Læsetid: 4 min.

Sig det skævt

Hvordan gør man oprør mod avantgarden når dens inderste væsen netop er oprøret? Unge amerikanske digtere stiller spændende spørgsmål
11. marts 2002

Mandagsbogen
Der er kommet en ny bog, som forsøger at samle op på de litterære metoder og strategier unge (dvs. 30-40 årige) amerikanske (og et par canadiske) digtere har forsøgt sig med de seneste ti år. Telling it Slant hedder den med et citat fra Emily Dickinson, hvor »it« er sandheden: »Sig hele sandheden, men sig den skævt.« Bogen er en samling essays af en håndfuld af forfatterne selv. Et par af dem, Sianne Ngai og Juliana Spahr, deltog i sidste sommers poesifestival i København og vil således være velkendt af nogle danske læsere – og deres indlæg er ikke de mindst interessante.
Udgangspunktet for størstedelen af de 26 deltagere er en stor inspiration fra halvfjerdsernes og firsernes LANGUAGE-poetry, en digtning, der lige som den danske skrift- og systemdigtning fra omtrent samme periode (f.eks Peter Laugesen, Per Aage Brandt, Klaus Høeck og Inger Christensen) er en stærkt politiseret og indædt avantgardistisk form for poesi.
Det forekommer nærmest som en naturlov, at en yngre generation af kunstnere må gøre oprør mod den foregående, men på det punkt står de unge amerikanere i en vanskelig situation. For hvordan gør man oprør mod avantgarden når dens inderste væsen netop er oprøret? Det problem kender vi også til i Danmark, hvor løsningen til tider synes at lyde: Den eneste vej frem er vejen tilbage (til realismen, til metrikken, til det centrallyriske, til den ’gode fortælling’). Fordi avantgarden nærmest pr. automatik ideologiserer sig selv i begreber som ’det nye’ og ’grænseoverskridende’ og den slags, bliver det svært at diskutere med den, fordi al kunst jo gerne vil være noget andet end det der allerede findes.

Dårlig samvittighed
Selv om et par af digterne med noget som umiskendeligt minder om dårlig samvittighed nærmer sig en ide om en tilbagevenden til ’det lyriske digt’, har de fleste af denne bogs forfattere ikke noget problem med at opfatte sig selv som førende en avantgardetradition videre, jvf. bogens undertitel Avant-Garde Poetics of the 1990s. Det skyldes ikke mindst, at det for dem indebærer noget helt andet end den glade formalisme Lars Bukdahl har forsøgt at begrave ordet ’avantgarde’ under i Danmark. På godt og ondt fører det en række sociale og politiske problemstillinger med sig – men hvor det for en tidligere generation var Vietnamkrigen, borgerrettighedsbevægelsen og ungdomsoprøret, som var fikspunkterne, er det for de unge forfattere globaliseringens og det multikulturelle samfunds udfordringer.
Hvad vil det for eksempel sige at være sort (kvindelig) digter som Haryette Mullen, men ikke skrive bekendelseslyrik eller optræde som stand-up digter? Det vil sige at være fanget midt mellem to sociale kontekster, og splittet i to identiteter, den universitært eksperimenter-ende digter og den afro-amerikanske digter, som kun vanskeligt lader sig forene – i hvert fald i andres øjne. Fra et dansk synspunkt kan det forekomme som et ligegyldigt (eller i hvert fald et rent amerikansk) problem, bortset fra at det minder os om, at digtningen overhovedet foregår i et socialt rum og at stille sig op et sted og give sig til at læse digte op (eller udgive dem) er at træde ind i en rolle og blive en del af et system.
Sianne Ngais essay Raw Matter: A Poetics of Disgust stiller spørgsmålet hvordan det kan være, at nydelsen, det behagelige, tiltalende, morsomme, opløftende eller det skønne i en eller anden form både i teori og praksis danner grundlag for snart sagt alle æstetiske opfattelser man kan støde på? Når det nu ofte er afsky, der får os til at reagere på noget, og der vitterlig er så mange afskyelige ting i verden, man kunne og bør beskæftige sig med? Bortset fra det åbenlyse svar, at kunsten er noget vi beskæftiger os med frivilligt og at opsøge det afskyelige frivilligt ville være en sær form for masochisme, er det da et godt spørgsmål – og er i øvrigt ikke selv klassiske tragedier i én forstand afskyelige, hvis vi kommer til at græde af dem? Ngai går videre med en hel lille afskyens grammatik og forsøger at vise hvordan en sådan kan danne grundlag for en kritik af multikulturalismens forskelsløshed, altså den opfattelse, at der ikke er nogen væsentlig forskel på folk, så længe de har penge at købe for. Hele reklameindustrien er Ngais primære eksempel på en æstetik, der er båret af det modsatte af afsky – forførelsen.
I Jena Osmans læsning af en de mindre kendte Language-digtere Tina Darragh dukker minsandten ingen andre end Brecht op som ledetråd, ikke for sine propagandististiske stykkers skyld, men for sin teori om hvordan tilskueren eller i poesiens tilfælde læseren kan bringes til at svinge mellem en kritisk indstillet og en ’opslugt’ eller konsummerende tilstand.
Således lades man sjældent i tvivl om hvilken fløj det sociale og politiske engagement kommer fra og man fornemmer faren for at det og de politisk farvede teorier helt skal overtage det æstetiske felt. Men sådan er det måske altid når man tvinger sig til at formulere sine standpunkter. Nogle af problemstillingerne er selvfølgelig specifikke for de forhold det amerikanske liv udspiller sig i, men at se tingene fra en skæv vinkel kan også være meget stimulerende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu