(2. sektion)
Radio
Når vi bliver udsat for brutal forurettelse eller direkte vold, er det helt naturligt, at vi reagerer aggressivt, føler voldsom vrede eller ligefrem had, der igen kan udvikle sig til regulær hævntørst. Hvis disse følelser ikke kommer under behandling, for eksempel fordi vi fortrænger dem, kan de udvikle sig til livsvarige traumer. Simpel tilfredsstillelse af hævntørsten fører sjældent til noget godt. Offeret får gjort gengæld, og det var så det. Men offeret placerer sig derved i skadevolderens rolle. Og så er man lige vidt.
Herom havde DR på P1 en montage lørdag eftermiddag, Jeg tilgiver dem aldrig, tilrettelagt af Lars Aarup og Thomas Brunstrøm og absolut værd at lytte til. Den genudsendes Skærtorsdag kl. 13.
Hævn eller ej, så føler jeg trang til at lange ud, efter hvem det nu end måtte være, der har ansvaret for, at der ikke må optræde ét sekunds stilhed nogen steder i dampradioens programmer. Radioaviserne indledes og afsluttes med usandsynligt grimme fanfarer, der minder om, men i musikalitet ikke når til knæene af, Hans Schreibers fanfare for Gutenbergshus reklamefilm i gamle dage. De, fanfarerne, lyder, som var de indspillet af musikere på afspadsering og dirigeret af en tilfældig forbipasserende radiodirektør med en conducteur i maven.
Underlægningslarm
Men det er ikke det værste. Programmer skal helst kædes sammen eller indledes og afsluttes med musikalske ikoner, der lyder som alvorlige færdselsuheld. Men det er heller ikke det værste, skønt det er slemt nok. Nej: Når morgenernes timeprogrammer mellem nyhederne skal introduceres, og speakeren advarer os om, hvad der snart skal komme, kører en underlægningslarm af digitale lirekasselyde, sammenmikset med syntetiske xylofonagtige pling-plonger, der rumler af sted som nummerboldene i en lottomaskine. Speakeren siger til slut: »Mit navn er Larm & Spektakel,« og umiddelbart derefter finder den computerstyrede støjmaskine så selv ud af at formulere den afslutning, man har længtes efter, siden nummeret startede. Skulle der opstå et øjeblik, hvor speakeren leder efter sit manuskript eller er ude for at tisse, kører denne plumrosemusak automatisk videre, som om den var betalt for det. Hvilket den lige netop ikke er, og det er hele fidusen. Denne automatiserede, digitaliserede og manipulerede audio-computer er nemlig ikke medlem af hverken dansk komponistforening eller musikerforbundet, så der betales ingen afgift for dens lyde, hvilket sådan set er retfærdigt nok, for de er ikke fem flade ører værd.
I gamle dage var alt jo ikke meget bedre. Men én ting var. Og det var radioens pausesignal, baseret på Drømte mig en drøm i nat, den første nordiske melodi der blev skrevet ned engang i 1300-tallet. En gang imellem dukker den stadig op i camoufleret form, jazzificeret eller blot anderledes instrumenteret end det oprindelige pausesignal, der inspirerede Piet Hein til at digte på den originale melodi:
Jeg er ra di - o ens/lille/
stille/pause/spil.
På det sam-le-de pro-/gram det/bedste/der er/til.
