Læsetid: 2 min.

På besøg på dødsgangen

Hvad har en almindelig, sorgløs dansk pige og en indespærret amerikansk kvindemorder egentlig at sige hinanden?
22. marts 2002

(2. sektion)

Radio
Uland på P1 sendte søndag en montage fra en dødsgang i USA. Udgangspunktet var en ung, dansk pige, der i tre år havde været penneven med en indsat, Carlos Trevino, dømt til døden for mord og voldtægt. Nu var hun så taget over for at besøge ham, og vi hørte undervejs uddrag fra den omfattende korrespondance, de to venner imellem.
Den danske pige var tydeligt nok nervøs for, om der nu kunne finde et virkeligt møde sted mellem dem, men det gav programmet faktisk ikke svar på. Det varede nemlig kun en halv time.

Gode stemningsbilleder
Nok følte man virkelig, at man var med på dødsgangen; dokumentarens muligheder for at bringe smaske-, gabe-, ringe-, og dørlyde blev brugt til fulde. Og nok var der også gode stemningsbilleder fra området omkring fængslet, motellet, den lokale McDonald’s og det lokale indkøbscenter. Ulands udsendte var fuld af forundring over, at man uden videre kunne gå ind i et indkøbscenter og købe sig et skydevåben. Det, der var, var spændende, og når man i medierne så ofte bombarderes med et glamourøst billede af USA, var det befriende dejligt at høre en almindelig dansk pige med sanseapparatet i orden sluppet løs i Texas. Men måske var det også historien, der var lidt svær at få hold på. For har en almindelig, sorgløs dansk pige og en indespærret amerikansk kvindemorder egentlig så meget at sige hinanden?
Dokumentaren havde valgt at glide let hen over selve forbrydelsen, og det var måske en del af problemet, for man skulle mene, at det var lidt af en konversations-, tillids- og hyggestopper at sidde over for et menneske, der ikke alene har deltaget i voldtægt af en kvinde, men også har medvirket til at slå hende ihjel. Så kunne han, og det gjorde han, Carlos Trevino, diske op med nok så mange nydelige metaforer for sin triste fængselstilværelse.

Element af pirring
Ulands udsendte var heldigvis i stand til at være lidt ironisk over for sit eget forehavende, for ud over at hun gerne ville gøre en god gerning, sagde hun også, at hendes penneven fik hende til at føle sig lidt speciel. Dermed var der åbnet op for, at besøget hos Carlos Trevino ikke udsprang af ren medfølelse, men også rummede et element af pirring. Nøjagtig hvordan Ulands udsendte havde det med sin penneven, og nøjagtig hvordan deres relation udviklede sig, fik vi dog ikke at vide. Vi fik ikke at vide, om de virkelig kunne mødes på trods af forbrydelsen, på trods af den specielle mødesituation: På hver sin side af skudsikkert glas.
Programmet gav dog anledning til mange interessante tanker om menneskets stædige forsøg på at hjælpe artsfæller i nød, og det gav anledning at overveje, om man overhovedet kan. Også herhjemme har vi besøgsvenner for indsatte, og det er selvfølgelig interessant at analysere, hvilke motiver, de implicerede parter har for at mødes. Og endnu mere interessant, hvis de faktisk kan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her