Læsetid: 4 min.

’Tyskland er ikke et indvandringsland’

Indvandringen i Tyskland er en temmelig traurig historie om proforma-høflighed, gensidig modvilje, fortrængning og manglende integrationsvilje
19. marts 2002

40 års erfaring
Officielt var den 48-årige Metin Kaplan registreret som bistandsmodtager. Han var politisk forfulgt i Tyrkiet og havde fået asyl i Tyskland. Myndighederne havde dog formanet ham om at afholde sig fra politiske aktiviteter – en formaning Kaplan ikke rettede sig efter.
Metins far, Cemaleddin Kaplan, var leder af en islamisk forening kaldet ’Kalifstaten’ i Köln. Efter farens død i 1995 overtog Metin Kaplan foreningen med de 7.000 medlemmer og kaldte sig herefter kalif.
Kaliffen fra Köln arbejdede på at omstyrte den tyrkiske stat og i stedet oprette en islamisk nation på grundlag af Koranen. Integration i Tyskland anså han for »djævelens værk«, fordi »intet menneske kan på samme tid være mu-slim og demokrat«. Han foragtede sit nye hjemlands forfatning og demokrati, hans tv-station – ’Det Sande Islamiske Fjernsyn’ – prædikede stening af ægteskabsbrydere.
Myndigheder så med voksende skepsis på den selvudråbte kalif, men kunne ikke røre ham. Udvisning kom ikke på tale, fordi Kaplan risikerede dødsstraf i Tyrkiet. Og et forbud mod Kalifstaten var umulig, fordi det såkaldte ’religionspriviligium’ indtil sidste år forhindrede opløsningen af en religiøs forening, når den én gang er blevet anerkendt.
Kaliffen syntes urørlig, hans Kalifstat udviklede sig til et autonomt samfund midt i Tyskland.

De rejser igen
Metin Kaplan er det grelleste eksempel på, hvad den manglende interesse for integration kan føre til. Han er et symptom på det selvbedrag om indvandring, som har varet i små 40 år, og som alle parter – tyskere og indvandrere – har deltaget i.
De første gæstearbejdere, der kom i begyndelsen af 1960’erne, havde store forventninger om at tjene en bunke penge. Efter tre-fem år ville de vende tilbage til Italien, Grækenland og Tyrkiet, hvor opsparingen kunne række til resten af livet.
Men efter en årrække var der stadig ikke samlet penge nok, og i stedet for at rejse hjem hentede gæstearbejderne deres familier til Tyskland. Målet var stadig at vende hjem, blot lidt senere. Den forventning havde Tyskland også; og derfor var der ingen grund til at bekymre sig om integration.
Oliekrisen og massearbejdsløsheden i begyndelsen af 70’erne gjorde det klart, at virksomhederne ikke længere behøvede udenlandsk arbejdskraft. Regeringen indførte et stop for indvandring (som stadig gælder), men stoppet fik ingen numerisk effekt, fordi reglerne om familiesammenføring og retten til asyl fortsat bestod. Ved indførelsen af stoppet var der omkring 3,5 millioner indvandrere i Tyskland, i dag 30 år efter er der godt 7,3 millioner.
Dertil kommer 2,2 millioner etniske tyskere fra Rumænien, Polen og det tidligere Sovjetunionen, der vandrede til Tyskland efter Murens fald. De 2,2 millioner defineres som tyskere og indgår derfor ikke i statistikken over indvandrere, selv om en stor del ikke taler tysk.
Integrationsbestræbelser blev sat i værk, men resultaterne var ikke overbevisende – og måske var de heller ikke ønskede, for Tyskland opfattede sig ikke som et indvandringsland. Tyske kunne indvandrerne dårligt gøre sig håb om at blive, strenge regler om erhvervelse af statsborgerskab holdt dem ude af samfundet.
I årevis beskæftigede det etniske Tyskland sig ikke videre med udviklingen. De venstreorienterede så en moralsk frelse i indvandring og sagde: »Lad os ikke alene med disse tyskere.« De moderate sagde ingenting af frygt for at blive slået i hartkorn med de højtråbende højreorienterede, der krævede »udlændingene ud!«
Årene gik, og statistikken kunne fortælle, at indvandrernes tyskfærdigheder gik jævnt tilbage, og at de var overrepræsenterede i arbejdsløshedkøen og i fængslerne.
I stedet for en langsom assimilering er landet nu ved at udvikle sig til en række af parallel-samfund, hvor forskellige etniske befolkningsgrupper holder sig for sig selv og har egne normer, sprog og butikker.
Tyskland har ganske vist lempet betingelserne for at få tysk pas, men det var stadig svært at blive accepteret som tysker. Undersøgelser viste, at flertallet af tyrkerne følte sig som ’andenklasses tyskere’, og i dette vakuum kunne Metin Kaplan udbygge sit rige. Kafilstaten samlede via et eget skattevæsen adskillige millioner D-mark sammen og købte ejendomme op. Først da kaliffen fik en rival, gik det galt.
I Berlin udråbte den 29-årige Halil Ibrahim Sofu sig til ’mod-kalif’, og Kaplan svarede med en ’fatwa’. Få måneder efter blev Sofu opsøgt af tre maskerede mænd, der trængte ind i hans lejlighed og henrettede ham med ti pistolskud. Morderne er aldrig blevet fundet, men sporet førte til Köln, hvor kriminalpolitiet fandt videooptagelser af kaliffen, der opfordrede til drabet.
År 2000 blev Kaplan idømt fire års fængsel.
Under kaliffens varetægtsfængsling strumpede Kalifstatens medlemstal ind til 1.100, der bl.a. arrangerede råbekor foran retten.
»Frihed for vores kalif,« lød kravet fra demonstranterne, der også angreb politiet med skovle.
Under retssagen kom det i øvrigt frem, at Kalifstaten havde planlagt at lade en selvmordspilot udslette det tyrkiske Atatürk-museum ved hjælp af et fly lastet med sprængstof. At Kaplan også havde forbindelser til en vis Osama bin Laden blev ikke anset for særlig vigtigt.

11. september
Først den 11. september 2001 indtraf den store selvransagelse i Tyskland, da det viste sig, at Osama bin Ladens terrornetværk havde flere udløbere til landet.
Sidst på efteråret 2001 afskaffede Tyskland ’religionsprivilegiet’, og Kalifstaten blev stormet af politiet. I starten af det nye år fremlagde regeringen en ny indvandringslov, der på den ene side skal bremse adgangen for flere fremmede, uden på den anden side at afskære Tyskland fra nyttige udenlandske eksperter, investorer og iværksættere, men integrationsindsatsen ligger det stadig tungt med. Da det kom til stykket evnede kansler Gerhard Schröder kun at tale om at udvise de folk, som »misbruger vor gæstfrihed«.
»Tyskland er ikke noget indvandringsland,« fastholder Edmund Stoiber, den konservative kanslerkandidat ved valget i september. Han agter at blokere loven i parlamentets andet kammer, Forbundsrådet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her