Læsetid: 5 min.

Den nye opposition

Fem demonstrationer fandt i går sammen til stormøde foran Christiansborg i protest mod den nye finanslov
21. marts 2002

Fem demonstrationer fandt i går sammen til stormøde foran Christiansborg
i protest mod den nye finanslov

Det danske kunst- og kulturliv indledte i går sin demonstration mod finansloven fra ladet af en mørkeblå Mercedes-Benz 312 D lastbil med orange presenning. Klokken var præcis 11 om formiddagen, da to gange Arne, med
efternavnene Würgler og Forchhammer, indtog vognladet og introducerede den første taler, skuespiller Jesper Christensen.
Med ryggen mod Kongens Nytorv stod tilhørerne omkring Nyhavns store mindeanker og lyttede til skuespilleren, som med et citat fra Saxo kunne forkynde »en stor glæde«:
»Fjenden er i landet,« sagde han og henviste til regeringen, som »uden ringeste økonomiske nødvendighed« havde angrebet blandt andet kulturen.
»Selvfølgelig er det en ideologisk kamp, der her er startet. Det er en kulturkamp,« mente Jesper Christensen og høstede lidt efter stort bifald, da han forklarede, at »Venstre ikke er en sygdom, der går over af sig selv«.
Bagefter var det Bjørn Nørgaards tur, og med henvisning til regeringens finanspolitik ville han gerne vide, hvor mange hofter der mon går på en almindelig dansk spillefilm.
Men det hele var nu ikke kun regeringens fejl:
»Os der står her i dag har det fulde ansvar for vores handlinger, og hvordan det er gået her i landet,« revsede Bjørn Nørgaard.
Imens stod Anne Marie Helger i en enorm, rød krinolinekjole og trippede ved siden af scenen, men før det blev hendes tur skulle forhenværende kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen tale.
»Hvor er fedtet, som skal suges,« spurgte hun og foreslog, at regeringen måske opfattede kunsten som en græsplæne:
»Måske tror den, det forholder sig sådan, at jo mere vi slår den, jo smukkere bliver den,« sagde hun og mente, at særligt et bestemt parti »gerne vil tilbage til de dage, hvor arabisk kultur var noget, man gik i tivoli for at se«.

En hat af svane
Nu kunne Anne Marie Helger omsider bugsere sig op på vognladet, hvorfra hun underholdt med dele af sin politiske »nytårstale«. Hendes kjole var besat med badges, som i øvrigt blev forhandlet fra en hvid stationcar dekoreret med plasticblomster, de kostede kun en tier og bekendtgjorde eksempelvis, at »jeg stemte ikke VK« eller »Det var ikke mig«.
Så var første halvdel af kulturdemonstrationen ovre, og man skulle i samlet flok og med politieskorte vandre til kulturministeriet, hvor flere taler skulle holdes.
Folk blev bedt om at forsyne sig med et af de »Pas på kulturen«-skilte, som lå foran scenen i en stabel, og med Anne Marie Helger og musik i form af Wonderbrass i front, begav man sig af sted.
Fremme ved Gammel Strand, lige ved siden af kulturministeriet, blev jeg pludselig opmærksom på min sidemand. Han var høj og i mørkt, praktisk tøj, og på hovedet havde han en udstoppet svane. Nogle gange må man bare spørge.
Hvorfor har du en svane på hovedet?
»Fordi jeg er billedkunstner, så er der ingen grund til at gå rundt og ligne en parkeringsvagt,« svarede manden og forklarede, at han havde lavet svanen om til en hat for mange år siden og kun bar den ved særlige lejligheder.
»Jeg fandt den i Næstved i 1979, den var død af kulde,« uddybede Svanemanden og bedyrede, at han skam ikke selv kunne finde på at slå en svane ihjel for at lave en hat.

6-0 og 22-19
Mercedesbilen var også kommet til Gammel Strand, og efter en tale af Ebbe Kløvedal Reich blev det Niels Hausgaards tur. Der, hvor han kom fra, mente man også, at tingene skulle kunne betale sig, oplyste han og citerede en »klog mand«:
»Danmark er for lille et sprogområde til at have sin egen ballet.«
Og inden han sluttede af med at udråbe et trefoldigt »leve« for regeringen, ville Niels Hausgaard da lige berige forsamlingen med lidt kultur:
»6-0 og 22-19,« sagde han, inspireret af den sportsglade kulturminister.
Under den sidste tale, forestået af filminstruktør Lotte Svendsen, begyndte en hær af røde faner at defilere forbi på den anden side af Holmens kanal. Det var naturligvis fagbevægelsen, på vej til Christiansborg Slotsplads, hvor dagens forskellige demonstrationer skulle samles klokken 13.
Kulturen stødte nu til, og det første, fortroppen mødte på slotspladsen, var to gråskæggede mænd. De havde været fremsynede nok til at medbringe stofpose med Tuborgøl og insisterede på at danse lidt, før man måtte komme forbi.
Men det lykkedes, og det gjorde det for mange. 5000, vurderer Ritzau. 10.000, siger politiet. Og fagbevægelsen, som havde kalkuleret med et fremmøde på 20.000, meddeler at over 22.000 var til stede.
Der var i hvert fald så mange, at Børsgade delvis måtte afspærres for at give plads. Fra scenen, som nu var den ægte vare og ikke blot en bil, bekendtgjorde LO-formand Hans Jensen, at finansloven var et »kæmpesvigt«.
I forhold til de unge, de dårligst stillede, miljøet, kulturen, kunstnerne og i forhold til »fremtidens muligheder«, remsede han.
Hvad regeringen mente, var tid til forandring, det var for »os« tid til at sige fra, fortsatte Hans Jensen. Og med hæs stemme lød det ud over menneskemængden:
»Regeringen tror, den kan afskaffe al opposition. Den fællesdemonstration, der i dag finder sted, fortæller en anden historie. Det er starten på en ny opposition, der siger fra og bygger nyt.«

Ægte stemning
Længst væk fra scenen, nede omkring Christiansborg Slotskirke, stod mænnerne i små grupper og drak kampøl. Det var ikke meget, man kunne høre hernede, og scenen kunne man kun glimtvis ane gennem de faner, Hans Jensen netop »af hjertet« havde glædet sig over.
Her stod en del af fagbevægelsens mænd, studerende og andet godtfolk og gik glip af den lidt gammeldags scenestemning med polkamusik og brandtaler, men det lod de sig ikke anfægte af.
De hørte ikke mange af Helene Toxværds ord, som i kraft af hendes position som næstformand for Lejernes LO i Hovedstaden drejede sig om boligpolitik. Heller ikke professor Niels I. Meyers miljøtale eller INDsam-formand Mohammed Gelles tale om, at vi lever i en kold tid, fik de ordentlig med. Men det var jo også det første stormøde i årevis, hvis man ser bort fra 1. maj, og måske var det netop her, der var mest stormødestemning.
Mens fanerne bølgede på slotspladsen og talerne foldede sig ud, sad politikerne inde i folketinget og arbejdede. De var i færd med at tredjebehandle den finanslov, der havde samlet så mange mennesker udenfor.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu