Læsetid: 7 min.

At kunne sætte sig ud

Pia Tafdrup om at gå tilbage til kilden og ikke følge strømmen og om en digtsamling der har været fem år undervejs
14. marts 2002

Litteratur
Digte skrevet som svar: Pia Tafdrup har fortalt, at hendes bøger gerne falder som svar. Ikke på opfordringer eller almindelige forventninger. Men som reaktion på en begivenhed, en bog eller noget, der var til stede. For eksempel spadserede Tafdrup rundt i et skovområde, mens hun skrev sin skitse til en poetik: Over vandet går jeg. Og det skovområde dukkede op som tema i titlen på næste digtsamling: Krystalskoven.
Således løber et af de sidste digte i Tafdrups forrige digtsamling Tusindfødt fra et nøgent landskab hen imod en vision om en nutid uden fortid og fremtid: en nutid, der fortsætter. Eller som der står: »En blodig sols uophørlige præsens.« Og det første digt i Tafdrups nye digtsamling, Hvalerne i Paris, løber samme vej mod slutningen: »Ud i lyset, ud i stilheden for at slå rod i endeløs nutid.«
»At skrive,« forklarer Pia Tafdrup, »er en længsel efter nutid, en længsel efter at få lov til at være til. Jeg taler om en guddommelig nutid i digtene. Og det er, fordi digtet som genre er ultrakort sammenholdt med andre udtryk: Man går ind i digtets rum og er til der, så længe det varer. Man er netop så nærværende, når man læser dem, at det kan opleves som en endeløs præsens. Derefter træder man ud igen, og digtet lukker. De intense øjeblikke vil vi gerne fastholde: både i digte og i vores liv. Det er dem, vi søger mod og dem, der løfter os.«
Den længsel efter et nu har været der fra Tafdrups første bog fra 1981: Når der går hul på en engel. Dengang betegnede Poul Borum idealet for Tafdrups generation af digtere med fire ord: Jeg. Er. Her. Nu. Dengang skrev Pia Tafdrup digte, som bestod af få ord. Ét ord kunne udmærket være en hel linje. Siden er digtene blevet så meget længere, at bøgerne er blevet højere og bredere i format. For Tafdrup vil helst holde digtene på et ark.
»De første digte, jeg skrev, var tæt på Borums sentens. Men efterhånden er det nu blevet videt ud, ligesom hele digtets univers er blevet det. Det nu er blevet rummeligere, sådan at der nu også ligger en bevidsthed om et før og en fornemmelse af, at noget skal komme.«
Der er et digt i Hvalerne i Paris, som hedder »I lotteriet«. Det handler ikke om et nu, men om jeg, der lader sig føre ind i et snævert rum. Og her bor det jeg med sine bøger:
»Det er en historie, der skildrer et jeg, som tror sig lukket inde i et aflukke på størrelse med et kosteskab. Hvor jeget lider. Indtil det opdager, at døren aldrig har været låst. Og så træder ud i en have, hvor mennesker går og taler med hinanden. Og pludselig er det jeg en del af et fællesskab.«
– Det ligner noget velkendt?
»Ja. Det er en parodi på den situation, jeg har været i og er i og ofte bringer mig selv i.«

Så langt væk
I 1997 havde Pia Tafdrup indleveret manuskriptet til Dronningeporten. Den udkom i 1998 og indbragte hende i januar 1999 Nordisk Råds Litteraturpris. I 1997 var hun inviteret til at deltage i et seminar på Auckland Universitet på New Zealand. I den anledning blev Tafdrup koblet på et hold af danske forfattere, der var på turné i Australien. Og Tafdrup endte med at sidde i et hus oppe i Blue Mountains, hvor hun begyndte at skrive digte.
»Jeg var så langt væk hjemmefra, som jeg kunne komme. Der var vendt op og ned på dag og nat, og årstiden var anderledes. Det kaldte på en proces for mig, hvor jeg undersøgte, hvad der skete, hvis jeg tillod alt at komme ned på papiret. Der var uendeligt meget, som ikke kunne bruges. Men også noget, som ikke havde stået der før. Dengang anede jeg ikke, hvad jeg var gået i gang med.«
Pia Tafdrup vendte hjem med det, hun kalder »et virvar af notater.« Og skulle ud og læse op af Dronningporten. Samme år skrev hun en anden bog:
»Det, jeg havde påbegyndt i Australien, var et vanskeligt projekt. Jeg fornemmede, at det var meget krævende digt, der ventede. Jeg havde ganske enkelt ikke energi til at skrive dem på det tidspunkt. I stedet skete der noget overraskende.«
»Der begyndte at stå sære ting på papiret. Jeg sad næsten bare og så på ord, der sprang ind på papiret fra højre og venstre. Det blev til 101 firelinjede digte; altså Tusindfødt, som skrev sig selv på meget kort tid. Jeg betragter den som en modbog til de store bøger, jeg skrev i 90’erne og især til de store systemer i Dronningporten. Først efter den port og efter den tusindfødsel var jeg klar til mit helt store projekt: Hvalerne i Paris.«

Sisyfos
Hvalerne i Paris indledes med et digt, der hedder »Kerne«. Det første ord i hver af de fire første linier er jeg.
»Det er et jeg i kamp med sine omgivelser. Jeget har altid ønsker og længsler. Det bliver konfronteret med en virkelighed med begrænsninger og konflikter og den historie, som jeget er sat i. Liv er bevægelse, og vi er på den måde i konstant kamp med vores omgivelser.«
Da Tafdrup skrev »Kerne« var hun taget til Paris med en kuffert fuld af bøger, hun ikke havde læst siden sin tidligere barndom. Bøger af Sartre og Camus, hvis genskrivning af Sisyfosmyten Tafdrup bl.a. fremhæver som baggrund.
»Sisyfos skal skubbe en sten op ad et bjerg, og hver gang, han endelig når op, ruller stenen ned igen. Projektet er at få den op på toppen igen og igen.«
»Det smukke ved Sisyfosmyten, som Camus fortæller den, er, at Sisyfos er lykkelig i sin tilværelseskamp. I den modstand, der konstant er os givet, ligger lykken paradoksalt nok.«
Hvalerne i Paris starter med »Kerne«, med et kæmpende jeg og slutter i et digt med udsyn til Ayers Rock, der gennem 600 millioner år har absorberet visdom.
»Der sker gennem bogen en udvidelse af det specifikke jeg. Jeget indgår i en slægt og forbindes også med en mytisk historie. Det er måske her, at forskellen fra mine tidlige bøger er tydeligst. I de første værker trådte jeget stærkt frem i digtene som en figur, der fyldte meget. Nu kan jeget træde tilbage og se sig selv som et støvfnug i universet eller som en ud af klodens seks milliarder.«

Tilbage til kilden
Som Tafdrup selv siger:
»Selv om digtet er monologisk, betragter jeg det som et muligt mødested. I digtet har jeg også lejlighed til at gå i dialog med andre, skjult eller direkte.«
Der er i Hvalerne i Paris replikker til den franske filosof Jacques Derrida. Og der er en hilsen til Marcel Duchamps og en reaktion på den amerikanske professor Panayiotis Zavos’ udtalelse om kloning: »Ånden er ude af flasken.« I en anden note henviser Tafdrup til en ’fortsat samtale’ med sin afdøde kollega Michael Strunge:
»Af og til har jeg Michael i tankerne, mens jeg skriver. Og jeg spørger undertiden mig selv, hvad han ville skrive, hvis han skrev i dag?«
– Hvad ville du tro?
»Selvfølgelig ved jeg det ikke. Michael havde det store problem, at han ikke vidste ikke, hvordan han skulle magte pauser. Han tolkede dem, som om at nu var det slut. Nu kunne han ikke mere.«
»De pauser er vigtige. Det er der, al opladning sker. Der var et år, mens jeg skrev på Hvalerne i Paris, hvor jeg kun skrev to digte. Det ene kasserede jeg tilmed.«
»Men det er afgørende for at skrive digte, at der er disse pauser indimellem. Per Højholt taler om at sætte sig ud til væggen og blive dummere. Den tilstand er vigtig: at kunne sætte sig ud og blive dummere og høre græsset gro.«
– Du har ofte fremhævet modernistiske digtere som din poetiske horisont. Men dine digte er ikke modernistisk kaotiske, men tværtimod absolutte helheder?
»De er helheder, men sprængningen ligger indbygget. Helt eksplicit i bogens sidste digt, hvis man skulle være i tvivl. Litteraturen er nødvendigvis i konstant bevægelse. Enhver, der skriver digte, vil gerne skrive bøger, der ikke er skrevet før. Det kan kun lade sig gøre i begrænset omfang. Der er selvfølgelig nye opdagelser at gøre, men der er på den anden side grænser for, hvor mange motiver der er givet: Kærligheden og døden er konstante faktorer, som selv den mest nyskabende også vil inddrage.«
»Der har været avantgardistiske bevægelser, som har forsøgt at overskride traditionen og lægge den bag sig. Skabe kunst ved at skabe antikunst. Men der er grænser for, hvor langt ud det oprør kan føres, førend det bliver en ligegyldig gentagelse.«
– Er det det nuværende stadium?
»Realiteten er, at den bevægelse er fuldført. Jeg henviser til ’klassikeren’ Duchamp. Inden for billedkunsten har vi længe kunnet se avantgardistiske værker på museerne. Avantgarden er nået helt ind i reklameverdenen. For mig at se ligger det nye i at foretage en modbevægelse.«
–Hvordan?
»Hvis jeg skulle benytte vandet som metafor, vil jeg sige, at man i stedet for at flyde med strømmen må søge tilbage til kildens udspring. Det moderne i dag er at forsøge at syntetisere fortid og nutid. Det er der, det farlige er, det er der, udfordringen er.«

*Pia Tafdrups ’Hvalerne i Paris’ udkommer i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu