Læsetid: 4 min.

Temalørdags trylleri

DR2’s temalørdag om Venedig var en blandet fornøjelse
1. marts 2002

(2. sektion)

Fjernsyn
Ugens tv-status: Vi bruger otte år af vores liv på at se fjernsyn, men for tiden gider kun 100.000 af os bruge dem på at se reality-shows. Ugen har ellers budt både på nye ’gode’ reality-shows (det er dem, hvor deltagerne skal kunne noget, såsom tidligere »Popstars« og nu »Rockidoler« og vel også de to modelserier »Modeljagten« på TV3 og »Topmodel« på TV Zulu – selv om der skal man jo ikke kunne andet end at se ud) – og nye ’onde’ reality-shows, (det er dem, hvor deltagerne ikke skal kunne andet end at udstille sig selv, såsom tidligere »Robinson« og »Big Brother,« og nu »Temptation
Island« og »Baren«). Men det ser altså ud til, at danskerne har lyttet til TVDanmarks nye slogan, »Hvornår har du sidst været fristet – altså sådan rigtigt?«, og svaret »Ikke lige nu, ellers tak.«
DR’s »Rejseholdet« har tyve gange så mange seere som TVDanmarks helt store satsning »Temptation Island«, og det kunne jo – trods alle øvrige kvalitetsdiskussioner – tyde på, at der er et liv efter reality-tv.
På DR2 er de ligeglade med reality-tv, der vil de hellere lave temalørdage. En strålende ide, der – om end den vist opstod på MTV før DR2 – har givet så gode resultater, at den har bredt sig til både visse avisers fredagstillæg og radioens P2. Sidste lørdag handlede det om Venedig med en programflade, der lod til at være bygget op for først at vise, hvordan man ikke skulle gøre, dernæst, hvordan man skulle.

Minder om skoletid
Det første program handlede om Venedigs sidste gondolierer og var en dokumentarfilm, der fremkaldte minder om folkeskoletidens støvede Betamax-forevisninger i klassens time, der blev udholdt i henslæbt forventning om at få lov til at se båndet bagfra i frikvarteret. »Gondolierernes sidste konge« fremstillede Venedig som et smålurvet Lalandia og sine hovedpersoner, gondolieren Armando og hans familie, som bøvede idioter, der konstant gentog, hvad speakeren netop havde sagt: »Armandos søn er slet ikke lige så interesseret i den ædle gondolierkunst som sin far« – klip – Armando: »Min søn er slet ikke lige så interesseret i at være gondolier, som jeg er.«
Familien Armando, kun overgået i fremstillet tumpethed af den tyrenakkede turbogondolier Gian Paolo, var småsure og trætte af hinanden, hvilket jo er fair nok. Men i en så fortryllet by som Venedig er det nærmest en kunst at finde en så ufortryllende historie at fortælle. Højdepunktet var rulleteksterne, hvor vi fra sofaen skød usynlige pile efter det engelske researchhold og den helt uforståeligt ubehjælpsomme danske bearbejdning af de engelske almindeligheder.
Studiedebatten stod let anstrengt mellem Frank Esmann og Weekendavisens
Poul Pilgaard Johnsen (først stavet Johnson) og handlede om det sluseprojekt, der skal forhindre den konstant synkende by i at drukne. På et kort (som desværre var ulæseligt) så vi, at Venedig ligger ved vandet, og vi forstod, at sluserne vist er på vej.

Forgængeligheden
Men det var aftenens næste program, der viste hvorfor det er så fascinerende, at det synkende Venedig er forgængeligheden selv. Det fremmanede med let hånd den magi, som har fået digtere fra Proust og Rilke til Mann og Highsmith, malere fra Tizian til Tintoretto og komponister fra Vivaldi til Wagner til at fortabe sig i Venedig.
Hans Kragh-Jacobsen havde besøgt musikkritikeren Hansgeorg Lenz i Venedigs vinter, hvor Lenz efter et langt liv levet gennem ørerne øvede sig i at bruge sine øjne.
»Venedig formaner mig om forgængeligheden,« lød Lenz’ let dramatiske tysktonede stemme, og kameraet fulgte ham roligt rundt i den by, hvor man netop skal fare vild og skal lade sig forsvinde i den tilstand, som kun findes i Venedig.
»Lagunen er byens lunge, og vandet er den grænseløshed, som vækker angsten til live,« filosoferede Lenz i tråd med Rainer Maria Rilkes beskrivelse af det venezianske senefterår i Neue Gedichte fra 1908, hvor man driver gennem byen som madding på en krog.
Der er så meget at sige om Venedig, og i modsætning til familien Armando fik Lenz lov at reflektere hen over billederne – at tale om barndom, når han spillede fodbold, om kærlighed, når han kyssede sin kone, og om skønhed, når billederne viste gondolierer klædt ud i kvindetøj stage sig væk ud over lagunen, mens solen glitrede i bølgerne. Mens gondolierprogrammet var privat, var Lenzprogrammet personligt, og dertil meget smukt. Så det var bare sådan, det skulle gøres.
At vælge aftenens afsluttende film ud kan heller ikke have været nemt, når film som Viscontis Døden i Venedig fra 1970 og Rolf Liebermann og Joseph Loseys undervurderede Don Giovanni fra 1979 så mesterligt fremmaner den disede venezianske magi, og en film i en helt anden boldgade som The Talented Mr.Ripley fra 1999 bringer thrilleren ind i kanalerne med Matt Damon i front.
Derfor virkede det mest af alt modigt at vise Nicolas Roegs Rødt chok fra 1973, en ægte hysterisk gyser med blod, ånder og chok, der mest af alt bruger Venedig som en kulisse, om end en kulisse, hvor vandet og udgravningerne i den byzantinske fundament spiller en væsentlig rolle. En ægte ubehagelighed, hvor Donald Sutherland og Julie Christie med underligt hårnethår svæver rundt, ængstes og væmmes og forskrækkes i et iskoldt, men som i alle gysere meget kødeligt univers, hvor gyset lurer.
Efter Rødt chok havde man det dårligt, men Venedig var man ikke blevet træt af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu