Læsetid: 3 min.

Uden sans og samling

Tøndetom teatertorden overdøver historien om den fatale Dina i Ole Bornedals filmatisering af Herbjørg Wassmos roman
15. marts 2002

Ny film
Egentlig er Jeg er Dina ét eneste langt antiklimaks. For filmen slår effektivt knock-out i starten, hvor Pernilla August koges levende i en kæmpemæssig vaskebalje, mens hendes langvarige smertensskrig skærer sig ind i hjertet på hendes lille datter Dina, der af vanvare udløste ulykken. På et fængselslignende loft, hvor rotter flintrer fra og til, sidder Dina alene tilbage med chokket, fordømt af sin far og plaget af en gigantisk skyldfølelse.
Med al sin outrerede grand guignol-bravour, der ikke giver højdepunkterne i Eksorcisten meget efter, er dette en respektindgydende, beslutsom start. Og en tid troede jeg, at Ole Bornedal simpelthen ville gøre Jeg er Dina til en regulær gyser i historisk klædebon, hvad han for min skyld ville være hjerteligt velkommen til.
Men jeg tog fejl. Skærer man igennem filmens tykke lag af patetisk retorik, synes Jeg er Dina at ville fortælle om en nordnorsk 1800-talskvinde, der gøres stærk, selvrådig og aggressiv af et barndomstraume, men bærer døden i sig som en smitte, der rammer de mænd, hun indlader sig med.
Efter chokstarten kommer nogle fint turnerede scener med Søren Sætter-Lassens cello-spillende huslærer, der bliver Dinas gode ånd i en tilsyneladende helt isoleret barndom. Og Björn Floberg må ganske vist spille en enstrenget skurkerolle som den hadefulde far, men gør det
ikke ueffent.
Filmens problemer opstår først, da Dina vokser op som en køn ung pige, stolt og strid og med en overjordisk kontakt til sin døde mor, som med et vældigt svup på lydbåndet af og til kommer til syne som spøgelse.
Nu foldes et større persongalleri ud, og filmen lægger op til at blive en fortælling af en vis episk bredde, med personer af en vis fylde, et miljø af en vis soliditet og et dramatisk konfliktstof af en vis almen interesse. Ingen af delene forløses dog i filmen, der som en forpustet hækkeløber springer de fleste mellemregninger over for at overvælde os med et krampagtigt mix af højspændte opgør, storladen billedretorik og manende symbolik, akkompagneret af bragende underlægningsmusik.
Resultatet er, at Dina (spillet af en konstant hypnotisk stirrende Marie Bonnevie) bliver et overlæsset postulat af en figur.
Som en moderne action-heltinde deler hun gavmildt ud af lussinger, næveslag og skaller. Samtidig lyser hun overjordisk som en feministisk ønskedrøm og superkvinde, der sætter mændene på plads ved først givne lejlighed, har en staldknægt som reserveelsker og i øvrigt magter maratondistancen i ægtesengen. Kunstner er hun også, med en helt Jacqueline du Présk fyrighed i cellospillet. Hendes ømme punkt er en dødsbesættelse knyttet til den traumatiske barndom, og senere viser hun en mystisk evne til at sprede død og ødelæggelse omkring sig.

Parodisk Depardieu
Omkring Dina lever en række skyggemænd mest som melodramatiske marionetter med hver deres interessante engelske udtale.
Gérard Depardieu virker parodisk out of place i det nordnorske som den ældre, svage afstandsbeundrer Jacob, der bliver gift med Dina og i ægtesengen må udbryde: »Jeg har drømt om dette i så mange år!« Replikkunst er ikke filmens stærke side.
Mads Mikkelsen drives for første gang i filmkarrieren ud i overspil som den bjærgsomme krambodsbestyrer Niels, der mest tænker på opsparingen til en Amerika-rejse, når han da ikke voldtager Dinas amme.
Bedre lykkes Christopher Ecclestons russiske anarkist Leo, der hives ind fra venstre i filmens sidste tredjedel og bliver Dinas store kærlighed og broder i ånden. Eccleston er troværdig som politisk idealist og som den mand, der for alvor kan yde Dina et modspil. Men hvad skal han stille op mod et sidste kvarter, der i hastig rækkefølge rummer fængsling, gennembankning af Dina, blodfossende abort, redning fra en drukneulykke og skuddrama af fatal karaktér?
Bornedal har efter eget udsagn tilstræbt »sanseligheden« frem for alt. Men filmisk sanselighed opnås oftest gennem miljø- og stemningsfordybelse, ikke ved sanseløst oppiskede volds- og sexscener.
Sanselige instruktører drager tilskueren ind i deres filmiske verden ved hjælp af utallige subtilt illuderende, konkrete detaljer, som Bornedal slet ikke har øje for. I stedet mørbanker han os med dystre dundereffekter på rad i den fejlagtige tro, at man skaffer sig kunstnerisk ørenlyd ved at råbe højt.
Den samlende idé bag al denne sound and fury er svær at få øje på. Jeg er Dina er et stuurt melodrama-nummer af en talentfuld instruktør, der i forsøget på at overgå sig selv i stedet er gået fra sans og samling.

*Jeg er Dina. Instruktion: Ole Bornedal. Manus: Jonas Cornell og Ole Bornedal. Norsk-svensk-dansk-fransk-engelsk (Imperial, København og 49 bi0grafer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her