Analyse
Læsetid: 5 min.

Soldater kan atter være helte

Der er skruet op for den ureflekterende gung ho-patriotisme i en række nye, amerikanske krigsfilm
4. marts 2002

En krigsfilm er måske, måske ikke et stykke vellykket underholdning,« skrev Jamie Malanowski i New York Times i december sidste år. »Men den har næsten altid som formål at fortælle os, hvordan vi har det – eller burde have det – omkring krig: Stolte, sørgmodige, skamfulde, vrede, beslutsomme. Filmene er som regel et udtryk for den tid, de er produceret i.«
Anledningen til Malanowskis artikel var den forestående premiere på Ridley Scotts krigsfilm Black Hawk Down (dansk premiere 22. marts), der, som Malanowski anfører det, nærmest gør en dyd ud af ikke at ville fortælle amerikanerne, hvordan de bør have det.
Måske lidt overraskende taget i betragtning, at de tragiske begivenheder den 11. september om noget har fået mange mennesker til at søge en eller anden form på forklaring på, hvorfor og hvordan det uforklarlige kunne ske.
Ridley Scott har udtalt, at han i Mark Bowdens dokumentariske bog, som ligger til grund for Black Hawk Down, så muligheden for at lave en film, der var mere funderet i det realistiske end hans to forrige film, Gladiator og Hannibal.
Black Hawk Down er da også en minutiøs og næsten nøgtern beretning om, hvor galt det gik, da en gruppe amerikanske elitesoldater i 1993 i al hemmelighed – og uden at informere FN’s øvrige fredsbevarende styrker – trængte ind i den fjendtlige del af det borgerkrigshærgede Somalias hovedstad Mogadishu for at fange to af den lokale krigsherre Aidids håndgangne mænd.
En smertefri halv time regnede man med, at dette lille, operative indgreb ville vare, men amerikanerne havde tilsyneladende undervurderet fjenden, og 12 timer senere var 18 amerikanske soldater døde, 75 sårede, mens hundredevis af somaliske oprørere havde måttet lade livet.
Nye efterretninger peger i retning af, at Aidid havde forbindelse til Osama bin-Ladens al-Queda-netværk, og at overrumplingen af de amerikanske soldater var et nøje planlagt terrorangreb.
Interessant er det i den forbindelse, at episoden førte til, at daværende præsident Clinton inden for seks måneder trak de amerikanske soldater ud af den fredsbevarende mission i det hungerramte Somalia, ligesom amerikanerne ikke ville lægge landtropper til løsning af konflikterne i Rwanda og Bosnien. En udenrigspolitisk tilbageholdenhed, som iagttagere mener gav terroristerne mod på at udføre de dristige angreb mod USA den 11. september.
Men den slags interessante og politisk betændte spekulationer er der ingen af i Black Hawk Down, den seneste i en række nye og kommende amerikanske krigsfilm, som ikke reflekterer nærmere over amerikanernes militære engagement i de forskellige konflikter, landet har været involveret i siden Anden Verdenskrig, eller rollen som verdens politimand. I Somalia gik amerikanerne f.eks. bare ud fra, at verden ville være et bedre sted uden Aidid.
Hvis en krigsfilm så indlysende er et produkt af sin tid, så er det måske alligevel ikke så underligt, at en film som John Moores
Behind Enemy Lines er en fornærmende og uintelligent omgang gung ho-patriotisme, der portrætterer den amerikanske soldat
som en fandens karl med sandheden og retfærdigheden på sin side.
Det er moralsk oprustning, så det batter, og som, fordi filmen tager sit fiktive udgangspunkt i en virkelig konflikt – borgerkrigen i Bosnien – synes at signalere, at efter den 11. september har amerikanere ikke længere noget at skamme sig over. De ellers så isolationistisk indstillede amerikanere ville i dag ikke have noget problem med en aktion som den i Somalia, vidste de blot, at målet var bin Laden.
Og selv om Black Hawk Down, på ingen måde er lige så stor en platitude som Behind Enemy Lines – og i øvrigt, ligesom Moores film, er sat i gang før den 11. September – så har britiske Ridley Scott tænkt nogle af de samme tanker: »Vi konkluderede, at dette var et passende tidspunkt. Vi kunne se, at disse soldater var lige som brandmændene og politimændene og redningsfolkene på den måde, at de alle er mennesker, som ville gå ind i brændende bygninger eller befinde sig under beskydning uden at tænke på sig selv, kun på deres pligt.«

Steven Spielbergs Saving Private Ryan satte nye standarter for krigsfilm med sin hyperrealistiske stil, der trak publikum ind midt i kampens inferno og viste os krigens rædsler på nærmeste hold. Men i hjertet af filmen befandt sig stadig en patriotisme, som kundgjorde for alverden, at amerikanerne om nogen var dem, som reddede europæernes røv under Anden Verdenskrig. En krig, der også kaldes »den sidste gode krig«, fordi selv den mest radikale humanist vil få svært ved at argumentere mod krigsdeltagelsen.
Altså var Saving Private Ryan på ingen måde en antikrigsfilm, og det var Terence Malicks The Thin Red Line og John Irvins When Trumpets Fade, der måtte vise os, at der også blev begået fatale fejltagelser under ’den gode krig’.
Med Vietnam forholdt det sig noget anderledes. Det var en meningsløs krig, hvor unge amerikanere blev korrumperet på sjælen og gjorde unævnelige ting i en konflikt, som ingen nogensinde forstod til bunds.
Allerede i 1970’erne, men mest markant midt i 1980’erne, meldte kritikerne sig på banen. Oliver Stones Platoon og Født den fjerde juli og Stanley Kubricks kyniske Full Metal Jacket lagde ikke skjul på, at krig er noget lort, og at de kommunistforskrækkede amerikanere absolut intet havde at gøre i Vietnam.
Den slags kritisk stillingstagen er der åbenbart ikke længere plads til i den amerikanske krigsfilm. Efter den 11. september gik Hollywood i baglås og trak filmprojekter tilbage, som på den ene eller anden måde havde med krig, terrorisme, død og ødelæggelse at gøre.
Men nu er filmbyen – der ofte er afhængig af militærets ekspertise og materiel – klar til at overøse os med moralsk ukomplicerede underholdningsfilm, der bruger krig som dramatisk bagtæppe.

I den kommende We Were Soldiers, også baseret på virkelige begivenheder, står Mel Gibson i spidsen for en gruppe amerikanske soldater, der under Vietnamkrigen pludselig bliver konfronteret med en uhyrlig overmagt.
Instruktøren Randall Wallace, som skrev Gibsons Braveheart og den forfærdelige krigsromance Pearl Harbor, har også sat sig som mål at portrættere begivenhederne så realistisk som muligt i en film, der tilsyneladende intet har at gøre med 1980’ernes Vietnamfilm: »Mere end noget andet fortalte denne historie mig, at heltemod, lederskab, villighed til at ofre sig og de ting, man opnår gennem opofrelse, er tidløse værdier. Så vi prøvede at lave en film, der er tidløs, og vi mener, at de temaer, vi udforsker, gælder for alle soldater,« har han sagt.
Hvis en krigsfilm er et udtryk for sin tid, så er det tydeligt, at amerikanerne mere end noget andet ønsker at kunne retfærdiggøre over for sig selv og resten af verden, at krig er okay, og at deres soldater igen bør have license to kill.
»Black Hawk Down,« skriver Harlan Jacobsen i Film Comment, »arriverer i biograferne tids nok til at udnytte Amerikas åbenhed over for uselviske helte (...) Det er som om, at Ridley Scott med filmen har tænkt sig at fuldende den rehabilitering af det amerikanske militær i post-Vietnam-æraen og endelig begrave løjtnant Calley sammen med alle andre ved My Lai.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her