Læsetid: 3 min.

Nine/eleven

En filmfotograf oplevede kastrofen indefra World Trade Center og nåede ud i tide. Filmen blev vist på amerikansk tv søndag
12. marts 2002

En filmfotograf oplevede kastrofen indefra World Trade Center og nåede ud
i tide. Filmen blev vist på amerikansk tv søndag

BOSTON – Den franskfødte filmfotograf Jules Naudet står med sit videokamera fem minutters kørsel nord for World Trade Center i det sydlige Manhattan. Det er tirsdag den 11. september klokken 8:45 om morgenen, og hans kameralinse er rettet mod en rist i asfalten, hvorfra brandmænd måler et eventuelt gasudslip.
Jules og hans mere film-erfarne broder Gedeon har tilbragt det meste af sommeren på en brandstation i Wall Street-kvarteret i New York for at optage en videofilm om en ung fyr, der stræber efter at blive brandmand. De har valgt at følge nybegynderen Tony Benetatos. Men filmmagerne og Tony har været uheldige. I tre måneder har stationen ikke slukket en ægte brand, kun en eksploderet bil.

Filmisk instinkt
Om morgenen den 11. september er Jules taget med på udrykning, selv om aspiranten Tony ikke er der. Hvad skulle franskmanden ellers lave? Pludselig hører han og brandmændene et sus og et brøl over deres hoveder og kigger op. På filmen ser man ikke noget, men vi ved nu, at det er et lavtflyvende passagerfly, som er på vej mod tårn nr. 1 i World Trade Center.
Herefter sker der noget ekstraordinært. Jules Naudet forstår instinktivt, at et eller andet usædvanligt er på færde og retter sit videokamera sydpå mod World Trade Center. Det næste, vi ser, er en flyvemaskine ramme tårn nr. 1.
Brandchef Joseph Pfeifer og hans brandmænd er de første i skyskraberens foyer, og Jules og hans videokamera følger med. De bliver derinde indtil seks-otte minutter, før tårnet braser sammen.
I anledning af halvårsdagen for terrorangrebet i går fik amerikanske tv-seere søndag aften mulighed for at se de to franskmænds video på CBS. Programmet varede i to timer og var ikke afbrudt af tv-reklamer. Skuespilleren Robert De Niro, som bor i det sydlige Manhattan, var vært og fortalte blandt andet i sin indledning, at brandmænd er overtroiske.
»Jo længere tid, der går mellem alvorlige brandudrykninger, desto større er brandene, tror de,« fortæller han.
Det må siges at være tilfældet i filmen 9/11 (i USA skriver man måned før dag), der blev vist mellem klokken ni og elleve om aften. Nybegynderen Tony fik sin ilddåb den dag. Hans elevtid varede i nogle få timer.

Heltestatus
Indtil 11. september værdsatte få deres heltemod. Den dag omkom 343 brandmænd i World Trade Center i et desperat forsøg på at redde menneskeliv. Hvem ved, hvor mange de reddede. Formentlig mange, mange flere. I går blev disse brave mænd fejret af præsident George W. Bush og hele den amerikanske befolkning. Det vil de blive mange år ud i fremtiden.
Hvorfor, forstår man umiddelbart fra Jules Naudets videooptagelser. Da han træder ind i bygningen, ser han to personer i brand og vælger bevidst at holde sit kamera væk. Han er der for at følge brandmænd. På et tidspunkt hører man nogle bump. I en senere indtalt sekvens beretter Jules, at det er mennesker, der har kastet sig ud fra tårn nr. 1 og lander på asfalten uden for foyeren.
Nogle filmfotografer ville formentlig have filmet det frygtelige sceneri, men det er ikke Jules’ stil. Han foretrækker at fokusere på brandmændene og det ubeskrivelige kaos, som råder i foyeren.

Helt rolig
Brandmændene har aldrig oplevet noget lignende. Man kan se det på deres ansigter. Jules noterer, at de virker ængstelige – ikke bange. Den utrolige brandchef Pfeifer – en mand, der helt ufatteligt bevarer roen og overblikket indtil det sidste – sender sin yngre bror op ad trapperne, vel vidende, at det kan blive sidste gang, han ser ham i live. Han når ganske rigtigt ikke at komme ud i tide.
Da tårn nr. to kollapser, forvandles foyeren til en mørk brandtomt. Kun lygten i Jules videokamera afslører brandmænd tilstøvet af hvid aske. Alle mænd i kompagniet når mirakuløst ud af tårnet. Sanseløst og fortumlet løber de væk, da tårnet braser sammen og en sky af gråt støv og papir omslutter dem.

Løse ender
Filmen har nogle ærgerlige løse ender. Et billede af de to brødre, som omfavner hinanden, virker iscenesat. Optakten og epilogen til de dokumentariske scener fra tårnet er mere Hollywood end dokumentation. Til tider nærmer CBS sig det underholdende. Det virker usmageligt, men overskygges af essensen, som er tragedien set indefra af ærlige kameraøjne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her