Læsetid: 4 min.

På vej mod integration?

Det er socialdemokraternes egen sag, om de vil støtte regeringens integrationspolitik, siger Bertel Haarder. Men måske er han ikke så ubekymret, som han lyder
6. marts 2002

Da socialdemokrater og radikale i juni 1998 fik vedtaget det, de stolt betegnede som »verdens første integrationslov«, undlod Venstre og de konservative at tage medansvar og stemme for. Til gengæld ville VK-partierne gerne støtte de stramninger, der udgjorde den anden del af daværende indenrigsminister Thorkild Simonsens udlændingepakke.
Venstre og konservative har således aldrig haft integration af flygtninge og indvandrere som en mærkesag, men mere satset på at begrænse udlændingenes adgang til Danmark og dermed undgå, at en integration overhovedet bliver nødvendig.
Bertel Haarder, der er minister for flygtninge, indvandrere og integration, er for nemheds skyld blevet døbt »integrationsminister«, selv om den betegnelse næppe er dækkende for hovedparten af hans indsats siden valget. At dømme efter det offentlige output fra ministeren, har arbejdet mere gået ud på at stramme end på at integrere.
Hvor socialdemokrater og radikale er gået på to ben og har talt om både integration og stramninger, har Venstre og konservative i oppositionstiden været behageligt fri for at skulle forholde sig til integrationen.
Tirsdag kom så dagen, da regeringen præsenterede sin integrationspolitik under den sigende titel På vej mod en ny integrationspolitik.

Med oplægget er regeringen allerhøjst på vej. Nogen færdig politik er der bestemt ikke tale om, og da journalisterne stillede præcise spørgsmål til Bertel Haarder og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, var svarene ofte ukonkrete og med henvisninger til kommende forhandlinger med arbejdsmarkedets parter og kommunerne.
Og selv ikke når regeringen skal forholde sig til integration, undlader den at kæde den tæt sammen med stramninger. Blandt de 29 punkter i regeringsoplægget hedder nummer 28 »Hjælp til unge udsat for tvangsægteskaber«. En central del af hjælpen består i at forbyde unge at blive familiesammenført som ægtefæller, indtil de er 24 år gamle.
Regeringsudspillet rummer også nogle helt selvfølgelige forbedringer. For eksempel skal højt kvalificerede asylansøgere med uddannelse og specialviden, som der er brug for på det danske arbejdsmarked, have arbejds- og opholdstilladelse med det samme, hvor de hidtil er blevet afvist med den tåbelige og bureaukratiske begrundelse, at den type arbejdstilladelse skulle de have søgt fra hjemlandet.
Bertel Haarder anslog på pressemødet, at 100-200 asylansøgere af de omkring 10.000, der normalt opholder sig i Danmark, lever op til kriterierne. Det er en lille del af asylansøgerne, men hver eneste ledig lægestilling på et dansk udkantshospital, der bliver besat på denne måde, er en stor gevinst for både den pågældende asylansøger og hans eller hendes ventelistepatienter.
De store klumper i regeringens integrationsudspil handler om virksomhedspraktik, om lavere løn – overenskomstens minimumsløn – til flygtninge og indvandrere og om danskundervisning på virksomhederne eller i hvert fald i et tæt samspil med virksomhederne.

Det sidste synes baseret på en antagelse om, at flygtninge efter den nuværende ordning forhindres i at påtage sig tilbudt arbejde med henvisning til, at de skal passe deres danskundervisning. For som Bertel Haarder sagde tirsdag:
»Danskundervisning må aldrig spærre for job. Det er mantraet.«
Hvorvidt danskundervisning nogensinde har spærret for, at en flygtning eller indvandrer kom i arbejde, sætter sprogcenterforstander Henrik Broe spørgsmålstegn ved andetsteds i dagens avis. Men Bertel Haarders såkaldte mantra er måske karakteristisk for ånden og tonen i et ideologisk korstog mod SR-regeringens integrationspolitik, som VK-partierne i 1998 meget bekvemt undlod at tage medansvar for, og som nu skal dæmoniseres kun tre år efter integrationslovens ikrafttræden. Man kan spørge, hvor mange små og mellemstore virksomheder der egentlig vil stille undervisningslokaler til rådighed for de få nytilkomne indvandrere og flygtninge, de måtte have ansat. Man må formode, at det kun er meget store arbejdspladser, hvor undervisningen rent faktisk vil komme til at foregå på virksomhederne. Hovedparten af danskundervisningen vil som hidtil ligge på sprogcentrene.
Og hvis man skal bedømme arbejdsgivernes vilje til at tage hensyn til medarbejdernes behov for danskundervisning, kan man lytte til Flemming Wagner, der ejer et autoværksted i Ballerup, og som er citeret i dagens avis. Han er nogenlunde lige så velvillig over for at lade medarbejdere gå til danskundervisning, som små arbejdsgivere plejer at være over for at ansætte unge kvinder i den fødedygtige alder. Nemlig slet ikke.
Ved valget den 20. november 2001 rykkede Danmark til højre. På tirsdagens pressemøde tilkendegav Bertel Haarder, at regeringen forventer, at det flertal, der vedtager de nye stramninger af udlændingeloven, også står bag integrationsindsatsen.
Den forventning – eller forhåbning – havde SR-regeringen også i 1998. Men som nævnt endte det dengang med, at Venstre og konservative nok støttede stramningerne, men ikke integrationen.

På samme måde kan det i det politisk parallelforskudte Danmark ende med, at Dansk Folkeparti støtter stramningerne, men ikke kan få sig selv til at støtte forslag, der handler om noget så vederstyggeligt som at integrere flygtninge og indvandrere i det danske samfund.
Men situationen kan alligevel ikke helt sammenlignes med 1998. For en stor del af regeringens ideer afhænger af forhandlingsviljen i den socialdemokratisk dominerede fagbevægelse, som sagtens kunne finde på at blokere for lavere indslusningsløn til flygtninge og indvandrere, hvis ideen ikke er støttet af socialdemokraterne på Christiansborg.
Så måske lød Bertel Haarder mindre bekymret, end han er, da han tirsdag erklærede:
»Vi vil meget gerne have en virkelig bred aftale. Det kunne vi også få med mange socialdemokrater, men måske ikke med alle. Og når socialdemokrater er uenige, er det tit, de enes om at sige nej. Det er deres sag.«
For det kan meget let udvikle sig til ikke alene at være socialdemokraternes sag, men derimod regeringens problem, at Socialdemokratiet og fagbevægelsen blokerer for regeringens integrationspolitik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu