Den tidligere leder af Den kongelige Kobberstiksamling på Statens Museum for Kunst udtrykte i Politikens tirsdagsudgave en frygt for, at det nationale galleri med de nye nedskæringer kunne blive reduceret til et provinsgalleri.
Denne fare lurer slet ikke i horisonten: Statens Museum for Kunst har allerede forlængst mistet førertrøjen i den danske kunstmuseumsverden. Nok besidder man den eneste større samling af udenlandsk kunst før modernismen og den vægtigste fond af danske malerier indtil guldalderens slutning, men som dynamo for museumsdriften her i landet har museet opgivet ævret engang i 1970erne. Fornyelsen kom i Jylland, i Holstebro, Silkeborg, Århus, Tønder. Ja, selv dameskræddermodellen så først lyset i hovedlandet, da museumsleder Else Bülow satte Erik Mortensens tamme kreationer op mod Richard Mortensen på Nordjyllands Kunstmuseum.
De store statsinstitutioner kæmper altid med faren for at forstene i meningstømte arbejdsgange. Lederne sidder på politikernes nåde, men ofte længere end godt er ved en inerti i det politiske spil, der viger tilbage for vrøvl. Det er også svært at fremelske talenter i de store kulturmaskiner, og arbejdsklimaet på Statens Museum for Kunst har været berygtet i mange generationer. Forfatteren Poul Vad, der kender museet indefra, skrev endda engang i tidernes morgen en roman om et indeklemt museumsmiljø (Taber og vinder, genudsendes i år på Arena).
Hvordan har Statens Museum indtil i dag søgt at genvinde positionen som nationalgalleri og gøre op med det dårlige psykiske indeklima? Ikke ved at skabe en blok af forskere af internationalt format og ved at oplyse sit publikum gennem skrifter og kollokvier. Kun Kobberstiksamlingen og Afstøbningssamlingen har ønsket at bibeholde et aktivt forskningsmiljø, hvilket aflæses i kvalitetsforskellen imellem de velskrevne kataloger over tegningsbestanden, hvor der kæles for farvegengivelserne og malerisamlingens musegrå nyudgivelse af den ældre danske billedkunst.
Hvor landets hovedsamling skulle være førende på det arkitektoniske plan, ved nyskabende layout i udgivelserne og ved en selvstændig udstillingspolitik,
demonstrerer man gang på gang mistilliden til sine egne samlinger og sine egne forskere, når man lader skærmtrolde optræde som formidlere. Og museet blev væsentligt forringet ved ombygningen.
Hvor findes museet i den daglige debat? Hvornår har direktøren talt den nye regerings kulturpolitik imod? Hvorfor falder Statens Museum (og Nationalmuseet før det) protestløst til patten og fabrikerer med lynets hast deres spareplaner? Hvornår gik museumsfolkene sidst på gaden med deres fortvivlelse? Kunstmuseet viser for øjeblikket, som en politisk afladsøvelse, en meget lille særudstilling om de fremmede, men har end ikke udarbejdet materiale til skolerne om dette vigtige emne. Når Statens Museum i den grad demonstrerer sin vilje til at tilhøre underholdningsbranchen, svigter man den mere og mere påtrængende formidlingsopgave. Den ældre kunst er nemlig svært tilgængelig for dem, der ikke har lært alt for meget om bibel og danmarkshistorie. Når selv kunsthistoriestuderende ikke kender Batseba eller ved forskel på Christian og Frederik VII, skal der et langt, sejt træk til, før mange religiøse og verdslige billeder giver genlyd i sindet hos udstillingsgæsten. Den problemstilling kan man ikke redde sig ud af med blomster-modellen.
At Allis Helleland har valgt at skære mest føleligt i netop de kvalitets- og forskningsbevidste enklaver i Statens Museum for Kunst, Afstøbnings- og Kobberstiksamling, demonstrerer den beklagelªige mangel på faglig troværdighed, hun har forlenet sin direktørpost med. Grønthøstermodellen sikrer ikke i sig selv, at det er de bedste hoveder, der ryger først: Allis Helleland går derfor mere målbevidst frem i sin spareplan. Ved at skære afdelingslederstillinger bort fjerner hun også den interne, faglige kritik og forhåbningerne om, at Statens Museum for Kunst engang skulle stile mod et højere, internationalt niveau.
Viggo Kampmann udtalte engang realpolitisk, at kunstnerne kunne demonstrere og sige imod, men regeret blev der, alligevel. Allis Helleland har hverken demonstreret intellektuel integritet eller sagt regeringen imod, men man skulle måske hviske til hende, at underholdt bliver der alligevel. Statens Museum for Kunst gør sig ikke uundværligt ved at satse på den hurtige omsætning, på tv-afledte linselus popularitet og på S-togsreklamer. Teaterchefen på Det Kongelige har taget standpunkt imod musicals og for Schiller og Saalbach, Wagner og Bournonville. Statens Museum bør kæmpe for Andrea Mantegnas renæssance-Kristus, for gipsafstøbninger og gøre beskueren rede til mødet med Rembrandts bibelshistoriske tegninger og Abildgaards encyklopædiske univers. Se det er en ægte museumslederkunst!
