Ny bog
Allan de Waal er et rumvæsen, det vil sige et væsen, der har høj rumbevidsthed. Og hvad er rumbevidsthed? Jo, det er otte tynde, grønne arme, der stikker ud fra kroppen, og som famler sig frem over vægge, gulv og loft som følehorn på et insekt. Følehornene kan han ikke trække til sig, de følger ham, hvor end han er, og alt det han ser, huse, byrum, film og historie skramler efter ham, når han går.
Sporene trækkes hen over siderne på aviser, og af og til samles det hele til bøger, sådan som det er tilfældet her, med Rumfang & Tidslommer.
Rumfang & Tidslommer er, som der står med små bogstaver, »klippet og skrevet sammen af artikler i dagbladet Information, tidsskrifter og fagpublikationer gennem 1980erne og 90erne.«
Denne ene sætning, gemt godt af vejen i kolofonen, udgør bogens introduktion, hvis man kan kalde det dét, for man leder forgæves efter mere vejledning; end ikke et indeks eller en oversigt over, hvorfra artiklerne enkeltvis stammer, får vi. Vi må nøjes med råstoffet selv, synes de Waal at sige, som var der tale om en skønlitterær bog. Synteser er der i måske også rigeligt af i forvejen, hver enkelt artikel rummer sin egen afrunding, nogle gange finurlig, andre gange ligefrem, det ville måske være umuligt at summe alle disse små og store synteser sammen til én oversyntese.
Personlig bevægelse
Bogen er metodemæssigt set nærmest to bøger. De første fire af seks kapitler følger en causerende montagemæssig strategi, mens de to sidste er af mere traditionel arkitekturhistorisk og polemisk art.
I den første del af bogen fører Allan de Waals pen ham hele tiden på afveje, og arkitekturen og rummet fremstilles ikke som en klinisk streng, æstetisk disciplin, men i stedet som et rum i bred forstand, hvor vi forstår de Waal og os selv. Der er hele tiden nogen inde i kasserne, og kun sjældent har de Waal udelukkende den hvidkitlede eksperts uanfægtede briller på, for det meste er hans outfit broget, af og til broget indtil det barokke, men altid, og det altid er bogens vigtigste kvalitet, med en behjertet sjæls tilstedeværelse.
De første fire kapitlers bedste artikler knytter an til en personlig bevægelse; en bevægelse gennem et landskab, et byrum eller en erindring, og arkitekturen og arkitekturbeskrivelserne kommer nærmest henkastet, som var de et tilfældigt restprodukt; et overskud, der f.eks. kan overføres til en avis.
Artiklerne væver sig rundt om emnet, som måske slet ikke er emnet, når det kommer til stykket, som når de Waal lægger sine sugekopper om et alderdomshjem og påkalder sig dét, som det i virkeligheden handler om, nemlig afskeden med sig selv og de nærmeste, som når han i en meget rørende artikel som »Otiumsgård« erindrer sig, hvordan han altid havde sagt til sine børn, at han godt ville bære dem, hvis de ville bære ham, når han blev gammel, men at de, børnene, nok aldrig havde indset, at det var andet og mere end en talemåde.
Gennem byrummet
Når de Waal, ihærdigt følgende de første fire kapitlers strategi, er mindre god end bedst, er det, fordi han må nøjes med den hvide kittel i mangel på personlig anknytning. Allan de Waal har ikke nogen gang i Crimp-huset i Allerød. Han kender ikke nogen ud over den fidele direktør, som han kan tørre sin historie af på. Ingen barndomserindringer eller familieanekdoter byder sig til. Huset er lige så tomt for historier, som det sandsynligvis er for alle medarbejderne, indtil de som pavlovske hunde har lært sig identifikationens tvivlsomme kunst.
de Waal bliver derfor lidt flov i mælet, og det nytter ikke noget, at han forsøger at lægge sig i kølvandet på direktørens logrende anekdoter, for der er ikke rigtig noget at komme efter, andet end en virksomhed med oppustet selvforståelse.
Det er ikke som i Berlin, hvor de Waal væver sig igennem byrum, litteratur, film, sin egen finurlige måde at bevæge sig fra ét domæne til et andet på, gennem interviews, samtalereferater og historiske facts. Det hele kulminerer i en nærmest emblematisk beskrivelse af Christos indpakning af rigsdagen. Når der i sidste linje står, at »Måske er det Christos egentlige fortælling, at historien ikke lader sig spalte politisk, men hele tiden kun skrælle eller tildække,« så har man på fornemmelsen, at de Waal samtidig beskriver sin egen metode; lag på lag på lag, hvor ingen umiddelbart har forrang frem for andre, måske det viser sig og det viser de Waal ofte for os at det allervigtigste skjuler sig i en overset detalje.
I bogens to sidste kapitler møder man polemikeren, debattøren og arkitekturhistorikeren Allan de Waal. Det er aktuelle temaer og aktuelle bygninger, der tages op til faglig behandling, og de fire første kapitlers charme er forladt til fordel for argumenterende saglighed.
Der er meget, man kan være enig eller uenig med ham i hér, og der er givetvis mange, der er det. Aktørerne i det fortrinsvis københavnske byrum er store og magtfulde, og Allan de Waals papirsværd bliver formodentlig nemt vådt i den sammenhæng.
Det sidste kapitel er meget arkitekturhistorisk orienteret, men garneret med personlige iagttagelser og skægge og interessante førstehåndssamtaler med historiske aktører; noget, man må formode er nyt stof for de fleste. Kapitlet vil ligesom det foregående sandsynligvis være genstand for dén faglige uenighed, der kendetegner enhver hjerte/pengeafhængig branche, men interessant læsning er det uanset, om ikke andet så for at se, om man ikke kan gribe Allan de Waal i fejlslutninger eller andet, som man politisk kan tryne ham med.
Bogen er, hvis man et øjeblik kan se bort fra sine egne arkitektoniske kæpheste (og det synes jeg, man skal unde sig selv), interessant og fornøjelig læsning.
Det er derfor lidt ærgerligt, at den smukt udstyrede, firefarvede bog ikke er helt perfekt, hvad tekstopsætning angår. De umotiverede orddelinger lever man dog med, især når det drejer sig om en bog for voksne, hvori der på et tidspunkt bliver spurgt: »Kan man klappe en struds?«
*Allan de Waal: Rumfang & Tidslommer arkitekturbetragtninger. Design Gilbert Hansen. 168 s. ill. , 240 kr. Fonden til udgivelse af Arkitekturtidsskrift B
