inf.

(Big) John Patton, 66
*Den amerikanske jazz-blues musiker John Patton holdt især til på den amerikanske østkyst, omkring New Jersey og New York. Selv om han ikke publikumsmæssigt nåede lige så langt ud som hans mere berømte samtidige, JimmyMcGriff og Jimmy Smith, stod der stor respekt omkring ham i endog meget brede musikerkredse.
Selvlært som pianist, turnerede han i sidste halvdel af 50’erne med Lloyd Price, og i denne periode skiftede han til Hammond B-3-orgel.
I første halvdel af 60’erne spillede han med saxofonisten Lou Donaldson, guitaristen Grant Green og trommeslageren Ben Dixon, et samarbejde som langsomt førte Patton over i mere eksperimenterende sammenhænge. Således (ind)spillede han med f.eks. Clifford Jordan, Grachan Moncur III, og John Gilmore og Marshall Allen fra Sun Ra’s orkester.
Fra ’63 til ’69 havde han sin egen trio, med guitaristen James (Blood) Ulmer. I denne periode indspillede han ikke færre end 11 album for Blue Note, album som ikke blev udsendt før selskabets genetablering i 1985.
I slutningen af 90’erne indspillede han to anbefalelsesværdige album for DIW, og for en gangs skyld kan anbefales et Best Of-album, som udkom på Blue Note i 1995.
Inf.

Roy Hollingworth, 52
*Journalisten, der i 1973 bragte den noget præmature nyhed om, at Leonard Cohen ville trække sig tilbage, er død. Man er undskyldt, hvis man dermed tror, at Roy Hollingworth for med halve vinde. Han lod sig bare rive med af stemningen, og hint interview med Cohen sluttede den canadiske anti-rockhelt med følgende ord »make this your last interview. And let’s both quit together.«
Ingen af parterne fulgte rådet. Men situationen er typiske for Roy Hollingworths evne til at skabe ægte fortrolighed med sine interviewofre. Han, der startede som kommunalreporter på britiske provinsaviser, kom først i 70’erne til Melody Maker, det ærværdige musikmagasin, som han var med til at give et generationsløft. Han overværede så at sige britisk rocks genfødsel fra første parket, og blev en vital del af miljøet. Vel at mærke uden at det gav nogen grund til at beskylde ham for at være indspist. Han kunne sagtens sige fra og til, men han elskede musikken og musikkulturen for meget til at være rigtig ond. Han forstod sig på musikere. Måske fordi han selv gik med en i maven.
Kort tid efter seancen med Cohen fik han et råd af John Lennon: »Få klippet dit hår, Roy og få dig en pladekontrakt ...« Det fulgte han, sagde sit job op, etablerede sig i New York, dannede et band, som en overgang talte guitaristen Lenny Kaye, og udgav langt senere albummet In The Flesh, som fik prædikatet »William Blake gets a guitar.« Medproducer på pladen var Martin Turner fra Wishbone Ash. Hollingworth gæstespillede hos grupper som Argent og Barclay James And Harvest, og holdt så meget af Lou Reed, at han i perioder kunne lyde som denne. Reed tog det som en ros. tobi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu