Læsetid: 5 min.

Slaget om støtten

Der er ikke så meget nyt i, at kunsten bliver syndebuk for en bredere udvikling i samfundet, men det er bemærkelsesværdigt, at fronterne har flyttet sig så lidt siden 60’erne
1. marts 2002

(2. sektion)

En gammelt slag
Støtten til kunst og kultur har heddet forskellige ting, men den har været der i én eller anden form siden Enevældens dage. Fra 1699 til 1848 hed den Partikulærkassen eller, sideløbende hermed, Fonden ad Usus Publicos (fra 1786 til 1842) og (fra 1816 til 1848) Finansdeputationen.
Inden for litteraturen nød navne som Charlotte Dorothea Biehl, Johan Herman Wessel og P.A. Heiberg godt af Partikulærkassen. For næste generations vedkommende var det alle dem, vi kender, der modtog støtte fra Fonden ad Usus Publicos : H.C. Andersen. Paludan-Müller, Christian Winther, Henrik Hertz, J.L. Heiberg, Grundtvig, Oehlenschläger, Jens Baggesen osv. Kigger man annalerne igennem er der næppe den betydende danske digter i de seneste 400 år, der ikke har modtaget offentlig støtte. Den eneste, der så vidt vides har afslået – »af principielle grunde« – er Nis Petersen, som i 1936 var indstillet til fast støtte.
Det første »Statens Kunstfond« blev oprettet ved lov 133 af 25.5 1959 »om oprettelse af Statens Kunstfond og Eckersberg-Thorvaldsenfondet«. Fondets – dengang hed det fondets – formål var at »fremme den billedkunstneriske medvirken ved udformning og udsmykning af statens bygninger og anlæg.«
Det, vi i dag kender som Statens Kunstfond med tre-årige tre-mands-udvalg inden for de forskellige kunstarter, en bestyrelse og et bredt sammensat repræsentantskab, daterer sig imidlertid i grundtrækkene fra 1964, et tidspunkt der i dansk sammenhæng falder sammen med modernismens overtagelse af føringen inden for kunstlivet. I 1961 var Ministeriet for kulturelle anliggender blevet oprettet, og den ca. 10 år gamle fond, der sorterede under Undervisningsministeriet, blev nedlagt og erstattet af en ny af samme navn (bortset fra det grammatiske køn), men med udvidet formål: At »fremme dansk skabende kunst inden for den bildende kunst, den litterære kunst og tonekunsten bla.a. ved ydelser til bildende kunstnere, forfattere og komponister samt andre foranstaltninger, der sigter på at opretholde og fremme skabende kunstneres produktion.« I 1969 fik også kunsthåndværket eget tre mands-udvalg, i 1978 arkitekturen.

Trods denne lange historie, der er én stor fortælling om, at kunst og kultur nu en gang ikke kan klare sig på markedsvilkår, er debatten om støtten til kunsten blusset op igen og igen. Det hidtidige højdepunkt med den såkaldte kunstfonddebat nåedes i midten af 1960’erne, men noget kunne tyde på, at vi bevæger os mod et nyt højdepunkt efter regeringsskiftet i november.
Lytter man til det, der i denne sammenhæng må være de børn, hvoraf man skal høre sandheden, nemlig Venstres Ungdom, så lyder det klare budskab fra partiets ungdomsafdelings finanslovsoplæg 2001:
»Statens Kunstfond bør nedlægges, da det aldrig kan være statens opgave at være smagsdommer.«
Hvor den venstreledede regering gør, hvad der er den muligt inden for realpolitikkens rammer, udtrykker VU, der har fremtiden for sig, hensigten bag. Argumentationen? – »Markedet må bære sig selv«, »staten skal ikke være smagsdommer« og dette og hint »bør ikke være en offentlig opgave«.
Forslaget om en statslig støtteordning under Statens Kunstfond blev fremsat af kultusminister Julius Bomholt i januar 1964. Statens Kunstfond skulle have en rådighedssum på fire mill. kroner årligt, hvilket var en forøgelse på over to millioner. Alle Folketingets partier, bortset fra det dengang eksisterende højreparti De Uafhængige stemte for: 124 stemmer mod seks. Kunstnerne skulle have del i velfærdsstigningen, de var nødvendige, samfundet forventede, at de skabte et kulturliv, der kunne danne modvægt mod den accelererende tekniske udvikling, industrialisering og specialisering.
I årene forud havde det nyoprettede Kulturministerium relativt upåagtet gennemført en sand byge af nye love, blandt andet en teaterlov, en museumslov og en filmlov. Men den 29. januar 1965 blev de første treårige stipendier til yngre kunstnere uddelt. Inden for litteraturen gik de til Thorkild Hansen, Sven Holm, Knud Holst, Klaus Rifbjerg, Ulla Ryum og Jess Ørnsbo.
Så blev der ballade.
En række provinsblade samt Ekstra Bladet hævdede, at kunstnerne kunne leve et luksusliv for deres stipendier, og Klaus Rifbjergs flødefarvede sportsvogn blev årets mest omtalte bil. Protester (og støtteerklæringer) strømmede ind til Kulturministeriet.

Der var dog ikke blot tale om et sammenstød mellem forskellige kunstopfattelser. Ligesom udviklingen i den statslige sektor i 60’erne betød, at de mellemlag, der tog modernismen til sig, voksede hastigt, så stod den statslige sektor i en vis forstand også bag protesterne. Loven om egnsudviklingsstøtte (1958) havde nemlig skabt hastigt ekspanderende urbaniseringsområder, der affolkede områdernes opland, og det var fra disse områder, protesterne kom. Lagerforvalter Peter Rindal, der kom til at lægge navn til modstandernes kunstsyn – rindalismen – kom fra Kolding Hørfabrik i det nyindustrialiserede trekantsområde mellem Vejle, Kolding og Fredericia. Befolkningsgrupper, der var forankret i en landlig livsform og til en vis grad i det forrige århundredes folkelige bevægelser, grundtvigianismen og Indre Mission, blev her brat kastet ind i moderniteten via en industriel, nedslidende lønarbejdertilværelse. For disse nyslåede provinsarbejdere betød den modernistiske snak om ’fremmedgørelse’ og ’uegentlighed’, ’menneskets rodløshed i en moderne verden’ osv., at netop de elementer i deres egen tilværelse, hvor de oplevede en kulturel forarmelse, nu oven i købet skulle ophøjes til kunst!
Kravene om en ’positiv’ episk kunst i stedet for modernismens ’negative’ blev den ene af protestadressernes røde tråde.
Og ’positiv’ betød enten hvad der knyttede sig til den grundtvigske, romantiske tradition, idylliseret gennem 1900-tallet triviallitterære hjemstavnsdigtning, eller – for de indre missionske områder – hvad der bidrog til at højne kristelige dyder og modvirke sædernes forfald under urbaniseringsprocessen.
Den anden røde tråd var den, man i dag genkender i VU’s finanslovsoplæg: Protester mod ’statens ødslen med borgernes penge’ og et liberalistisk kultursyn: Hvis kunstnerne ikke kunne leve af deres kunst, måtte de søge andet arbejde. (Kunstfondens hædersgaver var i 1965 på 30.000 kroner, ret nøjagtigt det dobbelte af en ufaglært arbejders løn.) Denne, liberalistiske side af den gamle rindalisme har altså overlevet ret så uforandret fra 1960’erne til i dag.
Om den anden strømning også er levedygtig, er måske mere tvivlsomt, men hvad er opslutningen bag fænomener som den aktuelle Tage Andersen-blomsterudstilling på det danske nationalgalleri, andet end et stadig levende behov for ’positivitet’, der blot er transformeret fra Morten Korch-idyl til adspredende, dekorativ mondænitet.
Det kan overraske, at fronterne åbenbart knap har flyttet sig i næsten et halvt århundrede, men på den anden side er modsætningerne mellem ’moderniteten’ og det ’gamle Danmark’ i de senere år blevet voldsomt skærpet med indvandring og internationalisering af moderniseringsprocessen via EU. Det gør det måske lidt mindre underligt, både at kunsten må stå for skud, og at den endnu en gang bliver anbragt på sin velkendte plads som syndebuk for en langt bredere social udvikling.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her