Det røde spøgelse

Italien behandler mord på en regeringsrådgiver som genopstandelsen af De Røde Brigade fra 70’erne. Men nutiden er anderledes, og brigaderne er ikke
de samme

ROM – Professor Marco Biagi burde ikke være cyklet alene hjem tirsdag aften fra stationen i Bologna til sit hjem i Via Valdonica i det jødiske kvarter i Bologna. To mænd på en grøn scooter og med ansigterne dækkede af scooterhjelmens visir ventede på ham foran hans hjem, og den ene af dem dræbte ham med skud fra en sandsynligvis lyddæmpet pistol af ældre model. Onsdag aften tog nogen, der kaldte sig De Røde Brigader/Det Kæmpende Kommunistparti ansvaret for drabet.
Marco Biagi er professor i arbejdsret ved universitetet i Modena, og derfra kom han med toget til Bologna. Han burde heller ikke have været alene i toget. Uden politieskorte til at passe på ham. En sådan beskyttelse havde han nydt tidligere, men den 15. september sidste år, umiddelbart efter angrebet på World Trade Center, besluttede indenrigsminister Claudio Scajoli at nedskære bevogtningen af særligt udsatte folk med 30 procent for at frigøre mandskab til terroristbekæmpende opgaver.
En af dem, der fik frataget sine bodyguards var anklageren i de resterende sager mod statsminister Berlusconi. En anden var netop Marco Biagi.
Arbejdsministerens særlige rådgiver i arbejdsmarkedsspørgsmål og arkitekt for regeringens arbejdsmarkedsreform, der i sin tilstræben af fleksibilitet gør det muligt at fyre folk uden anden grund end netop fleksibilitet, og som har fået Italiens tre store fagforbund til at varsle generalstrejke for første gang i 20 år.
Marco Biagi har fået anonyme telefontrusler på livet gennem længere tid, og hans arbejdsgiver i regeringen, arbejdsminister Roberto Maroni (Lega Nord), har krævet ham beskyttet. Uden opbakning fra sin kollega i indenrigsministeriet, Claudio Scajola (Forza Italia).
I de næste dage vil der blive rivegilde om regeringshoveder, men det er det mindste i en sag, som allerede har givet ideologiske spøgelser fra fortiden kød og blod og livskraft, og som kan anvendes, instrumentaliseres, siger man i Italien, i det daglige politiske slagsmål mellem Berlusconi-regeringen og centrum-venstreoppositionen.
De Røde Brigader, de rigtige, viste for første gang deres symbol i 1972. En femtakket stjerne indskrevet i en cirkel.
I 1978 bortførte de den kristeligt-demokratiske statsminister Aldo Moro og dræbte ham efter 55 dages fangenskab, forhør og forgæves forhandlinger med regeringen.
Da var De Røde Brigaders tid forlængst slut. Deres celler infiltrerede af politiagenter, de fleste af dem i fængsel og deres politiske statsforbilleder i forstening på vej mod opløsning. Slut med dem.
Det er ikke de samme Røde Brigader, der skød Marco Biagi, og som for tre år siden skød D’Antona, der havde samme profession og rolle som han.
Men indenrigsministeren hævdede i onsdags, at de er skudt med samme våben. De Røde Brigader, de overlevende, de nu ret gamle, sidder i fængsel. Det er ikke dem, der har rejst sig fra graven, alderdomshjemmet eller fængslet for at fortsætte, hvor de slap. Det er en yngre generation, der med mordene på først D’Antona og i tirsdags på Marco Biagi vil vise sig værdige til at overtage den femtakkede stjerne i cirklen ved at foretage springet fra mere eller mindre vellykkede bombeattentater på fast ejendom til mord. Ikke en talstærk del af en generation, som den der i 70’erne protesterede mod imperialisme, kapitalisme, forbrugerisme, og som i Italien og Tyskland især afskød små enheder, der praktiserede terror og væbnet revolution. Og som i Italien lammede samfundsudviklingen i et ti-år, fordi de politiske partier kunne gemme alle uenigheder og fælles ragen til sig bag kampen mod terrorismen. Som Murens fald var det, var også De Røde Brigaders fald en vigtig forudsætning for, at Operation Rene Hænder kunne rykke ud med anklager mod dem, der havde trykket sig sammen og beriget sig i forsvaret mod en fælles fjende.

Promte svar
Silvio Berlusconis budskab er, at fagforeningerne må aflyse deres generalstrejke mod arbejdsmarkedsreformen.
Svaret kom promte i går fra den ellers utilregnelige tidlige præsident for Italien, Francesco Cossiga, der var indenrigsminister, da Aldo Moro blev bortført og dræbt: Hvis det sker, spiller vi terroristernes spil, og de vil have vundet en sejr. For drabet på Aldo Moro var først og fremmest drabet på en statsmand, som havde søgt og opnået det såkaldt historiske kompromis med kommunistpartiet og dets leder Enrico Berlinguer, der for en nøgtern, pragmatisk og historisk betragtning ikke var mere kæmpende kommunist end Poul Nyrup Rasmussen.
At Silvio Berlusconi har gode grunde til at få afblæst en generalstrejke i den fælles terroristbekæmpelses navn, må han og hans vælgere og tv-seere selv ligge og rode med, men det er at slå plat på en situation, som som har to profiler: Den ene er psykologisk-social. De nye røde brigader har ikke 70’ernes tynde, men ideologisk funderede bagland, og består af en håndfuld stærkt utilpassede og rasende fribyttere, der kun kan skabe sig eksistens ved at slå nogen i hjel, komme på forsiden og ryste samfundet. Sådan lyder det første signalement.

Adgangsprøve
Den anden profil er metodisk-politisk. Dagbladet La Repubblica havde i går en interessant artikel om, at den italenske efterretningsteneste hyrede en af de gamle rødbrigadister, mod kompensation, til at vidne om sammenhængen mellem den gamle organisation og de nye. Hans meddelelse er, at de nye har brugt drabet på Marco Biagi som adgangsprøve til en klub, der ikke findes mere, en hævd på arvefølgeretten. Og artiklen – hvis den passer – godtgør, at drabene på D’Antona og Biagi har været forberedt længe inden, Berlusconi-
regeringen – og Biagi – udtænke deres arbejdsmarkedsreform.
Det politisk-metodisk mystiske i det nyeste attentat har Umberto Eco gjort opmærksom på. Forfatteren til Rosens Navn, professor i semiotik og kollega med den dræbte i Bologna undrer sig. Attentatet mod Moro var for De Røde Brigader begrundet i en parlamentarisk forbrødring mellem højre og venstre. Brigadernes hovedmål.
»Dette er første gang, og derfor mystisk, at et attentat retter sig ikke mod en sammensværgelse, men mod en uenighed,« Nemlig uenigheden om arbejdsmarkedsreformen.
De kalder sig De Røde Brigader, men det er ikke dem. Forvirringen er større, men alvoren selvfølgelig ikke mindre, når universitetslærere og regeringenskonsulenter uden eskorte bliver skudt ned på cykel.