Læsetid: 5 min.

Skrøbelig fred i Makedonien

EU-landene overtager kommandoen over den multinationale styrke i Makedonien fra NATO
27. marts 2002

Beslutningen på weekendens EU-forsvarsministermøde om at overdrage kommandoen over den multinationale styrke i Makedonien fra NATO til EU, er et tegn på, at regeringerne i de vestlige hovedstæder har forhåbninger til udviklingen i det lille Balkan-land – skønt ønsket om, at EU fremover skal kunne optræde militært, også har været et drivende motiv.
I disse dage er det et år siden, konflikten i Makedonien brød ud i væbnede kampe. Internationale iagttagere frygtede udbruddet af den femte Balkan-krig i kølvandet på den jugoslaviske opløsningsproces, som EU for ti år siden snarere fremmede end afværgede. Når det gælder Makedonien har EU dog haft en heldigere hånd, omend en vis zig-zag kurs også har præget EU’s politiske linje i det makedonske spørgsmål. De albanske oprørere blev i den væbnede konflikts start for et år siden fordømt som ’terrorister’ for siden at blive en anerkendt part i konflikten og senest med EU’s pres at få amnesti.
EU’s seneste beslutning ligger i forlængelse af, at Makedonien allerede i april 2001 underskrev en aftale med EU om at fjerne de fleste handelsbarrierer. Til gengæld skulle Makedoniens regering give det albanske mindretal flere rettigheder. Aftalen blev set som det første skridt hen imod Makedoniens medlemsskab af EU. Makedonien blev det første Balkan-land, der underskev en sådan aftale med EU.
Men selv om krigen i Makedonien aldrig nåede det uhyggelige omfang som i Kroatien og Bosnien, eller i Kosovo og Serbien, skulle der mere til før konfliktens årsag – diskriminationen og den manglende anerkendelse af den albanske befolkningsgruppe – blev løst overvejende ad politisk vej under stærkt udenlandsk pres.
Udover den udenlandske militære tilstedeværelse har den økonomiske gulerod været brugt. Med tilsagn om over en halv milliard euro – 4,3 milliarder danske kroner – i hjælp overgik beslutningen fra de 40 donorlande – med EU og USA i spidsen – langt hvad den makedonske regering havde håbet på. Alene den makroøkonomiske bistand med henblik på at forstærke den markedsøkonomiske udvikling på 271 millioner euro var mere end, hvad man havde turde håbe på i Skopje. Med yderligere 307 millioner euro til genopbygning af infrastruktur og de områder som blev ødelagt under krigshandlingerne sidste år samt til fremme af fredsaftalen er der tale om en klar belønning for den proces, som Makedonien har været igennem i det seneste halve år.
Mange tvivler på, at det lille Makedonien med kun to millioner indbyggere fornuftigt vil kunne absorbere en så stor økonomisk saltvandsindsprøjtning. Donorene og EU lover at føre kontrol for at sikre en fornuftig brug af midlerne, hvorved forstås en markedsøkonomisk udvikling. Med allerede næsten 40 procent i arbejdsløshed frygter mange i Makedonien en forstærket markedsøkonomi og ikke mindst dens mest ultimative form med udbredt kriminalitet og korruption.
Den anerkendte NGO International Crisis Group advarer om, at en så omfattende økonomisk indsprøjtning uden de nødvendige forudgående reformer kun vil fremme den stigende korruption.
Korruption er sammen med kriminalitet den sektor, hvor økonomien bedst trives og den eneste, hvor albansk- og slavisktalende makedonere kan arbejde sammen omkring smugling af cigaretter, narkotika, våben og prostituerede.

Hjælpen fra donorkonferencen er en klar belønning af den proces, som startede med indgåelse af Ohrid-aftalen i august sidste år. Efter seks måneders kampe lykkedes det til sidst at få konfliktens parter til at indgå en aftale om våbenhvile, der blev fulgt op med afvæbning af de albanske oprørsstyrker, som overgav 3.875 våben til NATO-styrken under ledelse af den danske general Gunnar Lange. Efter fredsaftalens godkendelse i det makedonske parlament i september blev aftalen desuden udmøntet i en lov om forstærket lokalt selvstyre, der vil give den albanske befolkningsgruppe en forstærket magtposition i de overvejende albansk beboede kommuner i det vestlige Makedonien.
Endvidere dikterede Ohrid-aftalen en række forfatningsændringer, hvorefter der ikke længere skulle forekomme referencer til borgernes etniske baggrund i den makedonske grundlov ligesom grundloven fremover slår fast, at Makedonien omfatter alle borgere i republikken Makedonien, hvor det indtil da hed, at Makedonien var et land for alle makedonere.
Mere håndfast og konkret var planen om at 1.000 albanere skulle rekrutteres til politiet. Gennem etnisk blandede patruljer skulle politiets kontrol over de hidtil albansk-kontrollerede områder genoprettes. Det har imidlertid holdt hårdt og dannelsen af etniske rene makedonske specalstyrker har været den vej, som det makedonske indenrigsministerium har søgt at omgå intentionen om etnisk integration. Endvidere blev det besluttet, at albansk kan anvendes som officielt sprog ved siden af makedonsk i områder hvor albanerne udgør mindst 20 procent.
Imidlertid trak vedtagelsen af den ny forfatning og især loven om amnesti til de tidligere oprørere i den grad ud, at man fra vestligt hold for at understrege det politiske pres flere gange valgte at udskyde donorkonferencen, som så i sidste ende overgik selv de mest optimistiske makedonske forventninger.
Men det er et åbent spørgsmål om den økonomiske gavmildhed og den gode politiske vilje vil kunne skabe en bæredygtig fred. Dels er det makedonske civilsamfund af både albanske og makedonske – for slet ikke at tale om etnisk brobyggende – NGO’ere svagt, dels har en nylig episode uanset hvad dens indhold viser sig at være afsløret, at der let kan oppiskes stemninger, der kan lede til åben krig.
Syv blev dræbt da en politipatrulje i begyndelsen af marts forsøgte at stoppe en gruppe bevæbnede mænd lige nord for Skopje. Det formodes at de dræbte ud fra deres udseende havde en pakistansk baggrund. Den makedonske indenrigsminister Ljube Boskovski, der flere gange tidligere har antydet en militær og ideologisk forbindelse mellem den albanske oprørshær og islamisk fundamentalisme, hævdede senere, at de dræbte havde fabriksnye våben og uniformer fra den albanske oprørshær. Angiveligt skulle de haft til opgave at angribe vestlige ambassader.
Udenlandske diplomater betvivler terrorist-historien. USA har også afvist makedonske oplysninger om at medskyldige befandt sig på Guantanamo-basen. Der er snarere tale om migrantarbejdere, der var blevet dræbt og – for at tilsværte de albanske oprørere – skal terrorist-historien understøtte den makedonske regering.

*Tue Magnussen er Balkan-koordinator på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu