Simulakrer og samfundets skyld

Qlummen
I Paris springer abrikostræerne, de japanske kirsebærtræer, pigerne og sommermoden ud samtidig. Det skete i den forløbne uge, som også bød på kvindernes kampdag og en stadig strøm af mere og mere blodige nyheder fra Mellemøsten. Alt dette fik i en pærevælling undertegnede til at tænke over tiden der går, ak, ja, tiden der går og går og går og pludselig på forunderlig vis vender tilbage. Ikke den samme tid, nej, men noget der ligner, og så alligevel overhovedet ikke.
Har De svært ved at følge med? Jamen, så vent til næste episode af Skum, som det hed dengang i halvfjerdserne, hvor Skum rent faktisk var én af de første soap, der gik over de danske skærme og bagefter kom Dallas og Dollars og alt det var efter 70’ernes lilla bleer, partisantørklæder og ’det er samfundets skyld’. I Dallas var det fandme ikke samfundets skyld, det var lige præcis J.R.’s skyld. Og Joan Collins ondskabsfulde udringningner og Sure Ellens fønblæste frisurer kører stadig på alverdens skærme og bliver til forstadslook fra Singapore til Suresnes.
Nå, men i denne uges pariser-Soap var en af ingredienserne altså modebladenes forårsmodenumre (inden det i næste uge bliver slankekurenes tid) og det var her, der var deja vu. 70’erne er tilsyneladende tilbage for fuld udblæsning, med alt lige fra flæser på skørterne, romantisk look, permanentkrøllet hår, etageklip, plateuasåler, minishorts og sågar bare tæer. I modebladet Elle, havde de illustrativt sat fotos fra forårsmodens catwalks op mod gamle modebilleder fra 70’erne, så der ikke var den mindste tvivl om inspirationen. Selv David Hamiltons kvalme objektivduggede pigebilleder, der nu til dags ville bringe ham på grænsen af pædofilanklager, får en revival.
Nu kommer de gode gamle dage jo aldrig tilbage, og heldigvis for det. Men man skal måske have været der dengang, for at sætte fingeren på forskellen. Det var først da Liberations modetillæg ’Style’ i sin syvende udgave faldt tungt ind ad brevsprækken på kvindernes kampdag, at jeg begyndte at granske billederne nøjere og tænke over, hvad det så alligevel var, der var helt anderledes. Lad der ikke være den mindste tvivl om, at jeg interesserer mig for mode. Medmindre man har tænkt sig at vandre nøgen rundt, så kan man jo ikke undgå at have en måde at klæde sit legeme ud eller ind på. »Ikke at gøre noget er også at gøre noget«, som en filosof har sagt om moral, og den gælder også for æstetik – og nøgenhed.
Så altså, i Liberations modetillæg er der den nye måde (mode) at fremvise mode (måde) på, som går ud på, at det ligner snapshots. Rande under røde øjne, skinnende næser, en smøg i flaben og et fjoget udtryk. Det ligner noget fra familiealbummet og denne gang er det familien i 70’erne. Eller mig selv dengang. Mig og mine søstre, mor, tanter, kusiner og veninder. Det var dette kik i det imaginære fotoalbum, der satte tingene på plads for mig. For det var dér, det blev klart for mig, at det var et ’billede’. En forestilling. Ikke om det Tyvende Århundrede, men om 70’erne. Selvfølgelig er det unge mennesker, der har lavet det, moderedaktører, stylister, make-upfolk og fotografer, der nærmest ikke er tørre bag ørerne, som tjener kassen og producerer billeder til det glatte papir. Og de har lært deres lektie godt, men de har lært den ud fra et fascineret syn på gamle modeblade, avisudklips og fotoalbum. Derfor er det altsammen på samme plan nu. Et simulakreplan, som Lyotard og Baudrillard vist kaldte det i 80’erne. Hvis man ikke kan se forskel, hvad er forskellen så?

Forskellen er, at der dengang var forskel. De store solbriller i glas med forskellige farvetoner, de velstrøgede nederdele, skræddersyede jakker i orange, shorts med pressefolder og mondriankjolerne var dengang småborgerligt – ’bourgeois’ som det hedder i Frankrig. Jeg ved det, fordi det er sådan noget, at min mor har på på familiebillederne, og såmænd også jeg selv og mine søstre, sålænge at det var hende, der bestemte, hvad vi skulle have på. For tænk, dengang var det de midaldrende, der havde det tøj på, der var i damebladene: Ganske vist var fotomodellerne unge, men det tøj de havde på, var til damerne.
Samtidig var der nemlig nogen, der så anderledes ud. De var ikke i modebladene, i al fald ikke i starten af 70’erne, men de var i familiealbummer, og en af pigerne i Liberations tillæg ser fuldstændig ud, som min elskede veninde, der er otte år ældre end jeg og dengang (og stadig) var ’enormt progressiv’, ser ud på billeder fra dengang: Hår ned i øjne med rande under efter nætter fuld af røg, snak og det, der er stærkere, og afghaneren op om ørerne. Det var ikke kun pigerne, der så sådan ud, men også drengene. Med langt hår. Partisantørklæder. Cowboybukser og runde Lennonbriller. Afghanerpels og Parkacoats. Og bleer ikke kun i lilla, men alle mulige farver. Og andefødder og ørkenstøvler. De var ved noget andet. De var stået af kapitalismens ræs som alt det fisefornemme tøj, inklusiv bh’er repræsenterede. På billeder fra dengang, ser det selvfølgelig bare ud, som om de alle sammen var der. Men de var der ikke på samme måde (mode).

Det er en indviklet historie, så man skal passe godt på for ikke at glide i sæben. Men det er i al fald en anden historie, end den, der nu sættes på et eneste mådeplan i modebladene. På opslaget side 60-61 i Style 7 er der Femø-lejr over hele feltet, bål, langt hår og skørter, guitarspil og leg. Ikke fordi jeg nogensinde var på Femølejr, men sådan så det ud i aviserne. Men altså ikke i modebladene, hvis der efterhånden er nogen, der er begyndt at forstå min pointe.
Billedet er blevet fladt. Uden perspektiv. Når man bare sidder og ser på fotografierne fra dengang og fremover, så ligner det hele en glidende historisk bevægelse, nærmest som en blomst, der folder sig ud. På Femølejren var der rødstrømper, og nogen af dem er mødre til de unge kvinder nu, kampen er overstået og døtrene lever på laurbærene. Udvikling. Vi har udviklet os, og udvikler os fortsat, og tager så nogen gange en nostalgisk tur over fortiden, kunne jeg have tænkt ved synet af de spøgelser fra fortiden, der dukkede op på mine modesider.
Men sådan tænkte jeg ikke. Jeg tænkte: Dallas og Dollars, Thatcher, Schlüter og liberalisering. Nu hedder det ikke kapitalisme mere, men marked og globalisering, som man ikke må være bange for. Enhver er sin egen lykkes smed, som Joachim von And kunne have sagt det, og man kan tage lige det tøj på man vil. I Dallas var det fandme ikke samfundets skyld, det var lige præcis J.R.’s skyld, og sådan er det hele vejen igennem nu. For man kan måske vælge at slynge et partisantørklæde om sine smækre unge hofter, men at sige, at noget er samfundets skyld, det er simpelthen… gammeldags, for ikke at sige anakronistisk.
Og så var det lige, at jeg som forsinket båltale til den 8. marts, og ved synet af den glemsel jeg konstaterer på de glittede sider, ville huske, hvem der nu gider høre på det, på, at der dengang var noget, der gjorde en forskel: Det gjorde en kæmpeforskel at lægge sin individuelle skyld fra sig og opdage, at man var ’et produkt af samfundet’. Det var sådan, at kvinder – og mænd – ’frigjorde’ sig. I fællesskab.
Det var ikke ud fra en liberalistisk idé om det enkelte menneskes ’frie vilje’, der nu gennemsyrer alt fra modeblade til menneske-rettighedsdiskussioner, hvor man kun har et hånligt minde om latterlige andefodsbeklædte personer med hår ned i øjnene med et omkvæd om ’at det var samfundets skyld’. ’Kvindekampen’, der for nogen virker anakronistisk, var blot et underkapitel i en historie om faren ved »at stivne i væren«, som digteren Rilke så smukt formulerede det. Og den fare er aldrig overkommet én gang for alle. Og jeg har ikke spor imod Kassandrasurt at spå, at kampen kommer igen. Det gør den jo så, om der er nogen der gider lytte eller ej.
At stivne i væren eller at lade billedet, forestillingen stivne i sjælen eller i bladene. Det kommer nok ud på et.