Læsetid: 6 min.

Tvinds ’fodringsmaskine’

Tvind er igen ved at få fyldt sit landsdækkende net af skoler op med offentligt betalte elever. Nu leveres de fra koncernens mange social-pædagogiske opholdssteder
21. marts 2002

Efterspurgt
Selv om Tvind i 1999 fik frataget statsstøtten til 31 af sine høj- og efterskoler i Danmark, betaler det offentlige fortsat mange millioner kroner til den omstridte koncern, heriblandt dens skolevirksomhed.
Det sker via et sindrigt udviklet – helt igennem lovligt – samarbejde mellem Tvinds mange nyoprettede socialpædagogiske opholdssteder for socialt belastede unge og så koncernens traditionelle skolevirksomhed.
»Tvind har altid været dygtig til at få deres systemer til at hænge sammen. Opholdsstederne fungerer som en ren fodringsmaskine,« mener for eksempel Erna Pilegaard,
juridisk medarbejder i Ring-kjøbing Amt. Hun er ikke i tvivl om, at Tvind har fundet på en »pengemaskine« til afløsning for de mange millioner kroner, Tvind årligt modtog i statsstøtte for elever på høj- og efterskolerne.
I bedste markedsorienterede stil har Tvind derfor omlagt en væsentlig del af sin virksomhed, så koncernen kan levere en vare, der i disse år er efterspurgt af landets kommuner: Opholdssteder med pladser til de hundrevis af børn og unge, der er så hårdt socialt belastet, at kommunernes socialmyndigheder vil betale for et ophold uden for hjemmet. Og da behovet for pladser i årevis har været større end udbuddet, er det et forretningsområde i vækst, som Tvind nu fokuserer på.
Ganske vist er opholdsstederne ikke nyt hos Tvind, der helt tilbage fra midten af 1980’erne har drevet de såkaldte Småskoler. Men med kun otte opholdssteder var der frem til 1996 tale om et sideprodukt i forhold til de over 30 efter-, fri- og højskoler, som Tvind i årenes løb havde oprettet.
Siden daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen i 1996 fremsatte særloven om Tvind, der tre år senere førte til bortfald af millionstøtten til koncernens skoler, har forskellige medlemmer af Tvinds Lærergruppe oprettet socialpædagogiske opholdssteder på stribe.
Over hele landet driver Tvind nu flere end 30 godkendte opholdssteder, mens ansøgninger fra to-tre håndfulde flere er på vej gennem systemet. Dermed er Tvind på rekordtid blevet landets absolut største udbyder af opholdssteder for socialt belastede unge, og da en enkelt plads på et opholdssted
koster 25-35.000 kroner pr. måned, er der tale om et betragteligt antal millioner kroner, som hvert år vandrer fra kommunerne til Tvinds pengekasse.
Og selv om der fra amternes side – med et sæt
retningslinjer om husleje-størrelse, løn og normeringer – er gjort en indsats for at forhindre privat kapitalopsparing, så forsøger Tvind alligevel at presse citronen. Det sker for eksempel gennem huslejen, fordi Tvind-opholdsstederne altid lejer sig ind i ejendomme, der ejes af Tvind-institutionerne Fælleseje eller Estate. Eller det kan ske ved, at Tvind-opholdsstederne køber ydelser fra andre institutioner i koncernen, for eksempel rådgivning, kørsel eller ferieophold.

Konsekvent anbefaling
Men historien stopper ikke her. Studerer man Tvinds ansøgninger til amterne om opholdsteder, er der et ganske specielt forhold, som går igen fra den ene ansøgning til den næste – og det uanset hvor i landet opholdsteder ligger:
Tvind anbefaler konsekvent, at de børn og unge, der bliver henvist til opholdsstedet, bliver undervist på en Tvind-skole.
»For de unge i den skolepligtige alder ønsker Den Rejsende Højskole i Holsted at etablere et dagbehandlingstilbud,« skriver opholdsstedet Byens Lys i sin ansøgning til Vejle Amt. Opholdsstedet og højskolen har i øvrigt samme adresse.
»Vi vil i de fleste tilfælde foreslå Den Internationale Dagskole i Helsingør, der har lokaler i samme bygning som opholdsstedet,« hedder det fra den ende af landet – i ansøgningen til Frederiksborg Amt fra opholdstedet Cumulus i Helsingør.
Selv om der ikke altid er adressefællesskab mellem opholdstederne og skolerne, er det tætte forhold ikke noget, som Tvind forsøger at skjule – tværtimod:
»Da nogle af initiativtagerne (til opholdsstedet, red.) arbejder på dagskolen, ved vi, at dette tilbud kan honorere de krav, vi stiller til specialundervisning«, skriver Cumulus videre i sin ansøgning.
I Ringkjøbing Amt, der har erfaringer med koncernen helt tilbage til 1972, da Den Rejsende Højskole etablerede sig i landsbyen Tvind i Ulfborg, har koncernen foreløbig fået godkendelse til fem opholdssteder, mens tre er på vej gennem systemet. Også her lægger Tvind op til, at børn og unge på opholdsstederne skal gå på Tvind-skolerne i Ulfborg. Som tidligere omtalt i Information er det præcis på disse skoler, at koncernen i strid med lovgivningen huser unge, selv om ingen af skolerne er blevet godkendt som opholdssteder.
Derfor har amtets embedsmænd indført en sigende anmærkning i den sagsgennemgang, som amtspolitikerne får, inden de skal godkende eller afslå en ansøgning om endnu et Tvind-opholdssted:
»Administrationen mener, at det politiske udvalg skal have indsigt i, at Ringkjøbing Amt ved en godkendelse af opholdsstedet Armstrong medvirker til, at de unge skal gå i skole et sted, hvor gældende regler ikke overholdes, og hvor der ikke er generelt tilsyn med de børn og unge, der på trods heraf opholder sig i skolerne på Tvind.«

En selvstændig enhed
Trods advarslen blev Armstrong godkendt af amtets skole- og socialudvalg i december sidste år. I realiteten kunne amtet heller ikke gøre andet, fordi Armstrong – og de mange andre Tvind-relaterede opholdsssteder – selvfølgelig skal behandles på lige fod med alle andre, det vil sige, at når et opholdssted opfylder reglerne, så har det ret til at blive godkendt. Og så kan dørene slås op for kunderne.
Hvert enkelt opholdssted ledes af en fond, der igen ledes af en bestyrelse, der i øvrigt supplerer sig selv. I de mange fondsbestyrelser, som leder Tvind-opholdsstederne, er der et massivt gengangeri af fremtrædende medlemmer af Tvinds Lærergruppe. Vedtægterne er også skåret efter samme model.
Fondsbestyrelserne sammensættes som regel ved, at en lærer på den Tvind-skole, hvor børnene skal undervises, bliver bestyrelsesformand, mens forstanderen for selvsamme skole bliver menigt medlem. Da resten af pladserne ofte fyldes op med andre Lærergruppe-medlemmer, er Tvind altid sikker på at bevare kontrollen over det enkelte opholdssted – også selv om der nogle gange er blevet plads til et lokalt islæt.
Alligevel opfatter Socialministeriet Tvind-opholdsstederne som selvstændige juridiske enheder:
»Det er Socialministeriets opfattelse, at en gyldig oprettet fond må anses for at udgøre en selvstændig juridisk enhed,« skriver ministeriet således i december 1998 til Fyns Amt, der om et konkret opholdssted har rejst »tvivl om, hvorvidt fonden og dens ledelse er i en reelt selvstændig position.«
Ministeriet henviser i et notat til, at hvis en fond har særskilt økonomi, og hvis der i vedtægterne er regler om beslutningskompetence, hæftelse, regnskab, revision og budgettering, så er fonden ifølge fondslovgivningen en selvstændig juridisk enhed. Derved har ministeriet lagt sig fast på en anden tolkning end den, som Undervisningsministeriet lagde til grund i sin gennemgang af Tvind-skolerne
Socialministeriet mener heller ikke, at der kan stilles krav om, hvem opholdsstedet kan indgå aftaler med eller købe tjenesteydelser af.

Ender altid med Tvind
For de ofte mindre kommuner rundt om i landet, hvor Tvind efter godkendelse af amtet opretter et eller flere opholdssteder, er det ikke altid en let situation. Hvis opholdsstederne huser børn og unge i den undervisningspligtige alder, er det nemlig opholdskommunen, der ifølge lovgivningen har pligten til at føre tilsyn med, at børn og unge tilbydes en ordentlig undervisning.
Enten kan skolemyndig-hederne vælge at anbringe opholdsstedets unge i en af de lokale kommuneskoler og tilføre de støtteforanstaltninger, der vurderes som nødvendige, eller også kan kommunen tage imod Tvinds tilbud om undervisning på den nærmestliggende Tvind-skole. I begge tilfælde vil det være børnenes og de unges hjemkommune, der ender med at skulle betale. Prisen svinger mellem 12.000 og 17.000 kroner pr. elev om måneden.
Alligevel ender det så godt som altid med, at kommunerne vælger Tvinds tilbud. Ikke fordi det er billigere, men blandt andet fordi det alt taget i betragtning er en nemmere beslutning. Derved undgår skolemyndighederne også den uro, som tilstedeværelsen af to-tre ’ballademagere’ fra de store byer i en skoleklasse nemt kunne føre til.
»Jeg har endnu ikke set et eneste tilfælde, hvor en kommune her i amtet har stablet et selvstændigt undervisningstilbud på benene,« siger Erna Pilegaard fra Ringkjøbing Amt. Hun frygter, at børnene og de unge på Tvinds opholdssteder kommer i klemme, fordi kommunerne har nok at gøre med deres ’egne’ børn.
Ovre mod øst, i Juelsminde kommune, der også har årelang erfaring med Tvind-koncernen, har skolemyndighederne på et tidligt tidspunkt forsøgt at oprette et kommunalt tilbud til de unge på opholdsstedet Porsgård, fortæller Søren Kallestrup. Men det blev ikke til noget:
»Tilfældigvis ønskede alle forældrene, at deres børn skulle gå på Juelsminde Friskole,« siger Søren Kallestrup, så man kan høre trykket på tilfældigvis.
»Det er i hvert fald den besked, vi har fået fra Porsgård. Og det er den eneste oplysning, vi har, for vi får ikke oplysninger om disse forhold fra forældre eller hjemkommuner.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her