Læsetid: 3 min.

En stolt tradition for kunstfilm i Danmark

Kunstbiograferne dukkede frem allerede i 1960’erne og har stolte succeser på bagen
15. marts 2002

(2. sektion)

Tilbageblik
Biografen hed Boulevard Teatret, i folkemunde kaldet Bulen, og salen var på størrelse med en rummelig herregårdslade. De to unge filmentusiaster Peter Refn og Knud Hauge døbte det store skrummel om til Camera og startede her i 1965 Københavns første art cinema, godt stuvet af vejen på det ydre Vesterbro, nærmere betegnet Sønder Boulevard.
Foyeren blev stilfuldt indrettet, for Refn (søn af Helge Refn; bror til Anders Refn; død 1994 kun 54 år gammel) havde god smag. Men salen var og blev for stor til det noget begrænsede publikum, der vovede sig ud på den anden side af Halmtorvet.
Refn og Hauge (sidstnævnte kun med et års tid) var oppe mod datidens giganter, Ove Brusendorffs Carlton og Thorvald Larsens Alexandra, der spillede de fleste kvalitetsfilm. Men det ungdommelige overmod gav alligevel pote, for Refn satsede bredt – fra japanske specialiteter (Blodets trone, Kvinden i sandet) til genopdagede danske klassikere (Sommerglæder). Han havde hjerterum for både Kurosawa og Keaton.

Pioneren Peter Refn
Refn var ildsjælden bag Camera og indså tidligt, at en art cinema efter parisisk mønster herhjemme skal have sin egen selvforsynende import for at blive konsolideret. Camera Film eksisterer stadig, men nu med base i Grand Teatret, som Peter Refn overtog i 1974 efter sin pionérgerning med Camera-biografen. Og den gamle Sønder Boulevard-biografs dage var derefter hurtigt talte.
Det ville nok være forkert at kalde Refns Grand en rendyrket kunstbiograf – dertil spillede han for mange af de indbringende mainstream-film, der skulle holde butikken i gang. Men repertoirets kerne var og blev den kunstneriske film, gerne fra de mindre kendte filmlande. Han spillede f. eks. Kieslowskis Dekalog og satsede på den polske instruktør, inden han blev mondæn.
Det var karakteristisk for Refns Grand, at publikum måtte lide for kunsten – først ret sent fik kunstbiograferne i det hele taget en rimelig publikumskomfort.
Tidligere årtiers kunstbiografer var ofte for den hårdføre filmomane fortrop, der forgæves søgte hvile i Vester Vov Vovs flysæder eller vred halsen af led for at få udsyn til lærredet i Husets Biograf. Det var derfor lidt af en sensation, da først Jesper Høms Delta Bio og derefter 1980’ernes endnu mere aktive Klaptræet på Kultorvet satsede på café og professionel servering i tilknytning til foyeren.
Mange fulgte i Refns fodspor. Foruden de allerede nævnte Delta Bio, Klaptræet, Vester Vov Vov og Husets Biograf, opstod det super-eksklusive Posthusteatret, et mere aktivt Reprise-teater i Holte (allerede startet 1963), Café-teatret – og også det større Dagmar meldte sig under Henning Carlsens ledelse med fem sale og et kunstnerisk ambitiøst repertoire. Århus fik sit Øst for Paradis, og senest er Gloria kommet til.

Succeserne
Næppe nogen af de små biografers ledere har fået bankbogen fedet op, men man husker glædeligt overraskende langtidsuccesser: Fons Rademakers hollandske Max Havelaar, der gik 204 dage efter premieren på Delta Bio i 1980 og indspillede omkring en million; den engelske Dennis Potter-skrevne Dreamchild på Posthus-teatret og Gianni Amelios Lamerica på Gloria i 1990’erne. Og Husets Biograf lancerede stædigt og med et vist held den smågeniale finne Aki Kaurismäkis samlede produktion.
Ingen har sagt, det skal være nemt, og kunstbiograferne har hele tiden levet en usikker tilværelse klemt mellem branchens tunge drenge. Men en by af Københavns størrelse ville være fattig uden en lille håndfuld kunstbiografer. Det indså Peter Refn i sin tid, lad os håbe, nutidens statslige mæcener gør det samme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu