Læsetid: 2 min.

Skibsrederens småpenge

Halvanden milliard! Er det noget at snakke om?
1. marts 2002

(2. sektion)

Radio
A.P. Møller, landets ubestridte største pengemaskine, har i årevis været forkælet af danske politikere uanset partifarve. Dels gennem den største uddeling af et privilegium siden enevældens bortskænkning af krongods til adelen, nemlig den yderst lukrative licens til at suge olie og gas op af vores fælles undergrund. Dels gennem accept af en uigennemsigtighed i konstruktion og pengestrøm, som mindre magtfulde foretagender bliver knaldet på. I årevis har man talt om, at der nok ikke ville ske noget, hvis man hævede statens andel af nordsøolien til en smule over nul.
Kunne skibsrederen virkelig finde på at pakke sit habengut og flytte til udlandet? Måske? Måske ikke? Ingen har kunnet overbevise sig selv om hverken det ene eller det andet, så derfor har ingen heller turdet tage noget skridt. Så olien flyder stadig – om ikke til Kinas lamper, så til herr Møllers benefice.
På mig virker det derfor overraskende når radioavisen meddeler, at der nu pludselig skal rettes søgelys mod det hæderkronede rederis datterselskaber på andre kontinenter. Hvem i disse liberale tider har fundet på det? Det ville naturligvis glæde mig, for jeg har altid været tilhænger af, at danske love skulle gælde for alle danske, høj som lav. Men jeg tøver en kende med at tage glæden på forskud.

Uinteressant gave
For hvorfor netop nu? Er det mon gået op for den sparelystne regering, at den storslåede gave – operahuset – som skibsrederen har tilbudt det danske folk, er en både dyr og uinteressant gave at tage imod.
Dyr, fordi lortet jo skal drives. Og uinteressant, fordi kultur ikke interesserer regeringen. Driften og gaven kunne man imidlertid komme uden om, hvis man nu fornærmede hr. Møller lige netop så meget med dette posekiggeri, at han trak sit tilbud om operahuset tilbage, og lige netop så lidt, at han ikke flyttede teltpælene.
Det er det man kalder politisk balancegang.
Der skal jo spares – eller omprioriteres siger man – for at skaffe den halvanden milliard man har lovet til sygehusene og ældreplejen og de svage i samfundet og børnefamilierne og hvem der ellers kan give statsministeren klumper i halsen af rørelse over egen godhed. Problemet er bare, at det langsomt er ved at gå op for landets ledelse, at halvanden milliard, når det kommer til de planlagte forbedringer i sundhedssektoren, vil forslå som en prut i Kina. Folk med forstand på de dele, og som derfor af regeringen er sat uden for døren, fortæller med overbevisning, at de skader,der gennem tyve år fra politisk hold er påført det danske sundhedsvæsen ved hovedløse nedskæringer og besparelser, de skader har haft så katastrofale konsekvenser for hele systemet, at det ville tage andre tyve år at rette op derpå.
Når de penge er brugt vil der med garanti stadig ligge folk på gangene på landets medicinske afdelinger. Folk vil stadig dø hurtigere af alvorlige sygdomme i Danmark, end de gør i Norge og Sverige. Sukkersyge vil brede sig på nærmest epidemisk vis blandt den danske ungdom. Og gamle, som kun har behov for simpel pleje og omsorg, vil stadig optage sengepladser, fordi der ikke er nogen til at tage sig af dem uden for sygehusene.
For det kan man jo bare bygge et operahus.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her