Læsetid: 2 min.

Radio radio

Hvor intet andet kan høres end det, vi hører, når vi, som man jo siger, er lutter øre
8. marts 2002

(2. sektion)

Hvor intet andet kan høres end det, vi hører, når vi, som man jo siger, er
lutter øre

Radio
Man kunne også kalde den Radio Buddha, man kunne kalde den hvad som helst, for den eksisterer ikke andre steder end i ørerne på den, der hører den, og man behøver ikke lytte, man skal ikke trykke på knapper, den sender hele tiden, har altid gjort det og vil altid gøre det.
Program findes ikke, det høres bare af den, der står med ørerne åbne på Mælkevejen.
Et enkelt døgn kunne være sådan her:
Suset fra stjernerne, hele tiden, stadigt skiftende myldrende ranker af boblen og syden, af og til knudet sammen i brag, som en afghansk raga. Lad os sige, det er baggrunden, grundlyden. Den vil man så måske fra visse andre stationer prøve at overdøve, afbryde, fordi dens flimrende ro, dens stille væren høj som et bjerg og alligevel vildt forstyrrende, står i vejen for et langt mere sammenbidt budskab, der måske kan tæppebombes frem i store kaskader Madonna og Alanis Morrisette, så de afghanske kvinder kan lytte sig fri til at være, som kvinder skal være, når de er fri, og krigen stå frem som fred. Men det kan man ikke.
Her findes ingen voice of America, ingen voice of noget som helst, bortset fra stemmen der suser og bobler og syder og brager i blodet og kroppen.

Van Gogh var der
Det gør den længe, den Radio radio, i timer, minutter, sekunder, uger, måneder, dage, år, ingen ved det, indtil den samler sig, som stemmerne i en etrurisk grav til måske en sang.
Good morning little schoolgirl, synger den. Det er Van Morrison. Ud af stjernerne, ind i kroppen. Ud af kroppen, ind blandt stjernerne.
Ud og ind. Væk.
Nu er det morgen. Fuglene synger. De kvidrer og knitrer, de sender deres susende stemmer i kald fra sorte huller, der drejer sig gennem ukendte rum, vi kun kender fra Radio radio, hvor intet andet kan høres end det, vi hører, når vi, som man jo siger, er lutter øre.
Højholt har været der og forsøgt at beskrive det. Van Gogh har været der, tættere på det, end de fleste nok ville ønske, helt derude og inde, så væk at lyden bliver lys og synger i farver.
Resten, for så vidt man kan tale om rest, hvor alt er øjeblikkeligt altid, aldrig eller måske, hvor ingen kan vide og alle kan høre, er barnets rumsteren eller alt hvad enhver nogensinde helst har villet, at alt skal være, hvis alt er radio.
Så galer hanen måske. En gang, to gange, tre. Men
besynderligt nok, og på trods af et eller andet, man ikke skal trodse, men det gør man heller ikke, for det gør sig bare sådan, og trods er en fortolkning, der hører hjemme i en radioavis for 50 år siden, med Gunnar Nu, er det mørkt.
Lyden er mørk. Lyden er mørke. Fuglene knitrer. Stjernerne brænder i telefoner som knugende varme, der pludselig eksploderer: Det er paradis, hvor Dylan Thomas står i baren. Her bor de andre. Her bor de modsatte. Her drikker de lyd og ler som stjerner.
Det er Radio radio. Diretto. Den suser, knitrer, gnistrer, kradser, spjætter, den kommer og går, og den sender alt hele tiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu