Læsetid: 4 min.

Rødt og sort

Skurkene dør for tidligt i det spanske drama fra 1400-tallet, der demonstrerer Stærekassens mangler som moderne skuespilscene
2. marts 2002

Teater
Birgitte Mellentin har med verve skabt en scenografi og en blomstrende kostumepragt, der leger, at Federico Garcia Lorca har skrevet Celestina. Der er blodrøde roser overalt, i fortæppet, i heltindens Lucrezia Borgia-pufærmer, i det herlige husflidstæppe, der falder fra himlen og bliver til rufferskens hule. Her griber hun fat i Celestinas mageløse evner med nål og tråd: Ikke blot kan heksen brodere, men hun kan også – med stor fortjeneste – rimpe ramponerede jomfrudomme sammen.
Det var der også brug for i 1400-tallet, i Spanien. Imod alt det fatalt røde står sorgens, stolthedens og adelsstolthedens sorte sat over for kordrengenes jomfruelige hvide. Godt tænkt og godt gennemført.
Men desværre har Lorca ikke skrevet Celestina – det har Fernando de Rojas, der sammenstykkede sin roman, eller sit læsedrama om den nihilistiske hundjævel og efterhånden kom op på 21 akter i år 1502.
Det er vældig interessant at tilegne sig på bog, men der skal en teatermagiker til for at få skik på dette monstrum af et stykke litteraturhistorie. At det kan lykkes, sås i Stockholm i 1998, hvor teaterdrømmen blev scenisk levendegjort af den canadiske troldmand Robert Lepage med Dramatens fine skuespillere. På en catwalk bevægede de sig imellem de elskendes huse – og midt blandt publikum.

Stemmer
Stærekassen er og bliver kukkasse – det kan der ikke gøres noget ved, og derfor er instruktør og scenograf meget bundet af det lidet meddigtende rum. Taleteknisk viser både Celestina og tidligere Astrid Saalbachs Det kolde hjerte, at kun den ældre generation (hos Saalbach Lily
Weiding) kan tale rummet op. De yngre skuespillere bliver enstonigt deklamerende uden evne til at modulere og skabe et klangbillede i deres replikker. Stemmer, der behandles som fine instrumenter er en mangelvare i dag – det høres tydeligt i springet fra Ghita Nørbys utallige
nuancer af had, liderlighed, grådighed, foragt og triumf til de unge elskendes enstrengede og anstrengte diktion.
Disse elskende (Susanne Storm og Mads Wille) burde have haft Lorca-poesi at klæde deres længsel og kærlighed i, men i stedet kæmper de med en tekst og en handling, der nok foregriber Romeo og Julies star-crossed forelskelse, men som ikke forsyner dem med en dialog, der synger. Måske skulle oversætteren, Rigmor Kappel Schmidt, have haft bistand af en dansk digter?

For tidlig teaterdød
Der er absolut mest kød på proletarernes roller, de to tjenere og den altid kæmpende Celestina. Ghita Nørby er et fugleskræmsel af en kvinde i rosa, med et ar tværs over ansigtet og et laksefarvet Madonna-korset i fruestørrelse. Hun samler i sin person syv furiøse dødssynder og syv til, og det er en fornøjelse at høre hende bede om krukken med slangeolie, galgerebet, blodet af flagermus og en lille del af en drage som sammen med det sorte katteskind, ulveøjnene og gedens skæg skal bistå hende i mørkets gerninger.
Sålænge Ghita Nørby er på scenen i al sin spanske, spidsbarmede vælde og med djævelens bistand bringer de elskende (eller blot liderlige) par sammen, forstår man, hvorfor Klaus Hoffmeyer har villet sætte Celestina op – men da hun bliver stukket ned og tjenerne (velspillende Mikael Birkkjær og Olaf Johannesen) umiddelbart efter halshugges på torvet går luften ud af forestillingen. Det svarer til, at Shakespeare havde taget livet af Hamlet i anden akt, anden scene.
Dramaturgisk er Celestina akavet: Ikke blot forsvinder de bedste figurer to tredjedele inde i handlingen, men de unge elskende får hinanden – og det i den grad. Hele 30 dage kopulerer de lystigt – hvor de før var klædt i sort, ruller de nu rundt på hinanden i rødt fløjl. Men lykkelig kærlighed er der jo ikke meget teater i, som et vue ud over skuespillene fra tiden efter år 1500 gør det klart.
Enden på komedien/tragedien kommer i Celestina meget abrupt og ikke særlig elegant: Helten falder ned af stigen, som fører ham over havemuren til den elskede, og himler – hvorefter hun kaster sig i døden. Benny Poulsen får derfor den utaknemmelige opgave at afslutte skuespillet med en mandschauvinistisk monolog for en ’ensom’ far – hvis ægteviede hustru (Helle Hertz) med undren må høre på.
Nu sidder man godt i Stærekassen, men man tænker med angst og bæven på, om skuespillerne nogensinde vil få en scene, der kan give dem de optimale udfoldelsesmuligheder. For tiden har vi to teatre, der er problematiske for den nye dramatik og ét, der er ucharmerende, men mere fleksibelt (Turbinehallerne). Planlagt er så et skuespilhus på den forkerte grund ved Sankt Annæ Plads, der vil møblere endnu en bid af verdenshavet og medvirke til overbebyggelsen i Københavns Havn. Hvor svært kan det være, Brian Mikkelsen?

*Skuespil: Fernando de Rojas: Celestina. Instruktion: Klaus Hoffmeyer. Scenografi: Birgitte Mellentin. Oversættelse: Rigmor Kappel Schmidt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu