Læsetid: 3 min.

Sådan er livet

Edward Yangs næsten tre timer lange ’Yi Yi’ er en åbenbaring af et hverdagsdrama, der både favner magien og meningsløsheden
15. marts 2002

(2. sektion)

Ny film
Guderne skal vide, at mange af nutidens film er lange – alt for lange. Derfor er det skønt at konstatere, at ikke et eneste minut af Yi Yis næsten tre timer føles overflødigt. I første scene lægger instruktøren Edward Yang trådene ud, hvorefter han scene for scene væver dem sammen til et billede af det moderne storbyliv på godt og ondt.
Det er overvældende på en stilfærdig og ubesværet måde, og selv om handlingen er fattig på ydre dramatik – de få voldsomme hændelser finder sted off screen – skildrer Edward Yang sine personers indre liv, så dramaet bliver næsten lige så nervepirrende som en thriller og mindst lige så bevægende som et melodrama.

I et tomrum
Yi Yi er, trods sin længde, ikke en episk storfilm. Den er heller ikke specielt taiwanesisk. Den portrætterede Taiwan-kernefamilie bor ganske vist i Taipei, men opfører sig som en ganske almindelig middelklassefamilie i en moderne storby. Her er man sammen uden at være særlig tæt på hinanden, man lever sit eget liv i dagligdagens faste rutiner (titlens Yi Yi kan oversættes ’individuel’).
Da bedstemoderen får et slagtilfælde og falder i koma, bliver rutinerne imidlertid udfordret.
Familiemedlemmerne skal på tur sidde hos bedstemoderen og tale, for lægen mener, at deres stemmer måske kan vække hende. Én for én sætter de sig ved sengekanten, men blot for at opdage, at de ikke har noget at fortælle eller kun kan betro bedstemoderen deres uendelige usikkerhed.
»Jeg lever i et tomrum dag ud og dag ind,« hulker moderen og beslutter at søge åndelig helbredelse hos en lokal guru.
Hendes mand NJ falder derimod for fristelsen til at kontakte sit livs første kærlighed, mens deres to børn – en teenagedatter og otteårig søn – må klare sig selv.
Det lyder måske ikke af meget handling til et langt filmdrama, men Edward Yang viser i sin syvende spillefilm en fabelagtig evne til at få hver enkelt situation til at vibrere af liv og stærke, underforståede følelser. Vi ser alting indefra, som om vi var omgivet af filmens personer, og de behøver stort set ikke agere eller sige noget, for vi ved, hvad de føler og tænker.
Ikke mindst Wu Nianzhen i rollen som NJ er et studie i effektivt underspil, og Edward Yang sætter trumf på ved ofte at filme skuespillerme på lang afstand i statiske, smukt komponerede billeder, der – midt i en dogmetid – er en vigtig påmindelse om, at filmisk intimitet og ægthed ikke nødvendigvis er ensbetydende med håndholdt kamera og rystede nærbilleder.

Magiske øjeblikke
Men Yi Yis største bedrift er dens nuancerigdom. Historien – eller rettere: Historierne – handler grundlæggende om eksistentiel tomhed og isolation i moderniteten, men Edward Yang falder aldrig for fristelsen til at smøre elendigheden tykt på eller gøre karaktererne til bærere af budskaber. Karaktererne er lige så gådefulde og uforudsigelige som rigtige mennesker, og Edward Yang kontrasterer jævnligt meningsløsheden med de magiske øjeblikke, hvor verden står stille – som når faderen fortaber sig i sin yndlingsmusik, eller når hans lille søn, Yang-Yang, opdager seksualiteten i en undervisningstime i meteorologi!
»Når vi kun kan se, hvad der foregår foran os, kan vi så kun se den halve sandhed,« spørger Yang-Yang og giver sig til at fotografere folk bagfra, for at de kan få hele sandheden. På sin vis benytter Edward Yang samme strategi. Han filmer den velkendte virkelighed, men fra overraskende vinkler og på en måde, som vækker til eftertanke. Og han har ikke bare modet, men også formatet til at stille de fundamentale spørgsmål: Hvad tjener vores liv til? Hvorfor er livet helt anderledes, end vi går og tror?

*Yi Yi – familiedrømme. Instruktion og manuskript: Edward Yang. Taiwanesisk (Grand Teatret i København)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her