Læsetid: 4 min.

Patriotisk byggeri

25. marts 2002

I torsdags kunne DR offentliggøre resultatet af en konkurrence om den nye koncertsal i Ørestaden. Vinderen blev den franske arkitekt Jean Nouvel, hvilket har givet anledning til stor jubel: Nu får vi endelig et byggeri, tegnet af en udenlandsk arkitekt, i København. Alle, fra kulturministeren til mindste arkitektstuderende, regner øjensynlig med, at huset bliver til noget. Man må håbe, de har ret. For efter projektet at dømme kan det blive en uhyre spændende bygning, der forener klassisk musik og ny teknologi.
Danmarks Radios ledelse har jo været snedigere end de fleste, idet de simpelthen har solgt Radiohuset i Rosenørns Allé, så der tilsyneladende ikke er nogen vej udenom byggeriet i Ørestaden. Og de vil betale byggeriet ’selv’, det vil sige, de er ikke afhængige af skiftende folketingsflertals luner. Det er gode tegn. Men det er ikke svært at forestille sig, hvilke forhindringer der kan opstå i de kommende år, og det er nok klogest at vente med jublen, til huset står der.
Det samme gælder for de andre ’udenlandske’ projekter: Zaha Hadids tilbygning til Ordrupgaard og Norman Fosters elefanthus for Zoologisk Have.
For Danmark er det land i Europa, der er bedst til at holde udenlandske arkitekter ude. Til gengæld er vi meget forargede, når en dansk arkitekt hindres i at bygge i udlandet, med Utzons ufuldstændige mesterværk i Sidney som det bedste eksempel. Det har vist ikke noget med pengene at gøre – altså fra statens side. For de fleste penge i byggerier går jo til entreprenørene, og der har vi da både svenskere, franskmænd og italienere inden for grænserne. Nej, det er langt mere mystisk.

Historien om Rigsarkivet er et konkret eksempel på, hvad der kan ske. Først stemte alle arkitektdommere imod forslaget, selv om det funktionelt var det bedste. Så sagde formanden for Byggeriets Udviklingsfond til fagbladet Ingeniøren, at forslagets konstruktioner var uforsvarlige; en diskussion, der på partiet Venstres foranledning endte i Folketinget. Og så endte samarbejdet mellem arkitekter og bygherre tilsyneladende i absurde tovtrækkerier. Rigsarkivets arkitekter, der i år står for over 200.000 m2 højteknologisk, komplext byggeri, og har 50 års erfaring, blev beskyldt for inkompetance af kulturministeren...
Med Sverre Fehns teaterfugl var historien en anden, men resultatet det samme. Som regel når de udenlandske arkitekter imidlertid slet ikke så langt. De dømmes ude allerede i konkurrencerne, hvor det er let for det danske flertal i dommerkomiteerne at blive enige om, at et dansk forslag er bedst. De udenlandske forslag er mærkeligt fremstillede, har underlige tekster, og har ikke fattet de underforståede krav i programmet. Og så ved udlændinge bare ikke, hvordan man gør det smukt og enkelt. Og de forstår simpelthen ikke de tekniske og økonomiske realiteter, som kritikerne siger. Udlændingene er ikke spor svære at finde, trods bedømmelsernes anonymitet.
Det mærkelige er, at spørger man en hvilken som helst dansk arkitekt, ingeniør eller bygherre, vil han eller hun altid være for udenlandske arkitekter i Danmark. Det er altid de helt konkrete forslag, der er noget galt med. De er som regel for komplicerede, for usammenhængende, for udtryksfulde, for lidt og bare for meget. Og det er næsten altid et formelt spørgsmål. ’Dansk tradition’ handler hverken om funktion eller byggeteknik, som det ellers gerne hævdes, men om smag. Og den gode smag har alle dage handlet om at holde nogen uden for døren. Vi har hverken fremmedhad eller modvilje mod anderledes tænkende. Vi har bare et bindende normsæt, der omfatter alle detaljer ved livet, som man skal kunne forstå for at begå sig her.
Det kan være svært for udenforstående at orientere sig i arkitekternes ’gode smag’, der altid er i bevægelse. Det, der var indlysende godt for ti år siden, ville ikke kunne gøre sig i konkurrence i dag. Men der er det gennemgående træk, at enkle hovedformer er gode, sande og smukke, selv om enkelheden opnås på bekostning af funktioner og konstruktioner. Ro, renlighed og regelmæssighed er absolutte værdier, som i et børnehjem i halvtredserne.

Den intellektuelt beskedne sammenkobling af æstetik og etik, der skitseres her, har været god for nationen i trange tider. Både i mellemkrigs- og efterkrigsårene blev tidens vilkår fortolket på en blidere og mere indfølt måde end i det store udland. Man kunne også nævne guldaldertidens København, eller 1970’ernes tæt-lav-bevægelse. Men det er altid gået skidt i de gode tider. Når vi har haft råd til fantasi og fornyelse, inspiration udefra og opfindsomhed har vi i stedet valgt at bygge oppustede, selvfede og tomme monumenter. Med Christiansborg Slot som det allerværste historiske eksempel. Og Statens Museum for Kunst, i alle dets skiftende former, som det næstværste.
I denne fortolkning er det en fordel, at Nouvels projekt til koncertsalen taler samme sprog som den nationale monumentale beskedenhed. Det er umiddelbart betragtet et smukt og enkelt projekt. Så vi må bare håbe det bliver bygget, før nogen opdager den skjulte ’kompleksitet’.

mam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her