Læsetid: 6 min.

Hvad et præsidentvalg går ud på

Endnu engang er der noget ved præsidentvalget, som virker totalt uforståeligt for mig – for ikke ligefrem at sige eksotisk
22. marts 2002

Qlummen
Så er jeg vidne til det igen. Præsidentvalg i Frankrig. Og endnu engang er der noget ved præsidentvalget, som virker totalt uforståeligt for mig – for ikke ligefrem at sige eksotisk. Som politisk korrespondent kan man vel skrive hjem om, hvad den enes program er i forhold til den andens, om Jacques Chirac har levet op til de løfter om at mindske den sociale kløft, som han gav i 1995, eller om det virker sandsynligt at Jospin ved at rykke fra ministerpræsidentposten til præsidentposten kan få gennemført flere af sine ideer. Men det er, som om det ikke helt er det, det går ud på. Og hvis man som politisk korrespondent så alligevel skriver hjem på den måde, så er det af to grunde: For det første fordi det er ens eget parlamentariske system, man har på rygraden, og for det andet fordi det er det også hos dem, man skriver til. Det er i øvrigt grunden til, at mange avisers korrespondenter bliver trukket hjem i folden efter tre-fire år, for pludselig holder man op med at undre sig over et andet folkeslags mærkværdige vaner, og forstår dem alt for godt. Uden rigtig at kunne forklare det.
Nu vil jeg så alligevel prøve at forklare noget om, hvad et præsidentvalg i Frankrig går ud på, og som gør det nærmest revnende ligegyldigt, hvilket sandsynligt eller usandsynligt program kandidaterne fremlægger. Det kan nemlig ikke sammenlignes med et valg af statsminister, sådan som folketingsvalgene mere eller mindre skjult er det, når vi går til urnerne i Danmark. Det blev mig ganske klart forleden dag, hvor endnu en af de gamle hanbavianer var på skærmen. Ja, man må undskylde mig den udslidte metafor, men det er svært at finde en mere passende om Charles Pasqua. Hans ansigt ligner en mellemting mellem en bavian og en bulldog, han taler med marseilleaccent, og var som indenrigsminister engang i 80’erne med til at lave nogle enormt skrappe regler for immigranter.

Nu er han leder af en af de mange knopskudte højrefraktioner (RPF), ’Rassemblement pour la France’ (Forsamling for Frankrig), og blev af journalisten bedt om at udtale sig om Jospins præsidentprogram. Og så var det han, citeret efter hukommelsen, brovtede – og accenten må man forestille sig, det er lidt ligesom århusiansk virker på dansk – »at det jo overhovedet ikke var et præsidentprogram. Der er jo ikke den mindste vision for Frankrig, intet overblik over hvordan Frankrig skal placere sig i verden og hvilken rolle det har at spille dér. Det er et sammenstrikket ministerpræsidentprogram, og Jospin tager fejl af af, hvad det er franskmændene skal stemme om. Det her er jo et præsidentvalg«.
Uhhadadadada. Kan man forestille sig noget værre end sammenstrikkethed og mangel på overblik! Kan man forestille sig noget mindre raffineret end bare at tage udgangspunkt i de ingredienser, der er i dagens køleskab, og så lave en sammenkogt ret. Det er jo husholdning og ikke kogekunst. Og den mand, der skal stå i spidsen af ’La France’, skal have store tanker. Han skal kende til høj og lav, han skal vide noget om nationens tilstand, dens mulige plads i verden, og så skal han styre det hele den rette vej, samtidig med at han sørger for, at der bliver passet godt på alle borgerne. Og ikke mindst skal han kunne få sagt alt dette i beroligende tv-taler, hvor han viser, hvor meget styr han har på det hele. Og dette ganske desuagtet om han har en regering under sig, der gør det stik modsatte, og at han reelt ikke har nogen som helst magt til at få en regering til at gøre, hvad han vil. Han skal bare være alvidende, handlekraftig, omsorgsfuld, han skal ryste hænder, berolige og tage børn op på armen. Han skal sige, at der skal slås hårdt ned på de kriminelle. Og så skal han aldrig indrømme, at han har lavet fejl eller den slags petitesser. Han skal kort sagt være hele nationens far. Slet ikke nogen virkelig eller reel far, men den store fantasmefar.

I lyset af denne fantasme bliver det naturligvis meget sjovere at følge med i valgkampen. Lad det straks være sagt, at vi danskere efter min bedste overbevisning ikke er spor bedre, vi har bare én gang for alle sat fantasmet fast i kongehuset, som derfor ikke må skuffe os, og også så sjældent gør det, for de siger jo som regel ikke noget og bestemmer heller ikke noget. Forfatteren Saint Exupery forstod så udmærket denne magtesløse magtposition med sin ensomme konge på en lille planet i Den lille prins, der klogeligt beordrer den lille prins til at gabe, når han har lyst til at gabe, og solen at stå op om morgenen og gå ned om aftenen og ikke på noget andet tidspunkt, for han vil ikke tolerere mangel på disciplin. Så det, som det gælder om for alle de centrale deltagere i valgkampen er, at få den situation, som hele verden alligevel synes at være på vej hen mod (med de fortryllende ord globalisering og marked) til at være den situation, som de har bestemt, at det hele skal gå imod, og så samtidig forlene det uundgåelige med de lyster folk nu ellers har. I dette perspektiv var det ikke spor mærkeligt, i mandags at høre præsident Chirac fortælle, at han havde stor sympati for de protestaktioner, der har været rundt om i verden mod globaliseringen. »Vi må ikke overse, at når så mange mennesker protesterer, så er det, fordi der vitterlig er et problem«. Og så fortsatte han med at forklare, at han overalt ville forsvare at globaliseringen skulle ske med et humant ansigt.
Set fra Danmark kan det jo virke ufatteligt, at franskmændene igen er på nippet til at vælge den mand som præsident. Han har absolut ikke holdt nogen af sine løfter fra sidste valgkampagne, og alligevel svæver han sådan fifty-fifty over for den socialistiske Jospin. Men det er altså, fordi han er en ufattelig dygtig demagog. Altså en ufattelig dygtig folkefører – eller folkeforfører. Og det har de altså lyst til, franskmændene, for det er nu engang sådan at præsidenter skal være. Eller skal de?

Sandt nok ligner Chirac og Jospins programmer hinanden, hvilket aviserne hernede hele tiden har travlt med at understrege. Der er nu også forskelle, f.eks. i hvordan de har tænkt sig at fornyelsen af skattesystemet skal være. Chirac vil skære ned på indkomstskatterne, mens Jospin foreslår, at der skal være kildeskat – som i Danmark, og vil beskatte pengeoverførsler (à la Tobin). De må naturligvis også begge tage højde for konjunkturer. Forskellen er bare, at Jospin gladeligt indrømmer det. Han går ud fra ingredienserne i køleskabet. Han indrømmer også, at han har begået fejl i sin regeringstid. For en uge siden var det ham, der var på skærmen, hvor han indrømmede, at han havde været naiv, hvad angår problemet om kriminalitet, fordi han havde troet at en bedre levestandard for de svage grupper, ville have været nok til at formindske kriminaliteten.
Han var også kommet til at sige, at han syntes at Chirac var gammel og slidt (han er nu kun syv år ældre end Jospin), og det undskyldte han så for i mandags.
Og hvad er nu det for noget? Sådan opfører præsidenter sig ikke. Præsidenter inkarnerer loven, men de følger den ikke – de mange korruptionssager Chirac er indblandet i, ser slet ikke ud til at røre ved hans kandidatur, og Mitterand havde jo nærmest to koner. Jospin har foreslået at ophæve denne immunitet, han indrømmer fejl, og strikker et program sammen efter de forhåndenværende midler.

Så derfor vil jeg påstå, at når man nu forstår, at præsidentrollen er en faderrolle (og den eneste kvindelige kandidat, der kommer til at spille en rolle er Arlette Laguiller, der er ekstremt vestreorienteret, og som nægter at være med i regeringer, men som med de midtsøgende kandidater dog står til godt 10 procent i første valgomgang), så bliver noget af det mest spændende ved dette præsidentvalg, om franskmændene er klar til at skifte opfattelse af denne faderrolle.
Ved at hente præsidenten ned fra sin urfaderpiedestal, og bare gøre ham til en almindelig fejlbar far, rykker Jospin nok mere, end på noget andet punkt. Derefter bliver det spændende, hvordan han fylder denne nye rolle ud. For hvad der sker med landets politik, det bliver det regeringen, der bestemmer.
Og det er et helt andet valg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her