At skifte mellem modersmål og rigsdansk skaber ikke kun problemer for indvandrere, men også for dem, der er opvokset i dialektområder.
En ny hjemmeside sætter fokus på danske dialekter
Identitet
Allerede på campingturen med forældrene blev der grinet ad hendes vestjyske sprog. De svære skift mellem dialekt og rigsdansk kender enhver, der er opvokset i randområderne i Danmark. Dér, hvor sproget har en anden klang, andre ord og en anden grammatik end det danske, vi kender fra medier, uddannelsessteder og arbejdspladser. Ditte Gravengaard, der læser dansk på Københavns Universitet, har talt thyborønsk og haft sprogproblemerne inde på livet fra barnsben af. Hun har derfor taget initiativ til at oplyse om dialekter på en hjemmeside, dialekt.dk, der efter blot en uge havde 2.000 besøgende.
»Vi vil gøre folk bevidste om sprognormer og på den måde skabe større tolerance,« fortæller Ditte Gravengaard.
»Hvis sprog og identitet ikke var så tæt forbundne størrelser, ville alt være meget nemmere, for så kunne alle blot tale det samme, forståelige rigsmål,« siger hun.
»Men når man taler dialekt er det ikke bare ord, der kommer ud af ens mund, det er faktisk noget mere. Det er den identitet og de værdier, man er opvokset med. Det er svært til julefrokosten i København at sidde og tale rigsdansk for at undgå latterliggørelse, fordi samtidig skaber man afstand til det, man kommer fra.«
Fremmedsprog
Mens dialekttalende mødes med skjult latter, opfattes en person, der forsøger sig med rigsdansk i dialektområder, som storsnudet og snobbet. Men måler man unge dialekttalendes ubevidste sprogholdninger, ser billedet anderledes ud: De unge sætter rigsdansk højere end deres egen dialekt. Det er en af årsagerne til, at dialekterne sandsynligvis vil uddø inden for de næste årtier. Den trængte position har fået folk i Sønderjylland på barrikaderne, og den hastigt voksende Æ Synnejysk Forening kæmper med hjemmeside og sendetid i den lokale radio mod rigsdansks indtrængen.
Det er et andet formål, Ditte Gravengaard har med dialekt.dk. Hun ønsker ikke nødvendigvis at bevare dialekterne, for hvis de uddør, forsvinder også de reelle problemer, som mange dialekttalende stadig har i hverdagen. Dialekttalende møder fordomme, hvad enten de taler hjemstavnens eller det officielle Danmarks sprog, og samtidig er det svært overhovedet at lære rigsdansk. På vestjysk sætter man »et« foran alle navneord og siger »æ bil« i stedet for »bilen«. Mens man på vendelbomål opererer med hele tre køn, så »en kat« bliver til »i kat«. Det er blot nogle af de strukturtræk, der gør rigsdansk til et fremmedsprog for dialekttalende.
»Det har været skrækkeligt for mig at lave min dialekt om,« siger Ditte Gravengaard.
»Både fordi jeg gjorde vold mod mig selv, og fordi det var ligesom at lære at tale engelsk. Jeg skulle overveje, om det hed en eller et, og hele udtalen og ordvalget skulle jeg være meget bevidst om.«
Den sproglige form tager så megen opmærksomhed, når man skal skifte om til rigsdansk, at mange i starten bruger flere kræfter på at overveje, hvordan de siger noget, frem for hvad de egentlig siger.
Ditte Gravengaard har i dag været gennem den proces og lavet sit sprog om til et blot jyskklingende rigssprogsdansk. I folkeskolen talte alle thyborønsk, men allerede i gymnasiet var rigsdansk normen, og som andre dialekttalende fulgte Gravengaard strømmen og ændrede sit sprog, når hun var i skole, mens hun efter skoletid skiftede tilbage til dialekten.
»Når jeg er hjemme, signalerer jeg fællesskab ved at tale lidt mere vestjysk. Dialekter skaber internt sammenhold i gruppen og afgrænser folk fra dem udefra. Derfor er det farligt, når jeg som dialekttalende ændrer mit sprog, fordi det opfattes, som om jeg melder mig ud af det fællesskab og nedvurderer det. De forældre, der taler f.eks. urdu, ville blive rasende, hvis deres barn talte dansk til dem, og lige sådan ville vendelbomål-forældre reagere, hvis deres barn begyndte at tale rigsdansk.«
Nyheder på bornholmsk
»Mediebilledet af, hvordan der tales dansk i Danmark, stemmer ikke overens med det faktiske billede af, hvor mange slags dansk der faktisk eksisterer,« mener Ditte Gravengaard.
Inden for de sidste par år har de landsdækkende tv-stationer lempet på kravet om rigsdansk, så enkelte værter taler regionalsprog hvor lyde og betoninger adskiller sig fra rigsdansk. Men klingende vestjysk hører man sjældent i fjernsynet, og hvis det sker, er det som oftest forsynet med undertekster. Det samme sker, hvis personer med anden etnisk baggrund end dansk taler med stærk accent. Hvis tolerancetærsklen skal hæves, er medierne det vigtigste sted at sætte ind, mener Ditte Gravengaard.
»Hvis dialekterne af og til kom naturligt til orde i medierne, ville det være godt. Hvis man kunne høre, at eksperten i tv-avisen kom fra Fyn, og at pigen, der taler om kærestesorg i et børneprogram, kom fra Bornholm.«
Men det er jo ikke tilfældigt at dialekttalende enten tekstes eller skifter til rigsdansk, når de optræder i medierne. Det handler vel ikke kun om tolerance, men også om forståelighed?
»Ja, men det handler også om velvilje. Hvis man først har bestemt, at man ikke forstår en pind af det hele, så gør man det heller ikke. Ligegyldigt om det handler om matematik, tyske verber eller dialekter. Jeg synes ikke, man skal starte med at læse nyheder op på bornholmsk, for det kan vi ikke forstå. Men hvis der var en chance for at høre dialekter en gang imellem, så ville vi måske om et par år have vænnet os til den sproglige variation,« siger Ditte Gravengaard.
Hun understreger, at hun med dialekt.dk ikke vil sætte fokus på dialekterne for at bevare dem og de kulturværdier, der hører til den lokale egn.
»Vi vil gerne bevare dialekterne for den dialekttalendes skyld, ikke for dialekterne i sig selv, for de er blot et eller andet artefakt. Men de eksisterer stadig, og derfor kommer folk i klemme.«
*Mere om dialekter på
www.dialekt.dk
www.synnejysk.dk
www.hum.ku.dk/dialekt/
(Institut for Dansk Dialektforskning)
