Læsetid: 4 min.

Påskeglæde

’Monterrey Consensus’ mindede særdeles konkret om, at beskyttelsen af markederne i Nord og korruptionen i Syd er reelle hindringer for udvikling
27. marts 2002

Qlummen
Det er ikke min hensigt at tage påskeglæden fra nogen; især ikke da den her i ’region syd’ i år ser ud til at melde sig iført forårssol, 18 graders varme, udsprungne kastanje- og kirsebærtrær, fornyet café-liv, og måske lidt at det vi kalder håb. Men inden vi går til den, vil jeg blot lige minde om at det er så som så med planerne for at redde verden i øjeblikket.
Og at det var denne triste følelse der gik forud for de omkring 60 stats- og regeringslederes lange række af officielle taler, der begyndte torsdag morgen i sidste uge, og skulle give det højtidelige startsskud til den internationale konference i Monterrey, Mexico, vedrørende financieringen af udviklingen i verden. ’Financing for Development’ blev mødet kaldt, hvortil kritikerne svarede: Endnu et møde til ingen verdens nytte.
I følge FN’s generalsekretær, Kofi Annan, der havde ønsket konferencen, og dennes specielle repræsentant og tidligere generaldirektør for IMF, Michel Camdessus, der havde udarbejdet partituret, skulle mødet ses som en etape i den lange proces, der skal resultere i en halvering af verdens fattigdom i 2015. Dette vigtige mål blev (som alle ved og husker!) sat af det internationale samfund under tusindårs-topmødet ’The Millenium Summit’ i New York i september 2000.
Men ifølge verdensbankens præsident, James Wolfensohn, står det allerede nu klart at dette vil kræve en fordobling af hjælpen til udviklingslandene, nærmere betegnet 100 milliarder dollars (122 milliarder euro). Som udkastet til Monterrey-erklæringen tydeligt præciserer, er der en ’dramatiske mangel’ på de resourcer, som skal gøre det muligt at nå de internationalt vedtagne udviklingsmål, inklusive dem i FN’s Millenium Declaration. Så det ved vi altså nu, halvandet år efter at målene blev formuleret.

Men hvor skal man finde resourcerne? Hvem skal man give dem til? På baggrund af hvilke kriterier? Og på hvilke betingelser? Det var det som konferencen, under banneret ’The Monterrey Consensus’, skulle handle om, og derved udstikke reglerne for noget så afgørende som et nyt partnerskab mellem de rige og fattige lande. Desværre vidste de fleste forinden, at der ikke ville blive taget nogen konkrete beslutninger i denne nord-Mexikanske værtsby, som ikke alene var valgt fordi den er Mexico’s økonomiske vindue ud til verden, men også, ifølge de meget onde tunger, på grund af dens beliggenhed tæt på Præsident George W. Bush ranch i Texas. Samtlige delegationer vidste at der var tale om et ’lukket spil’.
Alligevel var der deltagelse på højt niveau: Omkring 15 latin-amerikanske ledere (herunder den argentinske præsident Eduardo Duhalde, som man forventede ville plædere sit fallit-ramte lands skæbne), fire statsledere fra Nordafrika (Magreb), en håndfuld europæere (heriblandt Jose Maria Aznar, præsidenten for den Europæiske Union og Romani Prodi, præsidenten for Europa-kommissionen). Samt et dusin afrikanere, anført af stjerner som den nigerianske Olsegun Obasanjo, algieren Abdelaziz Bouteflika, senegaleseren Abdoulaye Wade og sydafrikaneren Thabo Mbeki, der tilsammen har startet det nye fællesskab til Afrikas udvikling, ’The New Programme for African Development’ (NEPAD). I sidste øjeblik annoncerede Fidel Castro, at man også skulle regne med ham.

Brikkerne til denne planetære mobilisation gav som sagt indtryk af at være lagt på forhånd. Det sidste udkast til erklæringen lå allerede færdigt i slutningen af januar, og gav ikke megen plads til improvisation. Og selvom enkelte kommaer kunne flyttes af lederne, fik dens filosofi de talrige tilstedeværende NGO’er til at gå bersærk, fordi de endnu engang stødte på en ’oversættelse’ af den såkaldt neoliberale økonomiske model. Monterrey-erklæringen er nemlig funderet på en ’rationel politik’, inklusiv styrkelse af den internationale handel, privatisering, og god regeringsførelse (’good governance’). Så ’Monterrey Consensus’ rimede efter deres mening alt for meget på ’Washington Consensus’; den stærkt kritiserede økonomiske doktrin, der har domineret de multilaterale institutioner op gennem 1990’erne.

Også blandt toplederne var tonen skærpet, og vestlig arrogance stærkt uønsket. Venezuelas præsindent, Hugo Chavez, vurderede at man skulle udstede en ’social undtagelsestilstand i verden’ for at bekæmpe fattigdommen. Fidel Castro anklagede neoliberalismen for at være skyldig i et ’reelt folkemord’. Også Togo talte med klar stemme ved at kræve en total annulering af udviklingslandenes gæld, og etableringen af en international skat på financielle transaktioner. For at være helt sikker på at hans besked ikke skulle drukne i topledernes ordsstrøm, uddelte premierministeren, Agbéyomé Kodjo, personligt sin tale til den internationale presse.
Og derfor sluttede konferencen udenfor en reel ’konsensus’ på billedet af et delt internationalt samfund, hvis debat om markedets rolle i udviklingen, og hjælpen til de fattige lande er langt fra at være afsluttet. USA og europæerne står med ryggen til hinanden i dette spørgsmal. Og Monterrey har ikke givet anledning til en tilnærmelse.
Og så alligevel. Det er i lyset af Monterrey-mødet at USA har meddelt en stigning i deres udviklingshjælp på fem milliarder dollars årligt, hvorved de samtidig lægger pres på europærne. Den ’gamle’ og for længst glemte målsætning ifølge hvilken 0,7 procent af bruttonationalproduktet skal gå til udviklingsbistand, er således igen kommet på forhandlingsbordet. Og tabuet vedrørende etableringen af en international skat til at financere udvikling med er helt klart fjernet. Et par rå sandheder er også kommet frem i lyset: . Vi ved nu også med sikkerhed at tilskuddet til landbruget i den rige del af verden hæver sig op til 327 milliarder dollars; et tal der svarer til det dobbelte af udviklingslandendes eksport. Og omkostningerne for firmaer der arbejder i et korrupt land svarer til en tillægsskat på 21 procent.En særlig dynamik, angiveligt fremprovokeret af 11. september sidste år, er måske ved at blive skabt.
Det var bare lige det… glædelig påske.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her