Læsetid: 5 min.

Saddam har ingen venner

Den arabiske verden vil også gerne af med Saddam Hussein, men måden, det sker på, er altafgørende
27. marts 2002

Irak-problemet
Irak sidder med ved bordet, når de 21 arabiske lande under denne uges topmøde i
Beirut forventeligt vil fordømme enhver amerikansk militær aktion mod Irak. Bagefter vil landenes delegationer over for deres respektive medier forudsigeligt bekræfte den samlede arabiske afvisning af en ny krig mod Irak og understrege den pan-arabiske enighed om denne sag.
Men bag kulisserne er få i tvivl om, at stort set hele raden af arabiske regeringer gerne så deres smertens barn, Saddam Hussein, forsvinde fra Bagdad og også gerne fra jordens overflade. For mage til uromager og destabilisator findes ikke.
»Jeg tror ikke, at Saddam Hussein har nogen entusiaster blandt de andre arabiske ledere. Heller ingen venner eller fortalere. De andre ledere vil sige en ting på mødet og noget andet til USA,« siger Rosemary Hollis, leder af Mellemøst-programmet ved Royal Institute of International Affairs i London.
Konstant har Irak de sidste ti år under Saddam Hussein været på kant med USA og verdenssamfundet, og landet har på en gang påkaldt sig negativ opmærksomhed, der smitter af på andre arabiske lande, og sympati i de arabiske befolkninger for det lidende irakiske folk. Sympatien udmønter sig i krav til de respektive arabiske regeringer om at gøre noget. Den slags folkelige protester, der tilmed munder ud i krav om støtte til Irak, der vil kunne blive opfattet som støtte til Saddam Hussein, er ikke noget nogen arabisk leder bryder sig om. Derfor så de gerne, at Saddam Hussein forsvandt ud af deres åsyn, men ikke uanset hvad. Meget afhænger af, under hvilke om-stændigheder han fjernes fra magten, og hvad der skal følge efter. Lige meget hvad foretrækker de arabiske lande dog, at det sker uden amerikansk indblanding.
»Araberne vægter to ting. På den ene side vil de gerne fjerne Saddam Hussein, men på den anden side vil de gerne have, at USA holder sig væk, fordi en amerikansk militæraktion vil skabe ustabilitet og bringe dem selv i skudlinjen,« siger Rosemary Hollis.
Problemet for flere af de arabiske lande er nemlig, at de selv, ligesom Irak omend i mindre omfang, også har støttet terrorister og derfor vil være mulige mål i en tredje eller fjerde fase af krigen mod terrorisme. Syriens støtte til Hizbollah er et eksempel og Sudans husning af Osama bin Laden i midten af 1990’erne er et andet.
En amerikansk indblanding vil gøre det svært for de arabiske lande at sikre sig, at det Irak, der er tilbage efter krigen, vil være et, som de vil kunne acceptere. Og så længe det ikke er det, vil landene hellere beholde det nuværende, selv om Saddam Hussein sidder ved magten.
»Det er vigtigt for de arabiske lande, at en krig ikke fører til, at Irak bliver ødelagt, at det går i opløsning, at civile bliver dræbt, at der kommer en shia-muslimsk stat i stedet, eller at der opstår en føderal kurdisk stat,« siger Ro-semary Hollis.
Hvert af de scenarier er dybt problematiske for nabolandene og den arabiske verden som helhed. Hvis ikke Irak består som samlet na-
tion, vil det få uoverskuelige konsekvenser, da naboerne ellers kunne blive fristet over evne af et svagt eller stærkt svækket Irak. Det drejer sig om ærkerivalen Syrien og det shia-muslimske Iran. Et selvstændigt Kurdistan i det nordlige Irak kunne også afstedkomme aspirationer om noget tilsvarende i de kurdiske befolkninger i nabolandene.

Oprør ønskes
For de arabiske naboer vil den bedste løsning, ifølge Michael Irving Jensen, adjunkt ved Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet, være, at kræfter i Saddam Husseins altdominerende Baath-parti indefra laver et kup mod diktatoren. Den løsning vil dels give et nyt irakisk styre en vis folkelig legitimitet, som en udefrakommende amerikansk installeret præsident aldrig vil kunne opnå, dels garantere at ingen af de arabiske skræk-scenarier bliver til virkelighed. Derfor er stemningen i Beirut i dag og i morgen for, at Irak presses til at leve op til FN’s sanktioner og tillade de internationale våbeninspektører adgang til landets vå-benprogrammer.
»Topmødet vil lægge pres på Saddam Hussein for at få ham til at indse, at valget står mellem at lade FN finde en løsning eller lade USA’s F16-jægerfly gøre det,« siger Michael Irving Jensen.
Hvis USA alligevel går i krig mod Irak kan det meget let medføre store anti-amerikanske og anti-vestlige protester i de arabiske hovedstæder. Store folkelige demonstrationer har længe været de arabiske regeringers skræk. Det uanset om de er til støtte for Irak, palæstinenserne eller økonomiske reformer. Bare synet af tusindvis af beslutsomme ansigter er nok til at sætte en skræk i livet på de ofte enevældige præsidenter, konger og prinser. Derfor har demonstrationer til sympati for palæstinenserne været forbudt i flere hovedstæder siden få uger efter, at intifadaen brød ud, og derfor var det et særsyn, at 100.000 syrere med regeringens billigelse gik på gaden i Damaskus i weekenden i sympati med palæstinenserne.

Krig i rette tid
En amerikansk krig mod Irak vil også give regeringerne i for eksempel Egypten, Jordan og Saudi-Arabien endnu større legitimitetsproblemer, end de har i forvejen, fordi de har gjort sig afhængige af amerikansk militær eller økonomisk støtte og dermed vil blive opfattet som medskyldige i overgrebet på den irakiske befolkning. Det er derfor uhyre vigtigt for de arabiske ledere, at en krig mod Irak, hvis den bliver sat i gang trods deres protester, bliver startet af de ’rigtige’ grunde og på det ’rigtige’ tidspunkt.
For eksempel er der nødt til at være ro og en ny tro på fremtiden i de palæstinensiske områder, hvis en krig mod Irak ikke skal medføre ragnarok i nabolandene.
»Alt afhænger af timing og tilgang. Respekten om de arabiske regeringer i deres befolkninger er meget lav, og respekten for den amerikanske er ikke-eksisterende. Det vil derfor være afgørende (for de arabiske lande, red.), at en krig bliver startet for at befri irakerne. Det vil godt kunne accepteres. Men hvis den bliver startet, fordi USA vil fjerne masseødelæggelsesvå-ben, vil det blive anset som endnu et imperialistisk og kolonialistisk forsøg på at ydmyge araberne og muslimerne. Og det vil ikke blive accepteret,« siger Rosemary Hollis.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her