Læsetid: 7 min.

Den smalle film har ondt i støtten

Få uger før årets NatFilm Festival advarer de små importører af kunstfilm om, at de smalle film langsomt er ved at sive ud af biografernes repertoirer. Filminstituttet støtter de forkerte film og favoriserer de store importører
15. marts 2002

(2. sektion)

Smalt som mainstream
Han ved det godt, biografejer Peter Bendtsen. Hans biograf, Gloria, skulle aldrig have importeret den franske film Blodsøstre. Den havde vakt stor opstandelse i Frankrig, og herhjemme var der ikke mange, som satte pris på filmens univers af vold og rå sex. Slet ikke Det Danske Filminstitut, som reagerede ved at udelukke Gloria fra en lukrativ støtteordning.
Derimod tilflyder støttemidlerne i rigt mål store koncerner som Sandrew Metronome, der på fjerde år nyder Filminstituttets særlige bevågenhed ved at indgå i ordningen om forhåndstilsagn til filmimport. En ordning, der blev indført i 1999 efter forslag fra de små importører af kunstfilm, som ønskede at få et årligt støttebeløb til to-tre film. På den måde skulle arbejdsroen være sikret, man kunne bedre planlægge en sæson og skulle ikke konstant leve med den usikkerhed, der var forbundet med at søge støtte til hver enkelt film.
Men sådan er tilsagnsordningen ikke helt faldet ud, mener de små importører. Forhåndstilsagnene går ofte til de store importører, og kommer de små endelig ind i varmen, blander Filminstituttet sig i deres valg af film.
Det har indtil videre betydet, at først Øst for Paradis og senest Gloria Import har mistet deres forhåndstilsagn.
Gloria fordi man valgte at importere Blodsøstre, som ifølge Filminstituttet »kvalitetsmæssigt intet har at gøre i sammenhæng med en kunstnerisk importstøtte«. Det siger Jimmy Bredow, der er ansvarlig for instituttets tildeling af importstøtte. Gloria Film medgiver, at filmen er diskutabel, men finder sanktionen urimelig.
»I stedet for at godkende film til støtte, evaluerer man dem efterfølgende og inddrager så støtten, hvis de ikke falder i smag. På den måde er det en pseudofrihed,« siger Peter Bendtsen, som leder Gloria Film, der både er filmimportør og biograf.
Hans synspunkter deles af Ole Bjørn Christensen, Øst for Paradis:
»Det er da noget mærkeligt noget, at man giver forhåndstilsagn og så ikke vil acceptere, at folk disponerer frit. Så må man lægge nogle kendte krav ind, men det har der ikke været. Man kan sige, det kører lidt med skjult dagsorden,« mener Ole Bjørn, som selv mistede sit forhåndstilsagn efter et enkelt år på ordningen. Øst for Paradis faldt i unåde, da man valgte at importere film, som Filminstituttet tidligere havde afvist at støtte.

Jimmy Brenow afviser al snak om skjult dagsorden:
»Når vi tildeler en importør forhåndstilsagn, er det i tillid til, at han kan forvalte tilsagnene på optimal vis. Hvis blot én film ikke lever op til det forventede kvalitetskrav, svigter den pågældende distributør vores tillid. Den naturlige konsekvens må være, at importøren står betydelig svagere som ansøger til forhåndstilsagn det efterfølgende år,« siger han.
Hvert år får fire importører tilsagn, og her har de mindste importører haft svært ved at bide sig fast. Det har de svært ved at forstå, ligesom de har svært ved at forstå, at en stor koncern som Sandrew Metronome har fået tilsagn hvert år, siden ordningen blev indført i 1999.
»Ordningen fungerer i dag som en bonusordning for ressourcestærke selskaber, der i forvejen har et stort distributionsapparat,« siger Peter Bendtsen. Han så derfor hellere, at man førte pengene fra forhåndstilsagnspuljen tilbage til den almindelige importstøtte, hvor man søger til hver enkelt film.
Ole Bjørn foreslår, at man i stedet nøjes med at give forhåndstilsagn til de importører, som udelukkende importerer arthouse-film:
»Der er ikke nogen mening i, at man giver selskaber som Sandrew Metronome og SF Film forhåndsstøtte. Deres økonomi er sådan, at de godt kan bære at sende en arthouse-film ud, og det står dem jo frit for at søge om importstøtte. Den filmpolitiske strategi skulle i stedet være, at man gav tilsagnene til rene artfilm selskaber,« mener Ole Bjørn, som i det hele taget har svært ved at forstå, hvordan Sandrew Metronome kan opretholde deres tilsagn:
»Sidste år brugte de det sidste af deres forhåndstilsagn på filmen Brother. Og den er ikke særlig god. Det står dem jo frit for at vælge, men hvis der skal være en konsekvens, så burde de få kritik. Men det tror jeg ikke, de får, det er min klare fornemmelse, at der er forskel på folk i den her ordning, at man gerne vil have nogle af de store selskaber.«

Valget af Brother har rigtig nok ikke ændret ved Filminstituttets tillid til Sandrew Metronome, selv om selskabets direktør, Loke Havn, erkender, at den ikke lever op til Filminstituttets kriterier:
»Nej, det er bestemt ikke nogen kunstnerisk værdifuld film. Man kan diskutere, om den skulle have haft støtte. Men Takeshi Kitano er en kunstnerisk interessant instruktør. Det bliver jo vores vurdering trods alt, den kan være rigtig eller forkert, og folk kan være enige eller uenige.«
Alligevel finder Loke Havn det fuldt begrundet, at Sandrew Metronome beholder sit forhåndstilsagn.
»Det er, fordi vi gør det godt. Vi har importeret nogle værdifulde film, og vi har en fantastisk effektiv distribution. Vi putter meget i markedsføringen,« siger han og tilføjer, at man selvfølgelig må tage nogle chancer.
»Jeg kan overhovedet ikke forstå de andres ærgrelse, jeg synes, støtten allermest er berettiget til sådan nogle som os. Jeg kan ikke forstå, man ikke synes, vi udnytter støtten langt bedre end nogen andre,« siger Loke Havn og henviser til, at Sandrew Metronome har en meget effektiv distribution og putter mange penge i markedsføring. Han bakkes op af Michael Fleischer, direktør for SF Film, som er ejet af den svenske mediegigant Bonnier og i år har fået forhåndstilsagn for første gang:
»Hvorfor skulle jeg stilles dårligere end de mindre importører, fordi jeg ved siden af denne forretning også har nogle store succeser? Jeg kan ikke se, hvorfor de skulle være sure over, at jeg har fået støtte. Er mine film dårligere end deres,« spørger han.
Men der er sket et skred i bedømmelseskriterierne, mener de små filmimportører – både når det gælder forhåndstilsagnsordningen og den almindelige filmstøtte. De smalleste film får ikke længere støtte, og mainstream vinder terræn.
»Det er ikke længere en kunststøtteordning, men en industristøtteordning,« siger Peter Bendtsen fra Gloria Film, der de seneste år har oplevet et markant skift i Filminstituttets tildeling af støttekroner til filmimport.
Blandt andet har instituttet ved flere lejligheder meldt ud, at det ikke længere ønsker at støtte de smalleste og mindst kommercielle film, fortæller Peter Bendtsen.
»Det er jo det samme som at smide handsken i ringen, hvis man på forhånd siger, at filmen er for ukommerciel til, at den fortjener støtte. Og ulogisk, da ordningen netop er indført for at støtte de film, der ikke er rentable i sig selv,« siger han.
Som eksempel nævner han den internationalt berømmede film Before Night Falls, der har fået specialprisen på Venedig Film Festival. Filmen fik ifølge Peter Bendtsen afslag på importstøtte af Filminstituttet, fordi man ikke mente, at den kunne tiltrække et tilstrækkeligt stort publikum.
Også opadtil ser han et skred. Et stigende antal engelsksprogede film får del i støtten, og film, der for få år siden blev betragtet som mainstream og hentet til landet på markedsvilkår, nyder i dag godt af importstøtteordningen.

Den samme kritik lyder fra Ole Bjørn Christensen fra den århusianske biograf Øst For Paradis:
»Man har åbenbart fra Filminstituttets side lagt sig fast på, at man gerne vil støtte film, der sælger mange billetter. Til den politik kan man kun sige, at så får man støttet film, der måske under alle omstændigheder ville blive importeret. Mens man får valgt nogle film fra, der er lige så gode – eller bedre – men smallere,« siger Ole Bjørn.
Lederen af Husets Biograf, Børge Nielsen, har heller ikke »specielt gode erfaringer« med instituttet. Han har oplevet en lang række afslag, senest i 1997, hvor han søgte om støtte til syv film og fik nej til dem alle. Børge Nielsen har skrevet til instituttet og udbedt sig en begrundelse, men han har aldrig fået svar.
»På det tidspunkt kunne jeg se, at det var håbløst. Siden har jeg faktisk ikke søgt,« fortæller han.
Kritikken afvises kategorisk af Jimmy Bredow:
»Vurderingen af den enkelte film sker ud fra en vurdering af filmens kunstneriske værdi og aktualitet. Der er ikke ændret politik på området med hensyn til filmenes ’smalhed’ – vi er ikke begyndt at lægge større vægt på filmenes publikumspotentiale,« siger han.
Anders Leifer, der gennem et år har været ekstern konsulent i Filminstituttets importstøtteudvalg, genkender heller ikke kritikken. Som konsulent er han med til at vurdere, hvilke film der skal have importstøtte.
»Diskussionen om, hvor stort et publikum en film kan trække, er helt underordnet. Det er filmens værkkvalitet, der er afgørende. Vi skeler slet ikke til det mulige publikumstal,« siger Anders Leifer.
Faktisk kan han ikke huske at have haft en eneste diskussion om, hvordan værkerne vil klare sig kommercielt i den tid, han har været tilknyttet som konsulent.
»Jeg synes, at vi har givet støtte til nogle gode film, og jeg kan ikke få øje på, at der er nogen film af særlig kunstnerisk kvalitet eller vigtighed, som det danske publikum er gået glip af, mens jeg har været konsulent.«

FAKTA
Støtte til arthouse
Støtten til arthouse-film gives efter forskellige ordninger til import, distribution og biografdrift. De vigtigste er:

*Filminstituttets forhåndstilsagnsordning Omfatter tre film og gives hvert år til fire importører, bedømt på deres planer for den kommende sæson, evnen til at lancere og distribuere samt forvaltning af eventuelt tidligere tildelt forhåndstilsagn.

*Filminstituttets importstøtteordning Gives til import af »kunstnerisk værdifulde film«. Der gives 80.000 kr. til en film i to kopier og op til 120.000 kr., hvis filmen importeres i tre kopier eller flere. Mindst 50 procent af støtten skal bruges på lancering af filmen.

*Filminstituttets artcinema støtte Omtrent to millioner kr. tilflyder årligt de små kunstbiografer, som modtager meget forskellige beløb. I år fra 40.0000-300.000 kr.

*EU’s mediestøtte Gives udelukkende til europæiske film, men støtten afhænger hverken af filmens kvalitet eller kommercialiseringsgrad.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her