Læsetid: 8 min.

Det store rollespil

Tidligere på måneden afholdt NATO sin største militære øvelse i 20 år. Den danske presse var inviteret til Polen, hvor polske rekrutter agerede ulydige civile i et 14.000 mand stort krigsspil
23. marts 2002

Tidligere på måneden afholdt NATO sin største militære øvelse i 20 år. Den danske presse var inviteret til Polen, hvor polske rekrutter agerede ulydige civile
i et 14.000 mand stort krigsspil

1.
»Rygning er strengt forbudt!« maner en korpulent, ældre militærmand med baret og camouflageuniform, hvis rang er svær at gennemskue.
En ladning på 30-40 danske journalister og fotografer er netop trådt ud af en chartret flyver på Miroslawiec-luftbasen 100 kilometer fra den nordvestpolske grænseby Szczecin (Stetin), og efter halvanden times luftbåren afholdenhed har flere af disse ryggesløse civilister refleksivt tændt en cigaret i et desperat forsøg på at lande hjernen i det ventende virvar af reserveofficerer med papirer, der skal afkrydses, og presseskilte der skal omdeles.
Men det går ikke at ryge. Ikke på en militær flyveplads, for der er jetfuel-partikler i luften.
»Og så kan det sige ’bom’,« siger en anden soldat.
Mens rygerne med uhørt militaristisk disciplin skodder deres små laster, bryder et monotont WROOOUUM gennem luften, så man må tage sig til ørerne: To grå F-16-jagere fra flyvevåbnets Eskadrille 730 suser ud ad landingsbanen to hundrede meter væk, stiger i 45 grader, trækker hjulene ind og forsvinder på få sekunder mellem solpletter og skyer.
En polsk menig gransker de nyankomnes pas med proformaøjne; en Michael Caine-agtig skribent eller fotograf fra Top Gun Magazine med lysebrun læderfrakke og fald i håret skaber turbulens og svedige håndflader ved tilsyneladende ikke at figurere på nogen liste; i de lavere luftlag patruljerer en AS-550 C2 Fennec – én af otte helikoptere, som den danske hær har taget med til Polen i begyndelsen af marts.
Et hurtigt blik omkring... masser af aktivitet, teknikere med kasketter og et par enkelte, udtjente polske koldkrigsbasebygninger malet i overraskende kradse camouflagefarver.
Vi bliver gennet gelinde ind i blå biler i hold og kørt væk mod, hvad vi hver især har ønsket at se. Informations udsendte har ingen dagsorden og har blot i telefonen et par dage tidligere efterspurgt noget »action«. Det står nu under ’Bemærkninger’ på et stykke papir med minutiøse fortegnelser over dagen begivenheder: »Øvelsen generelt, billeder med action.«

2.
På et stykke grønsvær foran en luvslidt hangar bliver pressen briefet af to eskortofficerer, som til dagligt er henholdsvis jurist og hjertekirurg (men det ved journalisterne ikke).
Vi er landet midt i den voluminøse NATO-øvelse Strong Resolve 2002 – den største af slagsen i 20 år. 14.000 mand fra 14 NATO-lande og 12 PfP-lande (Partnership for Peace) deltager i det omfattende krigsspil, der som et højteknologisk Dungeons & Dragons følger en realistisk drejebog slavisk.
Øvelsen har til formål at give NATO mulighed for at træne logistisk svære operationer med en såkaldt Combined Joint Taskforce – en styrke bestående af flere landes hær-, flåde- og flystyrker, som skal løse en afgrænset opgave. Combined: Flere lande. Joint: Flere værn. Task: Afgrænset opgave. Force: Enhed.
For at gøre legen troværdig har kreative militære kræfter til lejligheden opfundet to fiktive nabolande, Woodland og Treeland, som er kommet op at toppes på en måde, der minder om uheldsvangre episoder set på Balkan i det forløbne tiår.
Treelands økonomi har længe skrantet, og den nødlidende befolkning kører sine frustrationer af på landets etniske mindretal, som har aner i Woodland. Overgrebet får Woodland til at angribe Treeland, og en international, NATO-ledet fredsstyrke har interveneret med en vaskeægte Peace Support Operation (PSO).
Her i det skovklædte område, som omgiver Miroslawiec, en gammel kulturel by, er rygsøjlen i operationen Danmarks Internationale Brigade (DIB). I denne øvelse deltager også soldater fra Baltikum, Sverige, Ukraine, Bulgarien og Rumænien og kaldes derfor Den Multinationale Brigade.
Når det hele er overstået, evaluerer NATO’s topchefer øvelsen i København.

3.
En ung premierløjtnant af reserven, Jes Randrup, kører os gennem det polske landskab, forbi små byer med forglemmelige navne og påtrængende, militære koldkrigsmindesmærker og fabriksskorstene med kulsort røg. Da vi fra vores lille blå Opel Astra på landevejen mellem træerne får øje på en Hughes 500-helikopter, som hænger højt oppe, ubevægelig og ildevarslende, lugter vi action.
Længere henne ad vejen udspiller sig en af den store drejebogs iscenesatte konflikter, og det ser voldsomt ud: Cirka 100 ’lokale’, ’vrede’, ubevæbnede, civile treelanders befinder sig vis-a-vis to kæder af ukrainske PFOR-soldater med plasticskjolde, blå hjelme med visir og harnisk, der beskytter knæ, skinneben og fodrodsknogle.
Bag ukrainerne, som er en del af Den Multinationale Brigade, venter en aflang, pansret Piranha-mandskabsvogn, og bag den vogter yderligere et sæt baltiske soldater.
De lokale spilles af purunge polske rekrutter. Ifølge spillet har NATO nuppet en af deres for krigsforbrydelser, og ham vil de have tilbage, råber de, mens de gejler hinanden op.
Til trods for at hele optrinnet er staged, er det båret af en god portion realisme, for hverken polakkerne eller ukrainerne ved, hvad der helt præcist skal ske, og det er stressende. De forsøger blot at forhandle – og uden et fælles sprog sker det på et sammensurium af polsk, tysk engelsk og russisk.
Polakkerne bliver løbende briefet af danske sprogofficerer, der udstikker hemmelige dessiner a la: »Prøv at bryde igennem skjoldene!«. Eller: »træk jer lidt tilbage!«
På nogle jordforhøjninger blot et par meter væk overværes clashet intenst af en række officerer fra de implicerede lande.
De ser, hvordan ukrainerne fra tid til anden pludselig i splitsekunder bryder deres levende mur for at indfange opildnerne, ballademagerne, ledertyperne en for en i lynhurtige snatch-operationer, der skal trænes benhårdt.
Bagved mig hører jeg en overraskende kommentar fra en reservemajor: »Det har vist sig, at 70 procent af dem, man fanger på den måde, er kvinder,« siger han med fascination i stemmen, før han forsvinder i retning af TOC’en (Tactical Operation Center).
I baggrunden står nogle af egnens polske kvinder, som NATO har stukket lidt håndører for at spille med.
På et fremskredent tidspunkt, hvor de ulydige civile går til vaflerne i forsøget på at trænge igennem de ukrainske skjolde, har en cirka 65-årig, pensioneret reserveofficer stillet sig helt tæt på mig.
»Man kan godt blive lidt misundelig på den uddannelse, de unge soldater får i dag,« betror han. Da han begyndte i hæren i 1961, var det hele så udflydende; man vidste ikke, hvem fjenden var, og man kunne slet ikke træne så konkret som de unge lige foran os.
Mange af de situationer, som opstår i denne fase af den 15 dage lange NATO-øvelse, er baseret på fredsbevarende oplevelser, som danske soldater har stiftet bekendtskab med under krigen på Balkan – mineulykker, demonstrationer og civil ulydighed.
I det samme flyver et skjold, erobret af ivrige polske næver, gennem luften hen over de ukrainske hoveder.

4.
Hvad militæret ikke kan producere af tal: Danmark har medbragt 1.100 køretøjer og lejet to DFDS-færger for at få materiellet sejlet over Østersøen. Hvis man stillede alle containere og vogne op i én lang konvoj, ville den være 11 kilometer lang.
Eller tag det højteknologiske, oppustelige felthospital, som er slået op ved en landingsbane i området Drawsko Pomorski: 50 lastbiler med trailere, 93 telte, 66 specialcontainere med køkkener, 24 badeværelser, 24 lokummer, 55 sygeplejersker, 13 læger og to kæbekirurger; køkkenets to kokke (den ene fra restaurationen Kokkeriet i København), to slagtere, to bagere og fire assistenter kan brødføde 500 mennesker tre gange om dagen. Denne dag lyder bruttoaftensmaden på 60 kilo kød og 60 kilo kartofler.
Speciallæge Henrik Schaumburg, der viser os rundt, kan alle tallene. Da vi går forbi en container med den lastvognsstore, rumlende generator, der skal holde det hele i gang, siger han, at han har hørt, at den skulle kunne producere nok strøm til en by på 20.000 indbyggere.
Desuden har hæren medbragt et stk. feltpræst med sammenklappeligt kors til dem, der har det sådan.

5.
»Har du nogensinde prøvet at holde et gevær,« spørger adjudanten.
Under en ekstraordinær middag med tyske schnitzler, franske pommes frites, danske soldater og polske servitricer på betonmotellet Solaris i byen Kalisz Pomorski har vi fået lutter grønklædte soldater til bords – heriblandt brigadegeneral Jens Erik Frandsens adjudant og chauffør, begge reserveofficerer.
På dette tidspunkt har de danske soldater i 12 dage levet af feltrationer: grå postej på dåse, slatten salami, kiks, uigenkendelige sammenkogte retter og værst – det langtidsholdbare rugbrød. (Ved et tyveri i et mindre madlager et par dage før var alt blev stjålet – kiks, ristede løg, poser med Familieguf, pølse. Det eneste, som lå tilbage var dette krigstidsrugbrød.)
Det er formentlig derfor, de spiser motelschnitzlerne med så glubende appetit.
Premierløjtnant Jes Randrup sidder her også. I Astraen har han tidligere fortalt om de særlige tryk, man af uransagelige grunde lægger på ordene i hæren, og nu bringer jeg emnet på bane igen til reservisternes fornøjelse. Randrups og de andre reserveofficerers løse tilknytning til hæren gør, at de kan se militærverdenens pudsigheder med den udefrakommendes friske øjne, og eksempler på de mærkværdige tryk kommer på bordet. ’KRIGShelvede’ bliver til ’krigsHELvede’; ’artilleRI’ bliver til ’arTILleri’ og så fremdeles.
Endvidere støder man på besynderlige ord som f.eks. ’sokker-uldne’. Det kommer sig af, at uldne sokker på en militær liste ville være rubriceret alfabetisk som »sokker, uldne«. Find selv på flere.
»Nej, jeg har ikke prøvet at holde et gevær,« svarer jeg. Jeg har ikke aftjent værnepligt.
»Det skal du fandme prøve, før du tager af sted igen,« svarer adjudanten.
»Ja, du skal,« insisterer chaufføren.
Lidt efter står vi ved brigadegeneralens jeep ude på gaden foran motellet. Det er blevet mørkt, og udover danske soldater på vej ud i bilerne er der kun få mennesker på gaden. Mest små, polske drenge, som følger de uniformerede mænd med spænding. Chaufføren åbner bagsmækken, mens adjudanten finder en tung, uladt automatriffel frem, som han langer over i min favn. Det føles forkert på åben gade.
Derefter får jeg en hjelm på hovedet og et militært bælte med store lommer over skulderen. Så tungt er det at være soldat.
Bedst som jeg står og vifter med geværet, dukker en rank baretklædt skygge op med en pakke cigaretter i hånden. Det er brigadegeneral Jens Erik Frandsen, chefen for Danmarks Internationale Brigade. Et par dage tidligere har han tilbragt en eftermiddag med de højestrangerende NATO-generaler Joseph W. Ralston og William Kernan og Polens præsident Aleksandar Kwasniewski. Nu står han her.
»Du kan få det hele for 500 kr.,« siger adjudanten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu