Læsetid: 3 min.

Tag the A-train fra Nørreport

Nørreport er sprunget ud som en rå storbystation med omstigning til Harlem
7. marts 2002

Undergrund
Lidt fugt glinser i den ene mundvig, mens pendleren vugget på stålskinner sover sin lette togsøvn, og resterne af en drøm om forvandling syder i underbevidstheden.
Linje A skærer et myldretidssnit gennem storbyen, fra Hundige – hvor græsplæner og tæppeland breder sig fra væg til væg – til Nørreports hjertekamre, som pumper arbejdskraft op i metropolens kontorer.
Toget glider ind og fylder rummet ved Nørreports perron. Det gjalder og vibrerer, stationen er rå og nøgen, netop sluppet fri af ombygningens årgamle bandager. Pendleren spærrer øjnene op og springer af.
Så går det hurtigt, mens pendleren målløs stivner på perronen. DSB-urenes visere drejer i rasende fart baglæns mod fortiden, og lag efter historisk lag skrælles af stationen.
Puf, så forsvinder det nye årtusindes blå business-design, og tresserne kommer til syne med forsænkede lofter og støjdæmpende aluminiumsvægplader bemalet af Karl Åge Riget og Ole Schwalbe. Et øjeblik får en smålummer, socialdemokratisk stemning af parcelhuskøkken med forsænket loft til at brede sig, og togbetjente i datidens antiautoritære brune uniformer pusler om pendlerne, før de kom til at hedde sådan.
Zap, så titter de hvide vægfliser frem, stationen rykker fra tresserkøkken til rungende badeværelse anno 1921, utrolige hvælvinger, der ville have været en badeanstalt værdig. Over fliserne er de sortsværtede lofter, som dufter af damplokomotiv og kulstøv.
Til sidst ryger man tilbage til den rå tunnel fra åbningsåret 1917. Tunnelen strækker sig af sted med ribbet loft, der minder os om, at tunnelen er gravet ud som et langstrakt hul, man har blot overdækket.
Pendleren gaber, det hele er der her og nu og på en gang. Nørreport er en tidsmaskine, og det vil være synd at klistre alt til igen. Men hvilken myndighed kerer sig i dag om tidsmaskiner?
Ud af tidsmaskinen vokser alle sande metropolers underste vej, the subway. Nørreport er ufærdig og næsten uden skilte, hvilket sprog tales der her? Og skimter pendleren ikke et hidtil skjult siderør i tunnelmørket?
The A-Train kommer til perron på Nørreport, pendleren sætter sig ind, tænder for walkman’en, og Duke Ellingtons kendingsmelodi fra 1941 opfordrer: »Hurry, hurry, take the A-train. The fastest way to get to Harlem.«
The A-Train buldrer mod Harlem, mens gnister springer fra den tredje strømførende skinne. Pendleren finder sin vante plads ved frontruden (førerrummet fylder kun det halve af togets bredde). Synet af sporet, der krummer sig sideværts og bølger op og ned, gør subway’en til verdens vildeste rutchebane, eller er den en vandret elevator, der hamrer gennem mørket, så det koger i sjælens sammenføjninger? Heldigvis er der sørget for air-conditioning til at køle passagerer og tog ned, som var det et lighus. På 59th Street station stiger alle hvide af toget, og snart jager pendleren for alvor uptown gennem de snævre, krogede tunnelgange med 88 km/timen, mens rotterne springer for livet i forlygternes lyskegler. Hurry, hurry.
Transport-politiet har forlængst tvunget graffitien væk fra både stationer og tog, men den findes stadig i tunnellerne, hvor lygterne fra tid til anden fanger et glimt af disse menneskehedens sidste hulemalerier. Oh, at bevæge sig ind der til den tredje skinne, krybet og de pludselige gennemkørsler for at sætte et tegn på væggen.
»Going your way,« siger subway-reklamen. Og mellem vognene drejer to stålplader lumsk mod hinanden som en mægtig saks, der venter på at snappe foden af den dumdristige, som vover sig forbi under farten.
Omsider når pendleren til Harlem, otte timer vest for Hundige Station. Aftensolen lægger et skær af mildhed over boligblokkene, brandtrapperne kaster gittermønstrede skygger på husmurene, og pendleren stryger sig lettet over sit negroide hår. Han er hjemme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her