Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

19. marts 2002


Missionen slut – elitesoldater hjem
*Halvdelen af de omkring 100 danske elitesoldater fra Jægerkorpset og Frømandskorpset, som befinder sig i Afghanistan, er klar til at vende hjem igen. Det sker samtidig med, at den militære offensiv ved navn Operation Anaconda mod al-Qaeda- og Taleban-krigere i det østlige Afghanistan er slut.
Forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) bekræfter begge dele og bekræfter desuden, at danske soldater har været kraftigt involveret i Anaconda-offensiven.
Om afslutningen af Anaconda-offensiven betyder, at de resterende danske soldater kan vende hjem før tid, vil forsvarsministeren ikke love.
»Efter min mening kan vi godt regne med at skulle opretholde et kontingent af danske soldater på et halveret niveau i op til tre måneder endnu,« siger Jensby.

Portugal gik mod højre
*Portugal gik mod højre ved søndagens parlamentsvalg, som blev vundet af Det Socialdemokratiske Parti (PSD), der trods navnet en centrum-højre gruppe.
PSD stormede frem fra 81 mandater til 102 og bliver det største parti, men fik ikke absolut flertal. Det afgørende spørgsmål er herefter, om partiet kan finde sammen i et regeringssamarbejde med det konservative Folkepartiet (PP). Sammen kan de mønstre et snævert flertal i parlamentet.
PSD havde lagt op til et økonomisk kursskifte, hvor markedskræfterne får en større rolle og varslede et økonomisk chok bestående i lavere selskabsskat, lavere topskat på indkomst og højere moms.Leder på bagsiden

Indvandrere vil ikke i forsvar eller politi
*Tid, tålmodighed og markant udmelding om, at man vil tage hensyn til religiøse helligdage, kost og påklædning, vil få flere etniske minoriteter til det danske forsvar og politistyrken fremover. Det siger formand for Nævnet for Etnisk Ligestilling, Kjeld Holm, efter at en rapport viser, at unge med indvandrerbaggrund holder sig langt væk fra militæret og politiet, når de skal vælge karriere.
Kjeld Holm mener, at de unges uvilje skal forklares med, at de ikke føler sig som en del af det danske samfund. De har efterhånden vænnet sig til at blive afvist.
»Men om to-tre år vil billedet se anderledes ud. Det kræver dog samtidig, at forsvar og politi tydeligt markerer deres intentioner over for de unge fra etniske minoriteter,« siger Kjeld Holm.

Sygeplejersker fra Østeuropa
*Danske patienter vil i stigende omfang møde sygeplejersker fra Østeuropa og de baltiske lande. Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forudser, at der bliver tale om et trecifret antal, som skal afbøde manglen på danske sygeplejersker.
Sygeplejerskerne skal i begyndelsen arbejde som social- og sundhedsassistenter, mens de forbedrer deres faglige niveau og lærer dansk, oplyser Radioavisen.
Amterne er betænkelige og mener, at det kan blive svært at integrere de udenlandske sygeplejersker. Formanden for amternes sundhedsudvalg, amtsborgmester Bent Hansen (S) siger, at man hellere bør satse på at få flere danske unge til at søge ind på sygeplejerskeuddannelsen.

Kommuner dårligt forberedt
*Trods opfordringer fra flere eksperter og fra Kommunernes Landsforening er kun ganske få kommuner gået i gang med at udvikle pleje- og omsorgstilbud, der tager hensyn til den sproglige og kulturelle baggrund hos ældre fra de etniske minoriteter, viser en undersøgelse Københavns Radio har lavet blandt 40 kommuner i hovedstadsområdet.
Tre ud fire kommuner er til gengæld overbeviste om, at de ældre flygtninge og indvandrere vil blive passet af deres børn. Noget antropolog og ældreforsker Peter Lindblad, der har arbejdet med ældre flygtninge og indvandrere i over 10 år, betegner som en skrøne.

61 bortførte danske børn i udlandet
*Udenrigsministeriet har kendskab til 61 børn fra Danmark, som den ene af forældrene har bortført til udlandet, oplyste udenrigsminister Per Stig Møller (K) i går.
Alene 28 børn er bortført siden begyndelsen af sidste år – og problemet er stigende, fastslog han under et samråd i Folketingets retsudvalg. Siden 1990 har Udenrigsministeriet registreret 79 sager, omfattende i alt 121 børn. I alt 60 er kommet til Danmark igen.
Per Stig Møller oplyste, at regeringen er lige på trapperne med en hotline, så mødre kan få en ordentlig rådgivning. En vare, regeringen har været kritiseret for ikke at levere. Samtidig er en arbejdsgruppe ved at se på, hvordan mødre kan hjælpes bedre, bl.a. ved at inddrage private organisationer og advokater.

Mary Robinson genopstiller ikke
*FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Mary Robinson, sagde i går, at hun ikke genopstiller, når hendes embedsperiode udløber i september.
Robinson, der tidligere har været Irlands præsident, forlængede allerede i 2001 sin fire-årige embedsperiode med et år. Hun pådrog sig for nylig amerikansk vrede, da hun satte spørgsmålstegn ved aspekter af den amerikanske operation i Afghanistan og kritiserede USA’s behandling af Taleban- og al-Qaeda-fangerne. Af samme grund mentes USA at ville modsætte sig enhver forlængelse af hendes mandat.

Arte mister terræn i Storkøbenhavn
*Billetformidlingsfirmaet Arte mister abonnementsordningen for de storkøbenhavnske teatre. Det står fast, efter at Hovedstadens Udviklingsråds teaterudvalg i går afgjorde et licitationsudbud af både abonnementsordningen og af den tilhørende markedsføring.
Selve abonnementsordningen bliver fra teatersæsonen 2003/04 lagt i hænderne på billetfirmaet E-billetter A/S. Markedsføringen af ordningen skal fra samme tidspunkt håndteres af Scanad Udviklingsbureau A/S.
Med beslutningen mister den i forvejen kriseramte Arte-organisation godt ti procent af sin virksomhed.

Lagtingsvalg på Færøerne
*Færøernes lagmand, Anfinnn Kalsberg, udskrev i går valg til det færøske Lagting tirsdag den 30. april.
Den forløbne lagtingsperiode har landsstyrekoalitionen bestået af de tre partier Folkeflokken med Anfinn Kallsberg i spidsen, Republikanerne med landsstyremand for selvstyre Høgni Hoydal som leder, og Selvstyrepartiet, hvor landsstyremand for olieområdet Eydun Elttør er formand. Koalitionen har arbejdet for at gøre Færeørne til suverænt land, mens de to store oppositionspartier, Socialdemokratiet og Sambandspartiet, har slået til lyd for, at Færøerne skal forblive i rigsfællesskabet med Danmark og Grønland.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her