Da socialdemokraten Hans Kremendahl blev overborgmester i Wuppertal i 1996 lovede han at sætte en stopper for korruptionen i byens offentlige forvaltning. Efter ganske få uger i embedet havde han nemlig konstateret »et ubegribeligt omfang af kriminel energi og skruppelløshed, pengegriskhed, men også udstrakte netværk af korruption.«
Kremendahl tog konsekvensen af sine observationer og oprettede Tysklands første kommunale anti-korruptionskontor, der »uden hensyn til person eller stilling« skulle rydde op i byen. Fem år efter kan regnskabet gøres op: 635 sager er undersøgt, 43 indtil videre ført til dom.
En solstrålehistorie skulle man tro men imens anti-korruptionskontoret ryddede op, blev Kremendahl gode venner med entreprenøren Uwe Cless, der skænkede 500.000 D-mark til overborgmesterens valgkamp i 1999. Pengene kom omtrent samtidig med at overborgmesteren sørgede for, at Cless fik nogle byggesager gennem forvaltningen.
Statsadvokaten i Wuppertal mener, at der er en sammenhæng mellem penge og byggeri. I sidste uge gennemsøgte politiet hans hjem og borgmesterkontor for at finde beviser for mistanken.
Kremendahl afviser alt og siger, at han aldrig personligt har modtaget penge af Cless. Han peger også på, at han ved flere lejligheder har afvist entreprenørens ansøgninger til kommunen.
Sagen fra Wuppertal er ikke enestående. For to uger siden begyndte en lignende skandale at rulle i Köln.
Her har statsadvokaten fundet en mistænkelig sammenhæng mellem byggeriet af et affaldsforbrændingsanlæg og en pengeoverførsel på godt tre millioner kr. til byens socialdemokrater.
Millionerne kom fra de firmaer, som opførte anlægget renovationsfirmaet Trienekens og entreprenørfirmaet Steinmüller. Formodningen er, at de regerende socialdemokrater lod sig købe til at bestille det overflødige anlæg hos de to firmaer, der var dyrere end konkurrenternes tilbud.
Ud af byggesummen på godt tre milliarder kr. lykkedes det
Trienekens og Steinmüller at luske 110 millioner til Schweiz, hvor de siden blev sluset tilbage til Köln.
I praksis foregik det f.eks. sådan: Et rådgivende ingeniørfirma i Schweiz sendte millionregninger til bygherren i Köln for diverse ydelser, som aldrig var udført. Og hvordan kunne det også udføre noget som helst, når det schweiziske firma kun har to ansatte og drives fra et rækkehus i et villakvarter. Ydermere beklæder den ene af firmaets ansatte samtidig en ledende post i Trienekens schweiziske afdeling ingeniørfirmaet er altså et uofficielt datterselskab under Trienekens.
Fra Schweiz blev pengene (i kontanter) bragt til Köln og afleveret til daværende partichef Norbert Rüther, der satte partikassereren, matematiklærer Manfred Biciste, til at fabrikere falske kvitteringer, som blev fordelt blandt 42 udvalgte partifolk. På den måde kunne partiet ikke alene sikre sig en offentlig støttebonus på 50 procent, også de udvalgte partifolk kunne berige sig, hvis de ville: De kunne gå til skattevæsnet med kvitteringerne og få skattefradrag.
Hvor mange, der rent faktisk gjorde brug af muligheden er ikke kendt. To har bekendt, en tredje betragter kvitteringen som løn for arbejde, han har udført for partiet.
Og den forklaring åbner offentlighedens øjne for endnu en svindelmulighed: SPD i Köln aflønnede bl.a. sine håndværkere med partistøttekvitteringer i stedet for rede penge, og så kom skattevæsenet til at betalte håndværkerne via loven om partistøtten og partiet kunne tilmed hente 50 procent af håndværkerregningerne som partistøtte.
Alle fik således noget ud af det Trienekens, Steinmüller, SPD, partimedlemmer, håndværkere. Eller næsten alle; for i sidste ende havnede regningen hos skatteyderne, der i Köln har oplevet, at f.eks. renovationsafgiften er steget fra 900 kr. pr. husstand (1992) til 3.000 kr. (2001).
I de seneste dage er der også konstateret urene forretningsmetoder i Mühlheim, Oberhausen, Recklinghausen, Duisburg og Halle. Alle steder har private virksomheder haft såkaldt nyttige udgifter til nøglepersoner i bystyret eller den offentlige forvaltning, der til gengæld favoriserede netop de betalende virksomheder i byggesager og licitationer.
Det synes efterhånden som om korruptionen har vundet indpas i hele landet, når det offentlige udbyder store anlægsopgaver; det mener i hvert fald ingeniøren Hans Reime.
Til ugeavisen Die Zeit sagde han sidste uge, at Köln »blot er den allerøverste spids« af isbjerget. Han har projekteret halvdelen af landets forbrændingsanlæg og kender således affaldsbranchen indefra. I interviewet giver han en stribe eksempler på, hvordan kommunalpolitikere og erhvervsfolk har gjort forretninger sammen. Han fortæller, at affaldsbranchen ligefrem har opfundet et særligt udtryk for den hemmelige politiske støtte »kunstigt åndedræt«.
»At socialdemokrater skulle være særligt forfaldne, tør jeg ikke påstå. CDU, CSU og lokale borgerlister er også omfattet,« siger han. »Alle er modtagelige for kunstigt åndedræt.«
Hans Reimers åbenhjertige udtalelser skal dog ses på baggrund af, at han selv står anklaget for skatteunddragelse i forbindelse med offentlige anlægsopgaver. En anklage han bestrider.
Foreløbig har SPD lovet en hurtig opklaring af sagerne og fart er nødvendig, for det er valgår i Tyskland og den siddende kansler Gerhard Schröder (SPD) lider under hver eneste afsløring af socialdemokratisk kammerateri. Kansleren, der også er partiformand, forventer, at »de tåbelige kammerater« bliver hældt ud af partiet, og at sagerne er ude af verden inden sommer, når valgkampen for alvor går ind.
SPDs organisatoriske leder Franz Müntefering har indvilget i at lade sig afhøre i det parlamentariske undrersøgelsesudvalg, der hidtil har beskæftiget sig med Helmut Kohl-affæren og de sorte millioner i delstaten Hessens CDU-afdeling.
For CDU gælder det naturligvis om at holde liv i SPD-affærerne så længe som muligt og bortviske erindringen om egne fejltrin, men hvis Hans Reimers har ret, kan afsløringerne også blive bitre for de konservative.
Hvorfor skulle socialdemokraterne have et specielt anlæg for bestikkelighed? Ondets egentlige rod ligger i det romantiserede begreb højborg, hvor ét parti i evigheder regerer en by, og forvaltningsstrukturen ikke rystes igennem efter valgene. I disse højborge har firmaer som Trienekens, Steinmüller og Cless fået mulighed for at opbygge varige og givtige venskaber på bekostning af skatteyderne og den fri konkurrence.
