Læsetid: 11 min.

Sprogets finmekaniker

Dansk litteraturkritiks nestor, Torben Brostrøm, modtager på tirsdag den såkaldte Lille Nobelpris af Det svenske Akademi
30. marts 2002

Dansk litteraturkritiks nestor, Torben Brostrøm, modtager på tirsdag den såkaldte
Lille Nobelpris af Det svenske Akademi

Torben Brostrøms herskabelige, lyse lejlighed i det indre København er et stykke levende litteraturhistorie: Bøger på væggene, et flygel, moderne kunst – fra 1930’rne til cirka 60’erne, ’Brostrøms periode’. Ved et vindue Mogens Hoffs malede portræt af Klaus Rifbjerg i blå nuancer, ansigtet er cirka fire gange størrelsen i virkeligheden.
»Det hang i Rifbjergs kontor, da han var litterær direktør på Gyldendal,« forklarer Brostrøm: »Bagefter havde han ikke noget sted til det, og jeg kunne jo
ikke godt sige nej.«
Man fyldes af nysgerrighed over denne høje, flotte, venlige mand, hvis gennemborende øjne, sammen med det (dengang sorte) hageskæg, engang gav den markante Informations-kritiker det ikke helt smigrende tilnavn Kommisær Suslov (efter stalintidens ‘chefideolog’).
– Hvordan fandt du på at beskæftige dig med litteratur, du er jo stor og stærk og kunne blive så meget andet?
»Jeg betragter faktisk bogstaver og ord som en praktisk, fysisk del af tilværelsen. Sproget er en biologisk realitet, en del af naturen. Noget Inger Christensen også er inde på i sine reflektioner. Som skribent kommer man i kontakt med en større krop, sprogets krop, som man lærer af og lader sig føre af. Der er en formkraft, som gør, at jeg kan skrive en bog bedre end den er!«
»Det spændende er, når skrivelykken finder sin kulmination. At skrive er et håndværk, men også en oplevelse, beslægtet med det erotiske: Man følger nogle berøringspunkter, som fører frem til en kulmination. Kritisk arbejde består i at justere de kropslige impulser.«
– Rifbjerg fik den samme pris i 1998, men hvorfor dig, som ikke er skønlitterær?
»Det er jeg også meget smigret over. Den norske filosof Arne Næss har også fået den, men ellers er det mest forfattere. Men jeg har beskæftiget mig meget med svensk litteratur, og prisen uddeles inden for Det svenske Akademis interesseområde, domineret af det lyrisk-æstetiske og af det frit skrivende mere end det universitetsmæssige. Iøvrigt betragter Horace Engdahl, Akademiets sekretær, kritikken som en kunstart.«
– Hvad var din indgang til litteraturen?
»Min familie var meget optaget af bøger, selv om det ikke var nogen særlig veludviklet smag. Men jeg begyndte som meget lille at ligge og stirre ned i en bog, som jeg overhovedet ikke kunne læse. Så kom ABC’en, SO, SØ ...«
– Det virker som om du har en næsten Storm P-agtigt fascination af sproget som mekanik?
»Ja, det bekom mig godt at blive leksikonredaktør, hvor vidt forskellige emner behandles på samme side, og man har fageksperter på alle mulige områder om sig.«
»Jeg og mine to brødre (TB var den mellemste, red.) var dygtige i skolen, så der var ingen diskussion om, at vi måtte blive studenter og senere læse videre. Det var ret godt gjort af mine forældre, for økonomisk var vi småt kørende, men der var en utrolig nøjsomhed.
På Aalborg Katedralskole havde jeg en god dansklærer, som læste meget op. Det helt store var symbolismen, specielt elskede jeg Johannes Jørgensen, som var den vådeste ... Høstregn og hengemt erotik, sentimentalitet og smægten!
Jeg spillede også violin og søgte optagelse på musikstudiet. Jeg opdagede, at mit talent nok rakte til at spille i et orkester i et forlystelsesetablissement som ’Kilden’ ved Ålborg, men det var ikke helt, hvad jeg kunne tænke mig. Men det er en fantastisk oplevelse at stå med instrumentet, at spille en melodi på violin er jo som at forme en sætning med fingrene, så hvorfor jeg droppede det helt, forstår jeg på en måde ikke.«

Tidmangel kunne være en forklaring: Torben Brostrøm var fra 1956 kritiker ved Information, skrev en række bøger med læsninger af modernismen og dens forløbere, blandt andre Sophus Claussen og yndlingen Baudelaire, foruden at passe jobbet som gymnasielærer på Ingrid Jespersens Gymnasieskole på Østerbro i København. Senere blev Brostrøm professor på Danmarks Lærerhøjskole (ikke på universitetet!) og nåede sidste år at føre udgivelsen af Danmarks Nationalleksikon til ende som litterær fagredaktør.
»Lærerne i gymnasiet advarede os mod brødløse studier. Min ældre bror Finn lyttede uheldigvis til dem og læste jura i stedet. Han døde for nogle år siden – af ærgrelse, tror jeg, for han ville gerne have lavet noget i retning af det, jeg kom til at lave. I stedet skrev han Bodil Kochs bedste taler i Kirkeministeriet.«
»Men det har naget mig, at jeg på en måde fik det liv, han gerne ville have haft, og at han blev så ulykkelig over det. Han læste også på et tidspunkt til skuespiller sammen med Erik Mørk. Men den skuespiller, de gik hos, mente ikke at nogen af dem ville drive det til noget ...!«
– Dit venskab med Klaus Rifbjerg har fyldt meget. Hvordan mødtes I?
»Det var i 55 på en vinterudflugt i Dyrehaven med tidsskriftet Hvedekorn. Han stod der med Ping (hustruen Inge Rifbjerg, red.), vi fik øje på hinanden henover alle de andre, og der var elektricitet i luften med det samme.«
– I er også høje mænd begge to ...
»Ja, det betyder da meget. Jeg synes, det er ubehageligt at stå og se op i ansigtet på nogen! Vi fandt hurtigt ud af, at vi har samme form for humor og var så heldige, at også vores kvinder straks var på bølgelængde. Vi er også meget forskellige, men han har meget fine antenner og kan af og til sige noget, der får mig til at tro, at han har gennemskuet mig fuldstændig og kender mig ud og ind. «
»Som engang til en fest hos Niels Barfoed. Jeg ville have Thorkild Bjørnvig til at indrømme, at han ikke var nogen stor digter. Det ville han ikke, vi blev mere og mere ophidsede og blev til sidst sendt ned i kælderen for at slås videre. Klaus opfattede situationen og gik ud i haven, hentede en havesaks og klippede telefonledningen over. Som en ydre demonstration af, at kommunikationen var overskåret.«
– I har også en vis borgerlighed til fælles?
»Ja, og noget solidt, der er ikke meget oprør over det. Vi hører hjemme i sådan nogle borgerlige rammer med klaver, og vi står op om morgenen hver dag og arbejder. Modsat så mange andre i vores omgangskreds beholdt vi vores ægteskaber, og det giver jo også en stabilitet; Klaus er også meget moralsk.«
»Vi har en kontrolleret oprørskhed til fælles. Og en sans for det, jeg har kaldt ’visse øjeblikke’ – lige inden noget sker. Det er ikke noget profetisk, men man kan rekonstruere det og genfinde optakten. Meget af Klaus’ poesi handler om det, der er en forventnings-tro, en livslyst, en tro på, at det der sker, er for det gode, uanset alt det skrækkelige, der også rasler ud. Han udstråler en optagethed af tilværelsen, sådan en ’Den er jo go’ nok, virkeligheden’, også selv om mennesker ødelægger den for hinanden med deres krige osv.«
– Beundrer du ham?
»Ja, objektivt set. Men ikke i beundrer-rollen.«
– Dit og Rifbjergs venskab fylder også meget i det, man i den nye udgave af Danske Digtere ved Anne Marie Mai kalder ’modernismekonstruktionen’.
»Jeg var med ved hans første bøger, jeg har udgivet hans Udvalgte Digte fornylig, og jeg var glad for at se, at han er lige så god i de sene digte som i de tidlige. Det er jo utroligt, at der er sådan et kvalitetsniveau.«

Torben Brostrøm blev i januar 1953 cand.mag. i dansk og fransk, samme måned gift med sin Kirsten og som nygift med noget mindre fornøjelse indkaldt til militæret og udstationeret på Bornholm. Han blev med tiden far til Henrik, f. 1956, Mai, født 1958, medforfatter og skuespiller på DR-1’s Rejseholdet (hun var præsten, der blev truet på livet), til sangerinden Lena, f. 1963, og nu bedstefar til tre piger og to drenge.
Kirsten døde for halvandet år siden, i julen 2000, efter 47 års ægteskab.
– Du har skrevet erindringsbøger, men det ville være synd at sige, at du udleverer dig selv.
»Jeg synes, det er mere spændende at finde mønstrene ved at bevæge sig rundt om det. Det, andre vil hente ud af religionen, vil jeg hellere hente i iagttagelse og kunst. Når tingene begynder at danne mønstre, og tilfældigheder ligner lovmæssigheder.«
– Du blev bannerfører for en retning, modernismen. Hvad har den betydet for dig?
»En ny frihed. Der sker jo et generelt brud i begyndelsen af det 20. århundrede, som udkrystalliseres i en lang række kunstarter, hvor man tager udgangspunkt i ’det underste land’. Jeg var samtidig med en hel stærk generation, Rifbjerg, Gustava Brandt, Jørgen Sonne, Uffe Harder, Cecil Bødker, Ivan Malinowski, som turde indføre en ny stor ord-dristighed.
Der var da også ligegyldigt ordskvalder, der blev betragtet som åbenbaringer. Men man kan prøve at stille sig forudsætningsløs an, det var det der hos Klaus blev til en samling som Konfrontation.«
»Min indgang i 1948 var Halfdan Rasmussen, som jeg mødte på mit studenterjob på Socialdemokraten Søndag. Dér kom alle tegnerne og forfatterne. Vi gik i byen, og jeg kom ind i deres 40’eragtige stemning med atombombe og ansvarlighed og Mennesket med stort M. Halfdan var et orgie i sproglig opfindsomhed, en roterende bevidsthed, der snakkede hele tiden, men samtidig var de jo meget forrevne og desperate: Der var en angst og en vaklende tro på ånden og det humane. Og mange værtshuse og bøger og kunstsnak, sang og dans og højrøstet tale ...! Det var ligesom vildere dengang, og man var virkelig venner og gik lange ture og talte om livet på en måde, man ikke rigtigt kan gøre senere. Undtagen når man underviser, og det gjorde det så herligt, at man kan snakke om de store følelser dér, med de 17-årige.«
– Er der en retfærdighed i, hvilke forfattere, der bliver husket?
»De store forglemmelser er sjældne, tror jeg. Der findes genopdagelser, som Gustaf Munch-Petersen, der mens han levede selv måtte betale for at f.eks. 19 Digte udgivet i kommission. Men det er ikke en god idé som Jørgen Ulrich, portrætteret af Søren Schou i bogen Og andre forfattere, at sidde i et andet land og skrive underlige bøger. Der er helt sikkert et element af at blive båret frem af et miljø. Ligesom i dag Forfatterskolen, hvor folk lærer at skrive bøger, og forlagene tør ikke afvise noget, for hvis der nu kom en stor roman ud af det en dag ...!«
»Man kan f.eks. se af Frank Jægers udgivne breve, at han tabte lysten, da han ikke blev betragtet som den ypperste lyriker, som han selv så sig som. Men det er hårdt at være kunstner. Der hersker en ’sammenligningens urolige ånd’, som Kierkegaard kaldte det, og der er jo en kunstnerisk egoisme.«
»Jeg har lige set Ibsens Når vi døde vågner ... Kunstnere kan have et omverdens-forbrug, en større modtagelighed, kombineret med en brugermentalitet, så ting forvandles og bliver til billeder.«
– Du er selv blevet en institution?
»Jeg havde det held at skrive i Information omkring 1960, som var den avis, der blev læst af unge og studerende. I samme periode gav Tom Kristensen op, han forstod ikke, hvad der foregik. Men jeg befandt mig godt i generationen. Jeg var ikke nogen skarpretter, men det gik hårdt ud over en masse almindelig, pæn lyrik med rimede vers. Forfatteren Jacob Paludan var regulært bange for at møde mig, og da vi havde talt lidt, faldt han lettet i armene på en ældre kollega, der kom forbi: ’Nu må vi ha’ os en sjus!’«
»Men det bidrog til succesen, at nykritikkens idé om det autonome kunstværk, hvor man går til værket, ikke til litteraturhistorien eller forfatterens biografi, fik en mægtig pædagogisk slagkraft. Steffen Hejlskov Larsen og Finn Stein Larsen skrev bøger med digtlæsninger, så den dér lyrik røg lige ind i gymnasiet og sejrede pædagogisk på få år i begyndelsen af 1960’erne. Nu prøver man i den nye Danske Digtere at gøre Højholt til den store forløber, og dele af Malinovskis æstetik ...
– Og gå uden om Rifbjerg?
»Ja. Men det er ikke så nemt.«
– Men at genforhandle, hvad der er den store litteratur, er vel et legitimt projekt?
»Absolut, det ville være underligt, hvis de bare overtog det. Men det er ikke nemt.«
– Er der en kobling mellem modernisme og kulturradikalisme?
»Jeg vil ikke helt vedkende mig den. PH’s kritiske fornuft er beundringsværdig, men det er ikke tilfældigt, at netop PH opfandt den blændingsfri lampe – han afskærmer lyset på flere måder. Jeg synes, der er et større mønster på færde i tilværelsen, end man kan afdække med den kolde fornuft. Man kan ikke lave kunst, der kun er fornuftig. Kunst bryder rammerne ved at søge nogle andre former og sider af tilværelsen, som fornuften ikke har med at gøre.«

Troen bygger katedraler, men fornuften bygger broer. Fornuften knytter horisontale forbindelser, men troen udvider menneskers univers ind i alle mulige vanvidsscenarier. I fornuften sættes der grænser: Hertil og ikke længere. Men jeg kan bedre lide Gaudis katedral i Barcelona end funkis-huse. Også selv om man politisk må henholde sig til fornuften.«
– Hvordan ser du på dit livsværk?
»Jeg har fået forfærdelig mange priser, og synes faktisk, at tilværelsen er overordentlig venlig ved mig. Fornylig var jeg meget bekymret for mit helbred. Under min kones kræftsygdom tabte jeg mig selv meget, uden at man kunne sige, hvad der var galt. Og her præcis et år efter skrantede jeg og gik til en masse undersøgelser. Men jeg fejlede ikke noget – og så kom denne her pris, og så gik jeg ud og spiste med mine børn!«
»Tilværelsen skylder mig ikke noget. Jeg føler selv, at jeg på en eller anden måde skylder noget. Selvfølgelig er der altid sider af en, man ikke rigtigt har fået brugt, og det er selvfølgelig meget rart, at der stadig er ting at gøre. Jeg kan bare ikke frigøre mig fra tanken om at være ung og lovende, og en skønne dag må jeg se at få det gjort!«

FAKTA
Blå bog
*Født den 4. juni 1927 i Kalundborg.
Student fra Ålborg Katedralskole 1946.
Cand. mag. (dansk og fransk)1953.

*Har skrevet og redigeret blandt meget andet:
Versets Løvemanke, 1960
Poetisk Kermesse 1962
Labyrint og arabesk, 1967
Danske digtere i det 20. århundrede I-V, 1980-82 (m. Mette Winge)
Folkeeventyrets Moderne Genbrug, 1987
Visse Øjeblikke, 1988
Klaus Rifbjerg – En digter i tiden I-II, 1991
Flugten i Sproget. H.C. Andersens udtryk (m. Jørn Lund), 1991
Lod og del. Erindringer, 1997.
Tegn og Træf. Erindringer, 1998
Udvalgte Digte af Klaus Rifbjerg, 2001

*Tildelt en lang række priser. Og modtager livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu