Læsetid: 6 min.

Systemet stoler på mig

Det er en en fantastisk personlig udfordring at skulle dramatisere et sygt menneskes vrangforestillinger, fortæller instruktøren Ron Howard, der er aktuel med det Oscarnominerede drama ’Et smukt sind’ om den matematiske nobelpristager John Forbes Nash Jr.
1. marts 2002

(2. sektion)

Interview
Stockholm – Sig navnet Ron Howard, og de færreste herhjemme ved, hvem du snakker om. Som han sidder der i konferencerummet på Stockholms fornemme Grand Hotel med udsigt til kanalen og det svenske kongeslot, gør han heller ikke meget væsen af sig.
Afslappet klædt i mørkt, med trendy sportssko på fødderne og uden den sædvanlige cap til at dække det karakteristiske, men efterhånden sparsomme, røde hår ligner 48-årige Ron Howard ikke ligefrem det, han er: En af Hollywoods mest magt- og succesfulde instruktører og producenter, som nu er Oscarnomineret for sin seneste film, det biografiske drama Et smukt sind.
Howard begyndte tidligt i showbizz, som barneskuespiller i en hovedrolle i The Andy Griffith Show; som ung var han med i serien Happy Days side om side med Henry Winklers Fonzie, og i George Lucas’ nostalgiske ungdomsfilm Sidste nat med kliken – populære roller, der gjorde lille Ronnie Howard til et kendt og elsket ansigt i USA.
Men skuespillet gav Howard større lyst til at stå bag kameraet og selv tage alle beslutningerne. Og gennem snart 20 år har han med sin producerpartner i Imagine Entertainment, Brian Grazer, skabt sig et navn på at lave succesfulde mainstreamfilm – Splash, Cocoon, Ransom, Apollo 13 – i alt 15 film, der i værste fald er god underholdning, i bedste også i besiddelse af et vist mål af kunstnerisk nerve og integritet.
Som Et smukt sind, der måske nok er gjort af det stof, som det amerikanske filmakademi elsker at overøse med Oscars: En følsomt fortalt, velspillet og indlevende sygdomshistorie – tænk bare på tidligere darlings som Rain Man, Min venstre fod og Shine. Men som også, i modsætning til mange beslægtede film, forsøger at skildre sin hovedpersons sindssygdom som en sygdom og ikke en flamboyant livsstil.

Personlighed
Ron Howard, der er i Sverige for at promovere Et smukt sind, kan fortælle, at Imagine er i gang at udvikle endnu et par film om mentalt syge mennesker, men at det var Et smukt sind, der er baseret på journalisten Sylvia Nasars bog om den skizofrene matematiker John Forbes Nash Jr. (i filmen fremragende spillet af Russell Crowe), som tiltalte både Grazer og ham selv mest.
»Det er en meget usædvanlig, menneskelig historie om et mystisk emne, som kan være svært at have med at gøre,« siger Howard.
»Manuskriptets forfatter, Akiva Goldsman. havde en meget original indgangsvinkel til emnet. Meget af hans indsigt havde at gøre med det faktum, at han har arbejdet med psykisk syge, og at hans forældre er psykologer og har arbejdet med skizofreni.«
»Jeg tror, at Akiva i historien så en mulighed for at få publikum til at forstå, hvor virkelig sygdommen og vrangforestillingerne er for dem, som lider af den,« siger Howard, som selv blev udfordret af det vanskelige i visuelt at skulle beskrive et menneskes sindssygdom.
Han ville gerne undgå at behandle historien om Nash som et klinisk studie set gennem en psykiaters øjne, fordi det måske nok ville bevæge publikum, »men det giver ikke så spændende eller personlig en filmoplevelse.«
»Vi valgte ikke bare den mest direkte facon. Jeg havde fornemmelsen af, at hvis det virkede, så ville det give publikum mulighed for at opleve det som en film – og give dem en vis intellektuel indsigt. Der er spænding og dramatik i filmen, og da jeg skulle forberede mig på at instruere Et smukt sind, blev jeg ved med at tænke på John Frankenheimers The Manchurian Candidate (en politisk paranoiathriller, red.) I filmens midterste del ville jeg visuelt arbejde med de samme ideer og følelser,« siger Howard med henvisning til de sindsoprivende sekvenser i Et smukt sind, hvor Nash’ vrangforestillinger begynder at fortrænge virkeligheden, så også publikum har svært ved at følge med.

Tog sig friheder
De amerikanske kritikere har haft delte meninger om Et smukt sind, og mange har anklaget Howard og Goldsman for at udelade og forvanske fakta – næsten en betinget refleks, hver gang en instruktør drister sig til at bruge virkeligheden i en fiktionsfilm.
»Vi tog os mange friheder, og vi har brugt mange kreative kræfter på at fortætte og forenkle historien – det handlede om fokus og spillelængde,« siger Howard.
»Historiens friskeste og mest originale aspekt var at skabe en verden af vrangforestillinger, som føltes virkelig eller interagerede med vores fornemmelse af, hvordan den virkelige verden ville se ud. Og så trække publikum ind i den virkelighed, før det endelig går op for dem, at Nash er syg. Selv da prøver vi at skabe en nagende tvivl om, hvad der er virkeligt og ikke virkeligt. Det var spændende, men det krævede en masse spilletid.«
»Hver gang vi satte os ned og kiggede på materialet og forsøgte at indbygge nogle af de øvrige sidehistorier, som har at gøre med Nash’ liv, så ødelagde det fokus.«
F.eks. fik Nash et barn uden for ægteskab, før han mødte sin kone Alicia, og så var der rygterne om biseksualitet, som Ron Howard er glad for, at han ikke gik nærmere ind i.
»Nash selv benægter dem på det kraftigste, og der er ingen faktiske forhold at dramatisere. Det ville have været ret uforsvarligt, selv om det er interessant, og vi overvejede det.«

Tveægget sværd
Ron Howard er dog ikke overrasket over eller uvant med den kritik, som filmen er blevet mødt med.
»Vi oplevede problematikken på Apollo 13,« siger han.
»Selv om vi med den historie virkelig forsøgte minutiøst at genskabe begivenheden, så fandt vi ud af, at det var umuligt at fange alle detaljerne eller påskønne alle de involverede på passende vis. Og det gør folk vrede. Hver gang man påtager sig at lave sådan en historie, så er det et tveægget sværd: Man ville ikke kunne fortælle den historie om John Nash, som vi fortæller, hvis det var fiktion. Den ville være alt for usandsynlig. Så man er nødt til at bruge sandheden som springbræt. Omvendt er det umuligt at skildre nogens liv på to timer,« siger Howard og begynder så at formulere de regler, han arbejdede ud fra.
»Man er nødt til at blive ved med at stille sig selv to vigtige spørgsmål: Det ene er, ’er du i gang med at lave en god film? Udnytter du historiepotentialet til fulde?’ Og nr. to: ’På trods af al tildigtningen, kreativiteten, omarbejdningen, fortætningen, tidsspringet, fanger du så stadig ånden i det pågældende liv?’ Hver gang jeg stillede mig selv de spørgsmål, følte jeg, at jeg var på sikker grund.«
»Indimellem kan det være frustrerende, men film har en tendens til at være simple konstruktioner, og med mindre, at man ønsker at lave en miniserie, der fortsætter time efter time, så er man nødt til at foretage nogle hårde valg.«

Kunst og kreativitet
Howard er stolt af Et smukt sind, og han føler, at han med filmen har udvidet rammerne for, hvad han er i stand til som instruktør, og hvad man kan tillade inden for den mainstreamfilm, som han heller ikke lægger skjul på, at han befinder sig lige i midten af.
»Jeg føler mig godt tilpas med systemet, og systemet stoler på mig,« siger han med et smil.
»En af de ting, som jeg bevidst prøver at gøre, er at få systemet over på min side og gøre mig fortjent til dets tillid. Og samtidig finde min egen kreative identitet og erfaring. Jeg har været tålmodig, mens jeg har arbejdet mig gennem forskellige genrer og udviklet kreative forhold og alliancer.«
»Apollo 13 var en meget udfordrende film for mig, Ransom lidt mere dyster, EdTV en komedie, men også skarp og personlig for mig, godhjertet, men interessant. Jeg er tilfreds med Et smukt sind, men jeg synes, at jeg er ved at komme op i fart. Jeg har udvidet mine egne grænser, og jeg vil fortsætte med at udvide dem.«
»Ærlig talt, så håber jeg på, at jeg kan blive ved med at skubbe systemet en lille smule på min egen, stilfærdige måde. Jeg tror, at Hollywood vil blive ved med at tilbyde virkelig interessante film, som benytter sig af filmstjerner og appellerer til et stort publikum i hele verden, men som også er ægte kreative og kunstneriske.«

*Mandag bringer Information et portræt af John Forbes Nash Jr. og præsenterer den spilteori, som han fik Nobelprisen for

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu