Smerte
Utrolige mængder smertestillende medicin skærmer os hver dag mod den smerte, som skræmmer os mere end næsten noget andet. Langt det meste af denne medicin er ikke særligt effektiv til at lindre smerten, og kan tilmed have skræmmende bivirkninger, særligt hos den ældre del af befolkningen, hvor maveblødninger og lignende let bliver kritiske.
Det vil måske overraske mange at få at vide, at der faktisk findes en bivirkningsfri medicin, som er umulig at overdosere og som virker for mindst en tredjedel af os. Medicinen virker ikke blot mod smerte, men også mod snart sagt alle symptomer der kendes. Det kan lyde som en mirakelmedicin, og det er det på sin vis også, men det er et mirakel, der lever i os alle.
Medicinen kaldes placebo og har alle dage været kendt af mennesker som den helbredende effekt, læger/healere kan have på sygdom selv, når behandlingen er det rene humbug. Placebo har fået sit navn efter middelalderens professionelle sørgende, der sang vers, som begyndte med Placebo Domino... til ære for den døde og blandt andre essayisten Michel de Montaigne skrev i 1572 om fænomenet.
Placebo er med andre ord en måde, hvormed vi kan helbrede os selv. Men hvordan og hvorfor virker placebo?
Subjektiv smerte
Medicinske studier har vist, at placebo kan være særdeles effektiv mod en lang række sygdomme som blandt andet hjertesygdomme, depression, Parkinsons og mavesår. Men placebo er uden tvivl mest virksomt mod smerte.
Smerte er på mange måder en besynderlig subjektiv størrelse, som vi stadig mangler en god forståelse for. Vi ved naturligvis kun alt for godt, hvordan vi kan påføre andre fysisk smerte, men ofte kan den samme fysiske indgriben give anledning til vidt forskellig smerte hos forskellige individer, og ofte er smerte uden direkte fysisk årsag. Smerte er derfor altid defineret subjektivt og har derfor været svær at kvantificere videnskabeligt.
Men det er fuldstændigt klart, at denne subjektive smerteoplevelse finder sted i vores hjerner. Det ville være særdeles interessant, om man kunne finde ud af, hvordan placebo indvirker på den subjektive smerteoplevelse for på denne måde at kunne udvikle bedre strategier for smertebehandling.
Ny hjerneskanningsteknologi har medvirket til at give os ny indsigt i smertens funktionelle anatomi. Vi ved nu, hvilke dele af hjernen, der er involveret i forskellige dele af smerteoplevelsen, og takket være et nyt elegant eksperiment af en ung svensk hjerneforsker har vi nu fået langt bedre indsigt i, hvordan placebo virker mod smerte i hjernen.
Opiumsekstrakter
Predrag Petrovic er forsker på Karolinska Instituttet i Stockholm og har en passioneret interesse i at forstå, hvordan smerte opleves i hjernen. Petrovic er født i Serbien, men opvokset i Sverige og er et glimrende eksempel på, hvad indvandring kan tilføre et lille land af nye ressourcer.
»Hjerneforskning i smerte gør store fremskridt i disse år«, siger Petrovic, »og vi kan nu begynde at stille de rigtig spændende spørgsmål. Hvorfor hjælper placebo nogle mennesker og ikke andre? Kan vi selv lære at styre placeboeffekten?«
Petrovic og hans kollegaer har netop fået udgivet en artikel i det ansete tidsskrift Science. Deres eksperiment bestod i al sin enkelhed af to grundlæggende tilstande: en varm, men ikke smertefuld tilstand og en smertefuld varm tilstand. Forsøgspersonerne gennemgik disse tilstande under indflydelse af henholdsvis opiumsekstrakter, et placebo-præparat, samt uden medicin.
Forskerne kunne nu undersøge, hvilke dele af hjernen, der var involveret i smerteoplevelsen ved at sammenligne den varme, men ikke smertefulde tilstand med den smertefulde tilstand. Men mere vigtigt kunne forskerne undersøge forskellen i hjernen, når man fik opiumsekstrakt, og når placebo virkede på forsøgspersonerne.
Smertens følelsesliv
Resultaterne af eksperimentet var særdeles interessante. Det er efterhånden blevet klart, at mange dele af hjernen medvirker ved smerteoplevelse, men at nogle dele af hjernen er vigtigere end andre. Interessen har i nogen tid fokuseret på en af disse vigtige strukturer kaldet anterior cingulate cortex, som er placeret midt i hjernen lige over hjernebjælken. Det var derfor meget interessant, at eksperimentet viste, at denne hjernestruktur var særligt aktiv i placebo tilstanden.
Men endnu mere interessant var, at eksperimentet viste, at den forreste del af hjernen kaldet den orbitofrontale cortex også var særligt aktiv i placebo tilstanden. Denne del af hjernen vil være velkendt for nogle af Informations læsere (se artiklen Følelsernes hasardspil i Information 8.1.2001) som den del af hjernen, der er vigtig for menneskelige følelser.
»Vi ved langtfra nok om den orbitofrontale cortex,« fortæller Predrag Petrovic, »men alt tyder på, at det er en meget vigtig del af hjernen. Vores forskning bekræfter, at denne del af hjernen også er vigtig for smerteoplevelse, men der er meget, der tyder på, at denne del af hjernen er væsentlig for vores følelsesliv generelt.«
På baggrund af Petrovics eksperiment ved vi nu mere om, hvilke dele af hjernen, der er involveret i placeboeffekten for smerteoplevelse. Men Petrovic har også en idé om, hvorfor placebo for smerte virker:
»Resultaterne fra vores eksperiment peger på, at der er forskelle i, hvor meget opiumsekstraktet lindrer smerten hos forskellige mennesker. Andre studier har også vist, at der er en adfærdsmæssig sammenhæng mellem smertelindring med opiumsekstrakt og med placebo. Vi foreslår, at placeboeffekten virker særligt godt for mennesker med en god respons for opiumsekstrakt.«
Neuroimmunologi
Placebo er med andre ord en måde, hvorpå hjernen kan aktivere allerede eksisterende systemer for smerte og sygdomsbekæmpelse. Placebo dækker derfor formodentlig ikke over blot en fælles mekanisme, men er snarere en beskrivelse af genbrug af en række eksisterende hjernemekanismer. For sygdomsbekæmpelse betyder det, at disse placebo-mekanismer må kunne styre dele af immunsystemet, der ellers ikke ville være blevet aktiveret.
Neuroimmunologi kaldte den danske Nobelpristager Niels Kaj Jerne denne forbindelse mellem hjernen og kroppens immunforsvar, men affejede i øvrigt begrebet for at være lige så kedeligt og goldt, som ordet var langt. Selv Nobelpristagere kan som bekendt tage fejl og udforskningen af placebo åbner nu op for en dybere forståelse af sammenhængen mellem hjerne og krop.
Videnskaben mangler stadig meget forskning for praktisk at kunne udnytte placeboeffekten systematisk. Petrovic er optimistisk med hensyn til muligheden for at udvikle nye metoder for smertebehandling:
»Vores forsøg indikerer, at der dels er et hurtigtvirkende smertesystem, der direkte påvirker hjernestammen, men at dette system kan moduleres af andre hjernedele. Efterhånden som vi lærer dette system bedre at kende, vil vi kunne udvikle langt mere effektive behandlinger,« siger Petrovic.
Smerte vil vedblive med at være et eksistensvilkår for os alle, for et liv uden smerte er et helvede, hvilket nogle få udvalgte mennesker uden smertereceptorer kan fortælle om i deres ofte korte liv.
For hvis vi ikke havde smerten til for eksempel at fortælle os når en muskel var blevet strakt for langt, så ville vi konstant skulle være påpasselige og opmærksomme, og selv da ville al bevægelse være næsten umenneskelig.
I stedet har vi alle et mål af smerte som det naturligvis gælder om at minimere når det bliver kronisk, men som i afmålte doser til stadighed minder os om dens modsætning: glæden.
Placebo fortæller os at vores hjerner til en vis grad selv kan styre vores mål af glæde og smerte.
*Petrovic, P. et al. (2002), Science (Online Feb 7).
