Læsetid: 3 min.

Stephen King uden gys

Scott Hicks’ nostalgiske filmatisering af ’Hearts in Atlantis’ bygger på det hjertevarmende frem for det hårrejsende
8. marts 2002

(2. sektion)

Ny film
Den overordentligt produktive forfatter Stephen King har lagt bøger til et hav af filmatiseringer. Blandt dem er Misery, The Shawshank Redemption, Dolores Claiborne og Den grønne mil, som alle er produceret af selskabet Castle Rock. Med Hearts in Atlantis vender Castle Rock igen blikket mod Kings univers, men modsat meget af hans tidligere materiale er det her det hjertevarmende frem for det hårrejsende, som er i centrum. Godt nok handler Scott Hicks’ film delvis om en synsk mand forfulgt af mystiske agenter, men i bund og grund er Hearts in Atlantis et nostalgisk opvækstdrama om en 11-årig dreng under en begivenhedsrig sommer i 1962.
Kings bog Hearts in Atlantis fra 1999 er en samling af fem sammenhængende noveller, hvoraf filmens manuskript af veteranen William Goldman (som adapterede Kings Misery) bygger på den første og sidste.

Nostalgi
Hovedpersonen er drengen Bobby (Anton Yelchin), som bor sammen med sin selvoptagede mor (Hope Davis) i en lille by i New England. Bobbys far døde, da han var fem, og da den sære ældre mand Ted (Anthony Hopkins) flytter ind ovenpå, adopterer Bobby efterhånden ham som alternativ faderfigur.
Hermed indledes to meget forskelligartede historieforløb.
Det ene skildrer Bobbys sommer med vennerne, herunder det første, magiske kys og opgøret med byens bølle. I det er Ted en lun hyggeonkel med lommefilosofiske betragtninger på læberne.
Det andet forløb har Ted i rollen som en plaget synsk mand, der beder Bobby holde øje med mystiske mænd. Manuskriptet ulejliger sig ikke med en overbevisende forklaring af denne mærkelige MacGuffin. Det antydes, at hemmelige agenter forfølger Ted for at udnytte hans evner i tidens kommunistjagt, men det giver aldrig mening. Ligesom Bobbys pludselige udvikling af eget synsk talent virker underlig og umotiveret.
Barndomsskildringen og den tænkte spændingshistorie kommer aldrig til at passe sammen. Bobbys barndomsgade byder på mange gode scener med sans for de små ting og helt almindelige mennesker i en lille amerikansk by. Bobby behøver ikke et paranormalt mysterium som sidekick, og man kan også undre sig over, at filmen indrammer minderne i en ligegyldig flashback-ramme med David Morse som den voksne Bobby. Den ramme tilsætter historien endnu et nostalginiveau, og nostalgi er der allerede nok af. Ikke mindst i Mychael Dannas musik og filmens visuelle stil, som dyrker det idyllisk tågede fotoalbumlook af gyldne minder fra en svunden tid.

Glansbilleder
Australske Scott Hicks instruerede i 1996 overraskelsen Shine om pianisten David Helfgott og tog så til Hollywood med den uendeligt stillestående bestsellerfilmatisering Sneen på cedertræerne. I Hearts of Atlantis har han heldigvis skruet fortælletempoet op, og hans hang til gennemkomponerede glansbilleder fungerer til minde-materialet.
Hicks får nogle flotte skuespilpræstationer fra både voksne og børn. Yelchin kan bære at have kameraet på sit nuttede ansigt en hel film. Hopkins former stilfærdigt den uigennemskuelige Ted, mens Davis giver liv til en distræt mor, som ikke vil sit barn noget ondt, men ikke har overskud til andet end sig selv.
De tre kunne sammen have gjort et sammenhængende manuskript til en bevægende film. Som det er nu, bruger man for meget energi på nostalgisk at mindes Rob Reiners vellykkede Stephen King barndomsdrama Stand By Me, når Hearts in Atlantis taber ens interesse undervejs.

*Hearts in Atlantis. Instruktion: Scott Hicks. Manuskript: William Goldman. Amerikansk (Palladium, Palads i København, Gentofte, Øst for Paradis i Århus, Astoria i Ålborg og Café Biografen i Odense)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu