Læsetid: 2 min.

Pressekort

27. marts 2002


(2. sektion)

*TV 2 Nyhederne skal gennem en storstilet branding-proces sikres en skarpere profil, annoncerer nyhedsschef Jens Gaardbo i TV 2 medienyt. Som han siger: »I seernes bevidsthed ligner TV-Avisen og Nyhederne efterhånden hinanden.« De tre kerneværdier, som TV 2 foreløbig er kommet frem til, som skal promovere nyhedsudsendelsen, er: »det personlige, det lokale & globale og det handlekraftige.« Ifølge Gaardbo er konkurrencen hård og Nyhederne skal ikke blot profilere sig i forhold til de øvrige tv-kanaler, men også i forhold til radio og avisernes nyhedstjenester på internettet: »Om nogle år, tror jeg, at aviserne også laver tv. Så hvis vi skal manifestere os i medielandskabet, er det tvingende nødvendigt med den her branding-proces.«

*Journaliststuderende rammes af lavkonjunktur på medieområdet. Medierne har fundet sparekniven frem og et af de steder, der høvles, er på antallet af praktikpladser til journaliststuderende, skriver Danske Dagblades Nyhedsbrev. I første runde af forårets praktiksøgning er der udbudt 214 pladser til de 260 studerende, der skal begynde i praktik til august 2002. Udbudet plejer at være lidt mindre end antallet af studerende på dette tidspunkt, men forskellen er større i år, end den plejer at være. »Det er mit indtryk, at en snes praktiksteder har besluttet sig for ikke at besætte en praktikplads, og at årsagen er økonomien,« siger praktikvejleder Jens Nørlem, Danmarks Journalisthøjskole. Praktikadministrationen går nu i gang med en kampagne for at få flere praktikpladser. Sidste år, hvor antallet af studerende var det samme, var der fem-ti pladser i overskud ved praktikstart.

*Bagmandspolitiet har besluttet at rejse tiltale mod Ejendomsavisen A/S, der i dag er ejet af Morgenavisen Jyllands-Posten A/S, skriver Danske Dagblades Nyhedsbrev. Bagmandspolitiet mener, at firmaet overtrådte konkurrenceloven i 90’ernes slutning ved at lokke de århusianske ejendomsmæglere med store rabatter, hvis de udelukkende annoncerede i Ejendomsavisen – en fremgangsmåde der kostede Århus Stiftstidende mange annoncekroner. Sagen kommer sandsynligvis ikke for retten – Ejendomsavisen har tænkt sig uden vrøvl at betale den bøde bagmandspolitiet regner sig frem til. Tilbage er spørgsmålet om en eventuel erstatning til Århus Stiftstidende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu