’Skidt på samme lokum ...’

(2. sektion)

Startskud 1977
Det lort de kalder virkeligheden kan overhovedet ikke accepteres.
Peter Laugesen

Et par pointer om punk, det vil være praktisk at få på plads med det samme. Den vigtigste er, at punk både praktisk og i overført forstand som udgangspunkt havde en vanvittig frigørende effekt – men på et ganske lille klientel. På intet tidspunkt tangerede punken mainstreamen, og ser man bort fra nogle frisørtekniske greb samt et par pikante tilføjelser til datidens mode, forblev grænsen mellem dem og os stort set uoverskridelig. Da miljøet var snævert, kunne man knap give den som weekendpunk uden at blive taget med bondagebukserne nede, idet alle stort set kendte alle, så der var kun få sprækker i muren. Det var i sidste ende med til at tvinge bevægelsen – så vidt man overhovedet kunne tale om en sådan – i knæ, fordi den over en kort årrække gik til i indavl og selvsving, hvilket fører os til en anden vigtig pointe: Det blev ved alt, alt for længe.
De sidste par år stod den på form uden indhold og kun et markant speed- og alkoholmisbrug holdt sammen på den sidste slat sortklædte og ligblege ynglinge og vestalinder, der alle stod over for problemet med at skulle skabe sig en identitet uden for et lukket kredsløb, hvor ambition i borgerlig forstand var et fyord og alt væsentligt kodificeret og nøje afgrænset i forhold til omverdenen. Da vi nåede midtfirserne, fandtes der på papiret stadig et punkmiljø, men reelt reduceret til tomme riter, ekstrem, men ensartet påklædning samt en flok narkoopløste stakler med en pissenegativ attitude til tilværelsen ... og ikke meget andet. Narkoen, hedonismen, negativismen, det indbyrdes nag og nid, nihilismen og i sidste ende hele det selvdestruktive trip forårsagede en implosion, der var lige så uundgåelig som den - for nogle – var desillusionerende.
Det bør også påpeges, at punken – trods sin tilsyneladende anti-alt attitude – i sit sorte hjerte var en æstetisk bevægelse, hvis oprindelige credo omhandlede personlig frigørelse, ansigt til ansigt med en tid, præget af massiv ungdomsarbejdsløshed, håbløshed, fatalisme og en gennemgribende krisefornemmelse på alle samfundsniveauer. Det foregående årtis optimisme, overskud, utopisme og fornemmelse af et større kollektivt mål lignede – konfronteret med 70’ernes betongrå virkelighed – mere og mere en dårlig joke, udtænkt af en stribe møgforkælede middeklasseunge, og det var i høj grad dem, vreden og foragten rettedes mod. Deres oprør var endt i formynderrolle og en totalt ubrugelig vi-alene-vide-attitude, som på alle fronter dementeredes af såvel tingenes tilstand som deres egen sjældent misundelsesværdige position. Som Bowie allerede tidligt i årtiet formulerede det – »my brother’s back home with his Beatles and Stones/ never got it off on that revolutionstuff/ what a drag!/ too many snags ...«
Bowies rolle i sammenhængen kan ikke understreges kraftigt nok, da han mere end nogen anden stod som overgangsfiguren mellem hippiedrømmen og punkens mangel på drømme overhovedet. Qua en baggrund i mime, afsættet i britisk glamrock og med inspiration fra såvel det blomstrende superstar/ drag-miljø omkring Andy Warhol som japansk kabukiteater var han den mest gennemført selviscenesatte rockstjerne nogensinde ... og vi var alle Bowie-kids, på et eller andet niveau. Min påstand er, at det store flertal af den første bølge af punks – som herhjemme manifesterede sig i årene 77-80 - havde en fortid som Bowie-freaks. Tænk blot på Michael Strunge. I det hele taget skal man ikke underkende eftereffekten af den dandyisme, som prægede miljøet, hvor det myldrede med små androgyne påklædningsdukker m/k.
Men mindst lige så væsentlig var en fascination af trojkaen Lou Reed/John Cale/Nico, der hver især havde fascinerende solokarrierer kørende og endvidere alle havde en fortid i protopunkbandet The Velvet Underground, der i årene 1965-70 skabte den soniske ækvivalent til Warhols menageri på The Factory, samt den række subversive og stort set plotløse film, Paul Morrisey lavede med afsæt sammesteds. Her stod en næsten sindssvag individualisme i centrum – parret med det seksuelt grænseoverskridende og det rent ud perverse, akkompagneret af et voldsomt stofmisbrug og monoton og antagonistisk musik foregreb det punken på alle planer, til gengæld var hedonismen så fuldstændig, at enhver orientering mod den omgivende verden glimrede ved sit totale fravær.

Nu hvor støvet har lagt sig, og man kan kigge tilbage på det med bagklogskabens kølighed, består punkens langtidsholdbare arv primært af de medløbere på sidelinjen, for hvem tiltrækningen i punken bestod af dens implicitte kreative frihedsbudskab. Som der stod på stickeren på det kridhvide kartonomslag til en af de allerførste alternative danske lp-udgivelser med Suspicious K på den ene pladeside og Sigurds Kogeplade på den anden, en plade der ideologisk - omend ikke musikalsk – foregreb punken: »Spil selv. Gør det selv ... mal dit eget cover!« I al sin banalitet var det den inderste essens af punk – at man ikke skulle lade andre diktere sit liv, men selv skabe det fra bunden. Sloganet D.I.Y – do it yourself – var styrende i den indledende fase, hvor der blev kigget mindst lige så meget på viljen som på resultatet. Og indimellem præsterede folk noget fremragende indenfor et felt, de overhovedet ikke mestrede. Omend det i sandhedens interesse var sjældent.
Disse medløbere befandt sig gerne i den kritiske fase, hvor kunstnerdrømme skulle forløses og realiseres, og for mange af dem var punkens gør det selv-ideologi en befrielse uden lige i forhold til en kunsthistorisk arv, hvor alt tilsyneladende enten var afprøvet eller allerede eksisterede i perfekt form. Ved sit eksempel pegede punken på det faktum, at det var vigtigste var at gøre det. Man kan gå så langt som at påstå alternativet ofte var ikke at gøre noget som helst.
Det skadede heller ikke sagen, at to af punkens chefideologer – Sex Pistols-manageren Malcolm McLaren og The Clash’s ditto, Bernie Rhodes – begge var bekendt med dada, situationisme, provobevægelsen, Artauds theatre of the cruel og andre ekstreme dissident-bevægelser, som på alle måder befandt sig hinsides den dræbende modernisme, der manifesterede sig i vertikalt beliggende, rektangulært udformede boligblokke fra København til Calcutta. Under asfalten vokser blomsterne, jovist. Og død over Le Corbusier. Mere end nogen anden er der her tale om en enkeltperson, hvis teorier og eksempler har gjort verden til et grimmere, ubehageligere og mere menneskefjendsk sted at være. Så fuck de mange flotte coffee table-bøger, der hylder hans ’geni’.
Punkens grimhed var ingenting i sammenligning med det æstetiske forfald, verden i enten kapitalismens eller kommunismens navne udsattes for i årene efter Anden Verdenskrig. Forbrugerismens maniske materialisme, kapitalismens rasende destruktivitet, varefetichisme og evige acceleration med tilhørende destruktion af miljøet og udnyttelsen af tredjeverdenslande, de hastigt fremvoksende forstæders kvælende ligusterfascisme, pressens iboende tomhed og sensationshunger, plankommunismens grå ensartethed, forherligelsen af meningsløst arbejde og tro på en total social udjævning var i sidste ende alt sammen blot kontrolorganer, hvis fornemste funktion var at forhindre folk i at reflektere over de respektive regimers forbrydelser, hjemme som ude. Selv om to væsensforskellige krige – amerikanernes korstog mod kommunisme i Vietnam og Sovjetunionens ditto mod religiøs fundamentalisme i Afghanistan – selvfølgelig satte løgnene i relief.

Punk var lyden af en verdensorden, der styrtede sammen og den ryddede pervest nok vejen for såvel 80’ernes yuppier som 90’ernes computernørder, begge grundlæggende børn af no future-generationen – med en næsten pervers opfattelse af individualisme, men uden punkens vage og dog umiskendelige fornemmelse af at what we do here today echoes in eternity ... i stedet afløst af et infantilt krav om øjeblikkelig tilfredsstillelse og en samling bindegale egocentrikere uden samfundssans overhovedet, som sammen med ufornuft, xenofobi og nationalisme over en bred kam har ført til dagens massive højredrejning.
Går man tilbage til datidens aviser, tidsskrifter og ikke mindst periodens hjælpeløst hjemmelavede fanzines, bliver man nemt bekræftet i sin overbevisning om fortiden som et andet land. Et land, hvor synet af smalle bukser og kort strithår i sig selv var en provokation, og hvor lige dele grimhed og trøstesløshed nærmest varslede punk som noget uundgåeligt. 90’erungdommens revision af 70’erne var tankevækkende, fordi den stort set intet havde med sagen at gøre.
De enkeltelementer, der – løsrevet fra deres sammenhæng – fremførtes som bevis på, at 70’erne var både funky og groovy, var skam både charmerende og pusserløjerlige, og fred med de unge mennesker, som hyggede sig med dem. Karakteristisk for den såkaldte postmodernisme, der prægede perioden, var de så løsrevne fra deres sammenhæng og referenceramme, at de stort set udgjorde endnu et sæt utolkelige tegn i en af meningsløse tegn til randen fyldt verden.
Ungdomsarbejdsløsheden blev i god gammeldags forstand betragtet som såvel en ’katastrofe’ som et ’problem’ fra officiel side. Men for mange var det den helt store mulighed. Med lidt lommepenge fra staten i form af bistandshjælp kunne
den i de bedste tilfælde vise sig at være adgangsbillet til en personligt frigørende proces, hvor man godt nok spildte megen tid med at løbe rundt som en hovedløs høne i jagten på kicks eller sidde hjemme i sin iskolde og fugtdrivende lejlighed med hovedet i hænderne og være deprimeret. Men al denne spildtid tvang også én til selvransagelse, samvær og sansning ud over det normale. Og så var der de der gnistrende øjeblikke, hvor leden, lediggangen og livsfølelsen udmøntede sig i maniske, kreative eksplosioner, der skulle vise sig at udgøre det fundament, man siden byggede videre på. Så længe leve bistandshjælp og biblioteker ... og den dybt forudsigelige, dybt borgerlige forargelse, man mødte hos mange ældre såkaldte hippier eller ungdomsoprørere. Reaktioner, der ikke et øjeblik lod én i tvivl om hvad det præcis gjaldt om – nemlig ikke at ende sådan. Hvis man i processen kunne få slagtet et par hellige køer – fint.
Og sådan ser det i bakspejlet egentlig også primært ud ... al den vrede, al den kreativitet, al den længsel, al den narko og alle de koncerter og oplæsninger og udstillinger ryddede et kort øjeblik bordet og satte en ny dagsorden ... som så helt passende blev enten ignoret eller tiet ihjel af 90’er-kunstnernes artige fin-de-siecle kunstinstitutionsbevarende opsummering af det forgangne århundredes strategier. For undertegnede står den personlige nødvendighed stadig i centrum, men har dog mistet sin altoverskyggende rolle som parameter ... kunst er mere og andet end det, selv om det nu bliver så pokkers mere vedkommende, hvis der er noget på hjerte bag de indforståede strategier.

Vi var alle ’skidt på samme lokum’, som Lost Kids sang, men vi var ikke ret mange. Det er stadig imponerende, at det kunne give sådan et stort brag ude i den store verden, nu hvor det meste er uklare minder, falmede avisudklip, stofskader, lidt musik, der overlevede udløbsdagen, og en enorm mængde gerne universitetsgenereret litteratur, der forsøger at finde ud af, hvad det alt sammen betød. Og på det felt er betydningerne selvfølgelig legio. Men egentlig handlede det bare om at manifestere sin lodrette beståen og genindføre individualismen i en tid, hvor kun forbruger- og lønslaverollen var acceptable størrelser i et koldkrigshærget og opløsningstruet samfund, der endnu engang var truet af at blive kørt totalt i sænk af kapitalismens uforudsigelige konjunktursvingninger.
Bør punk huskes for noget, er det som eksempel på, hvor indflydelsesrig en ganske lille gruppe mennesker kan være. For det var grundlæggende, hvad der skete – modsat f.eks. nutidens hiphop, der sælger millioner af plader gennem etablerede pladeselskaber og i processen gør alle rige, var der hverken penge eller berømmelse at hente i punk. Man kunne i 99 ud af 100 tilfælde opnå fattigdom – hvis ikke gæld! – og et dårligt ry, men det var bestemt også en del af charmen ved det.